Matilde Powers blev valgt til Folketinget for Socialdemokratiet i november 2022, og har en klar mission om at få unge til at drikke mindre – betydelig mindre.
- Jeg rigtig optaget af, hvordan vi kan hjælpe vores børn og unge til at få en sundere alkoholkultur, fortæller Matilde Powers, da TV 2 Kosmopol besøger hende i huset i Hareskovby i Værløse.
- Vi har rigtig mange, der er afhængige af alkohol i Danmark, ikke mindst her i hovedstadsområdet. Så det er virkelig vigtigt, at vi sørger for, at de unge får udskudt deres alkohol-debut, og at de drikker mindre.
(Artiklen fortsætter efter boksen.)
1 ud af 70
I portrætserien "1 ud af 70" sætter TV 2 Kosmopol fokus på en række folketingspolitikere valgt i hovedstadsområdet.
Der er ingen tvivl om, at emnet her er vigtigt for Matilde Powers. Hun har en baggrund som børnesygeplejerske, og hun er nu Socialdemokratiets forebyggelses- og trivselsordfører.
Det er jo min skræk, hvis der skulle ske pigerne noget
- Jeg er helt klart villig til at blive upopulær. Det er jo et emne, som kan sætte mange følelser i kog. Der er både en industri, som er meget optaget af det, men der er også mange mennesker, der synes, det skal være vores eget frie valg.
Utilfredshed på hjemmefronten
Og Matilde Powers er da heller ikke altid lige populær derhjemme. Hun har nemlig et par tvillingedøtre på 16 år.
(Artiklen fortsætter efter billedet.)
- Vi taler meget om druk, og ifølge dem måske også en lille smule for meget. I hvert fald sagde min ene datter en dag, at hun har spurgt alle de andre på efterskolen, og der er ingen, der har lige så stramme regler som hende, fortæller Matilde Powers.
Kan du være nervøs for dine egne børn i forhold til druk og alkohol?
- Absolut. Det er noget af det, der kan gøre mig mest nervøs, at der skulle ske dem noget, hvis de var fulde. Enten overgreb eller at de kom til skade eller ikke kunne komme trygt hjem.
- Desværre er der jo ét ungt menneske, her i Danmark der dør om måneden, på grund af at de er for fulde, og det er jo min skræk, hvis der skulle ske pigerne noget.
Matilde Powers fortæller om 30 initiativer i en ny forebyggelsesplan, der skal bremse den store stigning i unges alkoholforbrug og nikotinforbrug, men det falder ikke nødvendigvis i god jord derhjemme.
- Tvillingerne driller mig lidt nogle gange, og siger at deres venner, ”altså lige har et alvorsord at tage med dig, fordi du har strammet de her regler”. Det er de lidt trætte af.
Blå bog: Matilde Powers
Folketingsmedlem for Socialdemokratiet i Nordsjællands Storkreds fra 1. november 2022.
Parlamentarisk karriere
Næstformand for Sundhedsudvalget fra 2023.
Trivselsordfører fra 2023.
Forebyggelsesordfører fra 2022.
Uddannelse
Kandidat i sundhedsfremme og sundhedsstrategier, Roskilde Universitet, 2013-2016.
Diplom i sundhedsfremme og forebyggelse, Professionshøjskolen Metropol, København, 2010-2012.
Sygeplejerske, H:S Sygeplejerskeuddannelsen, København, 2003-2006.
På studiebesøg
Matilde Powers har besøgt flere gymnasier i hovedstadsområdet for at blive klog på de unges holdninger. TV 2 Kosmopol er med, da hun skal besøge Frederiksværk Gymnasium. Folketinget har nemlig afsat en sum penge til at fremme fællesskaber blandt unge, hvor alkohol ikke er i centrum.
Det er lidt mærkeligt at have en fest, hvor der ikke er alkohol
- Vi er så heldige, at vi har otte millioner kroner, som kan bruges på at fremme alkoholfri ungefællesskaber i løbet af det næste års tid. Så jeg vil jo rigtig gerne høre de unge, hvad de siger til det.
Hvorfor tror du overhovedet, at unge kan holde fest uden alkohol?
- Det er jo et godt spørgsmål. Jeg er ikke sikker på, at de lige tænker, at fester kan være rigtig sjove uden alkohol, siger den 41-årige politiker på vej ind på gymnasiet.
- Men så må vi jo få en snak om, hvordan man kan få alkohol til at fylde mindre, så der også er plads til de unge, der ikke synes, det er så sjovt at drikke så meget.
(Artiklen fortsætter efter billedet.)
Der er dog ikke den store lydhørhed overfor folketingspolitikeres idé om mindre alkohol, da Matilde Powers mødes med repræsentanter for elevrådet og cafeudvalget på gymnasiet.
Formanden for elevrådet, Anton Lykke Jensen, formulerer det sådan.
- Rigtig mange unge, måske inklusiv mig selv, mødes for at lave fællesskaber, for at komme tættere på hinanden, for at ryste klassen sammen og det gør man, mens man drikker alkohol.
- Det er lidt mærkeligt at have en fest, hvor der ikke er alkohol, supplerer Aleksander Lapadatovic, fra Cafe-udvalget.
- Man kan måske lave regler om, hvad vi sælger, så folk ikke bliver lige så fulde, når de er med til festen, men det er ikke en god idé at tage det væk.
(Artiklen fortsætter efter boksen)
Spørg Os - Afstemning
_
Klar til at miste jobbet
Eleverne pointerer også, at der dukker betydeligt færre elever op, når der er cafeaftener uden alkohol, end når der er fest. Men der er dog også positive bud på, hvordan man kunne lave aktiviteter uden druk.
- Så skulle det være sådan noget med 1.b spiller fodboldkamp mod 3.x. Altså en dag, hvor der var fodbold, rundbold og høvdingbold og alle klasser spiller mod hinanden, foreslår Emilia Day Damborg, næstformand i elevrådet.
Vel hjemme i køkken-alrummet pointerer Matilde Powers, hvor vigtig kampen for at få nedsat alkoholforbruget er for hende. Hun er helt parat til at blive upopulær og til i sidste ende at miste jobbet i Folketinget - ved ikke at blive genvalgt.
- Ja, det er jeg helt klart.
- Det vigtigste for mig er at skabe nogle politiske forandringer, som får en rigtig og en positiv betydning for menneskerne derude. Om det så koster mig posten på Christiansborg, så må det gøre det.