42 kilometers catwalk: Maraton er det nye fashion week ifølge udenlandsk medie

Løb handler også om at se godt ud. Tre københavnske sportsbrands har gjort et stort nummer ud af søndagens maraton.

Korte shorts, regnbuefarvede hurtigbriller og stramme tanktoppe vil blive set alle vegne, når Copenhagen Marathon afholdes søndag.

For det er vigtigt, hvad man har på. Ikke kun fordi at man skal løbe 42 kilometer i det, men også fordi det vil blive set af de tusindvis af tilskuere, der hepper langs ruten. 

For løbere er maraton blevet det nye fashion week, skriver det udenlandske medie Financial Times i forbindelse med London Marathon i år. 

Ruten er deres runway, og de mange events op til løbet er som modeugens mange fester, ifølge mediet. 

Og det er faktisk ikke helt ved siden af, lyder det fra dansk modeekspert. 

De seneste år har mange mærker lavet sporty hverdagstøj og hverdagsagtigt sportstøj, der har gjort, at grænserne mellem mode og sport er blevet udviskede.

- På mange punkter er sportsverdenen og modeverdenen blevet mere forbundne, end de har været tidligere, specielt de sidste 10 år, siger modeekspert Sille Henning. 

Maratonugen er blevet modeugen

De sorte shorts og sort t-shirt er simpelthen ikke nok, hvis man vil se moderigtig ud til maraton.

Ifølge artiklen i Financial Times går løbere nu efter tøj og mærker, der har noget kant og personlighed - i særlige farver eller med stærke budskaber.

quote Vi har uden tvivl kunne se en stigning i salg op til Copenhagen Marathon

Stine Bering, administrerende direktør 7 Days Active

Det er en tendens, der for alvor fik fat efter corona, hvor joggingbukserne blev hverdagstøj, lyder det fra Sille Henning. 

Det gjorde, at vi blev bevidste om både at have det behageligt, men også at se godt ud - uanset om det er på arbejde eller på løbeturen:

- Det betyder helt klart mere for os at have noget lækkert på, når vi dyrker sport. Det har jo alt sammen noget at gøre med, at vi sender nogle signaler med vores påklædning, og det gælder også, når vi træner, siger Sille Henning.


Det kan blandt andet ses ved mængden af mærker, der de seneste år er dukket op, og også den "community"-følelse, som der opstår omkring mærkerne. Flere sportsbrands arrangerer løbeklubber og holder særlige events.

Heppehold og maraton-BMO

Herhjemme kan maratonmoden blandt andet mærkes hos det hypede mærke Planet Nusa.

Her har der i de seneste dage været særdeles travlt.

- Vi holder ekstraordinært åbent i vores butik og café, hvor man vil kunne kigge forbi til en frisk lemonade, kaffe eller måske prøve vores nye Soft Ice-menu, fortæller medstifter af Planet Nusa, Kristine Esmer til TV 2 Kosmopol. 

Planet Nusa har også arrangeret et shakeout run dagen inden maratonet. På løbsdagen kan man være en del af et heppehold, hvis man ikke selv skal ud på den lange strækning. 

Det københavnske sportsmærke SAYSKY har også lavet et særligt maraton-program, der allerede startede den 30. april. 

Programmet, til det de kalder Copenhagen Marathon Week, består blandt andet af et lille løb med deres “Run and Bun” klub. Her løber man en kort tur, hvorefter man får sig en bolle med ost. 

Maratonet er også brugt som afsæt til lancering af en ny kollektion, og dagen inden maratonet kan man løbe et shakeout run, som er en kort og nem løbetur dagen inden et stort løb, og der vil blive holdt en lille fredagsbar med andre løbere.

(Artiklen fortsætter efter billedet.)

Stifterne af Planet Nusa, Mille Skat, og Kristine Esmer, med de ikoniske Nusa-trøjer med planetprint.
Stifterne af Planet Nusa, Mille Skat, og Kristine Esmer, med de ikoniske Nusa-trøjer med planetprint.
Foto: Liv Latricia Habel/Ritzau Scanpix

Man kan blive motiveret af tøjet

Mærket 7 Days Active fortæller til TV 2 Kosmopol, at maratonet også har haft betydning for deres salg. 

- Vi har uden tvivl kunne se en stigning i salg op til Copenhagen Marathon. Folk har særligt købt shorts, tights og tanktops, fortæller virksomhedens administrerende direktør Stine Bering. 

Mærket har tidligere lavet et samarbejde om en løbetøjskollektion med løbeklubben NBRO i forbindelse med Copenhagen Marathon, men i år har de hverken lavet events eller kollektioner. 

Både Kristine Esmer fra Planet Nusa og Stine Bering fra 7 Days Active fortæller, at deres fornemmelse er, at folk er begyndt at gå mere op i, hvordan deres sportstøj ser ud. 

- Vi vil gerne have vores identitet med os hele vejen rundt, også når vi er aktive, siger Stine Bering, som bakkes op af Kristine Esmer:

- Vi synes i hvert fald, at det er sjovere og mere motiverende at komme afsted, når man føler sig både tilpas og lidt smart. Her kan en sej farve sagtens være med til at motivere, så det synes vi bestemt.

Korte shorts og en sok i en fed farve

Søndagens perfekte maraton-outfit handler først og fremmest om at have noget på, der er behageligt, fortæller Kristine Esmer. 

Hendes bud på søndagens bedste tøjvalg til kvinderne er et par korte stramme shorts og en stram tanktop. Til mændene er hendes bud et par split-shorts og en kortærmet t-shirt.

- Prikken over i'et er selvfølgelig en sej Planet Nusa sok i en fed farve, siger Kristine Esmer. 

Stine Bering foreslår stramme shorts, hvor man både kan have geler og sin telefon med eller et par luftige shorts, hvis det er for varmt. Tanktoppen er buddet på den perfekte overdel.

- Man kan vælge et sort outfit eller et mere “pang” outfit, alt efter om man vil ses eller ej, siger Stine Bering.

Hvis man er en af dem, der gerne vil ses, er det den farve mærket kalder "cherry tomato", som Stine Bering anbefaler. 

Køber I ind på den præmis om, at Copenhagen Marathon er blevet en form for Fashion Week? 

- Det er meget sjovt, vi holdte faktisk running week i stedet for fashion week i år, så der er nok noget om snakken, siger Kristine Esmer.

- Jeg køber absolut ind på den præmis. Før var det nok at løbe maraton, nu vil folk også gerne føle sig som en del af et fælleskab ved at skille sig ud med deres tøj, siger Stine Bering. 

Copenhagen Marathon 2024 afholdes søndag den 5. maj 2024.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik