"Din sorte ven kan godt smutte tilbage i sandkassen": Håndværkerfirmaer oplever grov diskrimination fra kunder
Arbejdsgivere i håndværkervirksomheder og flyttefirmaer skal lægge ører til meget. TV 2 Kosmopol har talt med flere, der fortæller om diskriminerende spørgsmål fra kunder.
Diskrimination på grund af hudfarve forekommer på uddannelsessteder og arbejdspladser i håndværkerbranchen.
TV 2 Kosmopol kunne onsdag fortælle, at erhvervsskolerne i hovedstadsområdet, NEXT og TEC, oplever, at elever med anden etnisk herkomst har sværere ved at få en læreplads end etnisk danske elever på trods af samme faglighed.
Samtidig fortalte lærlinge om racistiske bemærkninger fra kollegaer på arbejdspladser.
En rundringning, som TV 2 Kosmopol har lavet, til en række tilfældige håndværkervirksomheder i Københavnsområdet viser, at arbejdsgivere også oplever at få diskriminerende spørgsmål og kommentarer fra kunder.
Flere vil ikke citeres, fordi de frygter, at det går ud over kundeopgaver, men i virksomheden Nemovo vil indehaveren, Jakob Bjørn, gerne understrege, at de ikke vil acceptere diskrimination.
Han fortæller, at kunder relativt ofte spørger ind til især chaufførers etnicitet, når de bestiller en opgave.
- Vi oplever, at der er kunder, som spørger, om de er danske. Og spørgsmålet bliver stillet på en måde, hvor man kan høre, at de ikke vil have nogen med anden etnisk baggrund, siger Jakob Bjørn til TV 2 Kosmopol.
Nemovo har både en tømrer-, maler-, gulv- og flytteafdeling, og det er altså særligt i forhold til opgaver fra flytteafdelingen, at Jakob Bjørn møder spørgsmål om de ansattes baggrund. Spørgsmålene kommer bag på indehaveren.
- Jeg ved ikke, hvorfor de spørger, og det kan jo være, at det er fordi, at de vil være sikre på, at chaufførerne taler dansk. Men jeg er overrasket over, at der bliver spurgt ind til det, siger han og fortsætter.
- Og det ødelægger noget for nogle mennesker, der prøver at få et normalt liv her i Danmark, at folk går op i den slags. Vores medarbejdere er dygtige til at udføre de opgaver, deres job kræver.
I Nemovo oplever de dog sjældent, at deres ansatte med anden etnisk baggrund bliver udsat for forskelsbehandling, når de først er ude på opgaver. Der har alligevel været en episode, Jakob Bjørn ikke glemmer.
- Det var to af mine mænd, der kom ud til en opgave, hvor de skulle udføre et stykke arbejde. Den ene er etnisk dansk, og den anden har en anden etnisk baggrund. Ligeså snart kunden kunne se sit snit til at stå alene med ham, der er etnisk dansk, sagde kunden: ”Din sorte ven kan godt smutte tilbage i sandkassen”. Det var groft.
Nemovo afviste at udføre opgaven hos kunden på grund af kommentaren.
- Den slags bemærkninger vil vi ikke finde os i, forklarer Jakob Bjørn.
Flere med anden etnisk baggrund oplever diskrimination på arbejdet
Ifølge Rasmus Brygger, der er leder af Institut for Menneskerettigheders arbejde med etnicitet, er Nemovos håndtering af sagen med den racistiske kommentar fra en kunde god.
- Arbejdsgiverne bør sige fra overfor kunder, der kommer med racistiske bemærkninger eller på anden måde diskriminerer, og sige, at de må gå et andet sted hen og få udført opgaven. Ellers medvirker virksomheden også selv til at acceptere diskrimination, siger han.
En undersøgelse fra 2021 viser, at der dengang var dobbelt så mange lønmodtagere med etnisk minoritetsbaggrund, der oplevede diskrimination på arbejdsmarkedet sammenlignet med etnisk danske lønmodtagere.
Helt præcist svarede 20 procent af lønmodtagere med etnisk minoritetsbaggrund, at de oplevede diskrimination på arbejdspladsen, mens det gjaldt for 10 procent af de etnisk danske lønmodtagere.
- Tallene indikerer også, at der kan være chikane forbundet med selve kundekontakten, fordi det er i fag med meget kundekontakt, at der er flest, der oplever problemerne, uddyber Rasmus Brygger.
- Tendensen er ekstremt problematisk, og arbejdsgiverne har et stort ansvar her, afslutter han.