Det gik, som håbet.
Kemoterapien og intensiv stråling på en klinik i USA fik bugt med hjernetumoren. Så efter over tre års behandling og isolation kunne familien vende tilbage til en almindelig hverdag.
Og så alligevel ikke.
- Da hun fyldte seks år, lige inden hun startede i skole, holdt vi en meget, meget stor fest, hvor vi inviterede alle. Vi kaldte den livets fest, og så sagde vi; nu skal vi tilbage til det almindelige liv. Og alle var glade.
- Og så droppede det hele bare. Og jeg fik det rigtig, rigtig svært i en lang periode efter, for jeg kunne slet ikke slappe af. Det var lige som om, at det forløb, vi havde været igennem, det landede først mentalt hos mig, efter hun var væk fra mig, forklarer Caroline Wilm.
Hos Børnehuset SIV i Farum kan de sagtens genkende den reaktion. De ser nemlig, at mange forældre knækker, når de endelig kommer ud på den anden side af barnets sygdom.
- Når der bliver sagt til en forælder; nu er dit barn rask, så oplever vi, at så falder forældrene. For de har holdt på sig selv i så lang tid for at hjælpe barnet gennem den her periode, siger Anja Toft Enderslev, der er daglig leder i Børnehuset SIV.
For mens forældrene har gået og ventet og håbet på, at barnet skulle klare sig godt igennem sygdomsforløbet, så udebliver den der store lykkefølelse, når behandlingen endelig er ovre.
- Kan jeg overhovedet komme tilbage på et arbejde? Hvem er jeg nu? Der sker noget på deres livsforståelse, uddyber Anja Toft Enderslev.