For rask til plejehjem: Birthe har alzheimers og vejer 39 kilo
Hidtil har familien til den 83-årige Birthe Johansson forgæves forsøgt at overbevise Ballerup Kommune om, at hun skal på plejehjem.
Barnebarnet Titti Nielsen sidder på hug foran den lille spinkle kvinde, som kigger tavst frem i luften. Det er hendes farmor.
- Hun kan være en kvinde af meget få ord, og siden vores farfar døde for et par år siden er hun blevet mere og mere indesluttet. Vi mener, hun skulle have haft en plejebolig for længst, siger Titti Nielsen.
I dag bor 83-årige Birthe Johansson fortsat i den ældrebolig i Måløv, som hun indtil efteråret 2015 delte sammen med sin mand.
Birthe vejer beskedne 39 kilo, hun lider af fremskeden Alzheimers og plages jævnligt af hallucinationer, som betyder, at hun løber rundt i lejligheden efter imaginære småbørn.
Birthe blev fundet på parkeringsplads i bluse og hjemmesko
- Hun er faldet flere gange, fordi hun mener, hun skal løbe efter dem. Og når de stikker af, følger hun efter, og derfor har hun også været gået fra sit hjem, siger Titti Nielsen om årsagen til, at farmoren en råkold morgen for nylig blev fundet på parkeringspladsen kun iført bluse og hjemmesko.
Efter en hospitalsindlæggelse midt i januar har Ballerup Kommune iværksat en tre måneders periode, hvor det skal afprøves, om Birthe Johansson fortsat kan blive boende alene.
- Det tidspunkt mener vi er overskredet for længst, siger Titti Nielsen, og fortæller, at de flere gange har fundet farmoren indsmurt i afføring, ligesom det var familien, som måtte insistere på, at medicinen blev opbevaret i en låst pengekasse, da farmoren spiste det som slik.
Kommune vil gå nærmere ind i sagen
Ifølge Ballerup Kommune er der overordentlig stor efterspørgsel på plejehjemspladser i kommunen, og det er derfor en stor udfordring at få visiteret dem, der trænger mest.
I dag vil kommunen dog ikke afvise, at Birthe Johannsson snart kan komme i betragtning:
- Jeg er ked af, at familien har en oplevelse af, at det er utrygt og uværdigt for den pågældende kvinde at opholde sig i sit eget hjem, siger direktør for social- og sundhedsområdet i Ballerup Kommune, Mette Vaaben Mortensen til TV 2 Lorry.
Hun lover straks at gå tættere ind i sagen:
- Nu skal vi tage en dialog med borgeren og de pårørende og etablere en situation, der er tilfredsstillende for dem, siger Mette Vaaben Mortensen.