Ung mand dræbt af knivstik i Birkerød - politi søger vidner
En ung mand i starten af tyverne er blevet knivdræbt i Birkerød torsdag aften. Politiet efterlyser vidner, der har set en sort VW Golf.
En mand i starten af tyverne, der endnu ikke er identificeret, er afgået ved døden, efter at han torsdag aften blev stukket ned i Birkerød i nærheden af Birkerød Skole.
Det oplyser Nordsjællands Politi til TV 2 Lorry.
Politiet er massivt til stede i den nordsjællandske by. Efterforskningen foregår omkring Birkerød Parkvej nummer 10 ved Birkerød Skole, hvor offeret blev fundet.
- Klokken 21.05 afgår han ved døden, så vi står altså med et drab, udtaler vagtchef Dan Houtved ifølge Ritzau.
Efterlyser sort VW Golf
Nordsjællands Politi hører gerne fra vidner, der har befundet sig på Birkerød Parkvej på strækningen mellem Statoil og Birkerød Skolen torsdag aften ved 19-tiden.
Politiet er særligt interesserede i at høre fra vidner, der har set en sort VW Golf og fra fodgængere, der har færdes på strækningen i minutterne op til anmeldelsen. Nordsjællands Politi kan kontaktes på telefonnummer 114.
Artiklen fortsætter efter billedet...
Foto: Local Eyes
Offer formentlig gået et stykke
Nordsjællands Politi modtog anmeldelsen om knivstikkeriet klokken 19.23. Den nu afdøde unge mand blev fundet tæt på Birkerød Skole.
- Men det har ikke noget med skolen at gøre. Det er tilfældigt, at det er sket dér, fortæller vagtchefen til Ritzau.
Knivstikkeriet er formentlig ikke sket dér, hvor manden blev fundet, og politiet har afspærret et større område.
- Det har vi gjort, fordi vi har fået oplysninger om, at han er gået et stykke, før han falder om, siger vagtchefen.
Der er endnu ikke nogen anholdte, oplyser vagtchefen til TV 2 Lorry.
Foto: Local Eyes