Topper er flaskedirektør: - Det vigtigste er ingen sure kunder
I Kvickly Albertslund er der altid smil og højt humør ved flaskeautomaten.
Her er der nemlig ansat en helt særlig flaskedirektør, som skal sørge for at der aldrig er knas med maskinerne.
Direktøren hedder Tobias Brinck Hansen, men de fleste kalder ham for Topper.
- Den vigtigste opgave for en flaskedirektør er, at der ikke er nogen sure kunder, siger han med et stort smil til op over begge ører.
Topper er født med sygdommen Lesch-Nyhans syndrom, som er en stofskiftesygdom med forsinket udvikling og muskelslaphed.
Det betyder, at han er lidt mere udfordret i sin hverdag end de fleste. Det mærker man dog ikke meget til, når han stolt viser rundt på direktørens kontor bag flaskeautomaterne.
- Det er fedt at være flaskedirektør, fordi nu har Kvickly givet mig den her opgave. Og så ved jeg, det er mig, der skal sørge for det, siger han til TV 2 Lorry.
Et job med fleksible rammer
Trods Toppers høje arbejdsmoral er han, på grund af sin sygdom, ikke i stand til at varetage en fuldtidsstilling.
Men Albertslund Kommune har bevilliget ham et fleksjob, og i samråd med dem har han søgt stillingen i Kvickly Albertslund.
Toppers gode ven og kollega Nicklas Hougaard Andersen fortæller, at Topper er meget dedikeret og fokuseret i sit arbejde. Og at man i Kvickly har planer om at have ham ansat lige indtil, at han selv ikke længere har lyst.
Nicklas Hougaard Andersen beskriver også Topper som et meget socialt menneske, der er meget glad for at snakke. Og netop derfor har Topper også en særlig god kontakt til butikkens mange kunder. Og det er da også kunderne, der har en største prioritet i flaskedirektørens daglige arbejde:
- Det sjoveste er, når kunderne roser en for det arbejde, man gør med flaskeautomaten, det er det, jeg godt kan lide ved at være heroppe, siger han til TV 2 Lorry
Fleksjob
Et fleksjob er en ansættelse, hvor der tages hensyn til, at din arbejdsevne er begrænset på grund af helbredsmæssige forhold. Det betyder, at opgaver og arbejdstid i fleksjobbet bliver tilpasset det, du kan klare.
Disse betingelser skal være opfyldt, for at kommunen kan bevilge dig et fleksjob:
- Du skal være under folkepensionsalderen
- Kommunen skal vurdere, at din arbejdsevne er væsentligt og varigt nedsat
- Alle muligheder for at opnå en almindelig ansættelse, fx gennem omplacering, skal være undersøgt.
Der findes fleksjob inden for alle brancher. I et fleksjob kan du både arbejde med det fag, du er uddannet til eller har erfaring med fra tidligere. Eller du kan skifte fag og bruge dine erfaringer på nye måder.
Kilde: borger.dk