Fløj hjem fra topmøde med plan om at få EM til København - så begyndte spillet i kulissen

EM-finalen i 2012. 

På det olympiske stadion i Kiev sad Allan Hansen skråt bag Michel Platini, præsidenten for det europæiske fodboldforbund, Uefa. Den daværende DBU-formand og de øvrige spidser på VIP-pladserne overværede denne aften et spansk landshold, der leverede en sand opvisning i fodbold-kunnen og -intellekt.

Fodboldeuropa var bjergtaget.

Aftenen inden finalen havde franske Platini et ønske om at gøre præcis det samme - udenfor banen forstås. På et pressemøde præsenterede han således for første gang idéen om, at EM 2020 skulle afholdes i 12-13 lande over hele Europa - blandt andet for at markere slutrundens 60 års fødselsdag.

Knap ni år senere står vi nu på tærsklen til EM i København. Det bliver fodboldfest i gaderne, sang, fadøl, fans, jubel, tårer og omfavnelse på Ofelia Plads, ved Øksnehallen og i private haver og stuer. Men EM i København denne sommer er også kulminationen på og resultatet af et langstrakt arbejde i kulissen.

I hvert fald hvis man spørger Allan Hansen, der var formand for DBU og medlem af Uefas magtulde eksekutivkomité, da idéen om et EM i flere værtsbyer blev født og senere blev til hvid-rød fodboldrus, da det stod klart, at København skulle være vært for EM i fodbold 2020.

Allan Hansen stod i midten af det hele. Her er hans egen oplevelse af forløbet.

Et særligt møde

I månederne efter EM-finalen i 2012 blev Platinis tanker om et EM i hele Europa drøftet yderligere på en række såkaldte Top Executive Meetings, hvor fodboldforbundene i Europa var repræsenteret ved formænd og generalsekretærer.

- Der var ingen tvivl om, at det var Platini, der fremlagde sine tanker. Og det blev så genstand for debat den kommende tid, siger den i dag 72 år gamle Allan Hansen til TV 2 Lorry. 

Omkring årsskiftet 2012/2013 blev formatet for et EM i flere byer endelig godkendt på to møder i Uefas øverste magtorgan - den 17 mand store eksekutivkomité med blandt andre Allan Hansen. Det var i Lausanne den 6. december 2012 og i Uefa-hovedkvarteret i Nyon den 25. januar 2013.

På mødet i Nyon sad Allan Hansen med udsigt til Genevesøen på sin venstre side. Fire pladser derfra sad Platini. Franskmandens visioner blev livligt debatteret af komitéen.

Ifølge Allan Hansen blev det på dette møde blandt andet slået fast, at mindre lande, der ikke tidligere havde været vært for EM - eller ikke umiddelbart på et senere tidspunkt kunne blive det - også skulle opildnes til at søge.

Da Allan Hansen atter satte kurs mod Danmark, var det med en klar plan i flybagagen.

- Der siger jeg til mig selv: ‘Det er vores once in a lifetime. Jeg synes, vi skal gå efter det’. Det er de to møder, der giver mig troen på, at Danmark kan komme i betragtning. Det lå lige til højrebenet, siger Allan Hansen, der før karrieren i DBU arbejde som kriminalassistent ved politiet i Fredericia.

Halvandet års lobbyarbejde

I løbet af den februar 2013 præsenterede han planerne for DBU’s bestyrelse. De bakkede ham op, og i begyndelsen af marts 2013 gik Allan Hansen på talerstolen ved DBU’s repræsentantskabsmøde og sagde, at Danmark burde gå efter at blive en af værterne ved EM i 2020.

Salen bifaldt formandens tale, husker Allan Hansen.

Tidligere havde generalsekretær, Jim Stjerne Hansen, ellers udtalt, at Danmark var for lille et land til at være vært, men nu meldte DBU altså offentligt ud, at man ville forsøge at skaffe EM til København.

For Allan Hansen blev det samtidig begyndelsen på halvandets år intensivt arbejde i kulissen. Fynboen lagde først og fremmest en del energi i at tale med de øvrige medlemmer af eksekutivkomitéen, der skulle træffe den endelige afgørelse.

- Men det er ikke kun medlemmerne her, du stifter bekendtskab med og lobbyer hos, siger Allan Hansen.

For han var samtidig også formand for udviklingskomitéen, HatTrick, som er den afdeling i Uefa, der får flest penge til projekter i medlemslandene.

- Ad den vej fik jeg et virkelig stort bekendtskab i alle medlemslandene. Det kunne jeg nyde godt af i den proces, siger han.

Endelig var Allan Hansen med omkring de forskellige landshold, når de spillede mod andre nationer ude og hjemme.

- Det var en lang proces. Hver gang man var ude og havde en chance, så talte man om det med de andre forbund. Alle talte EM på det tidspunkt. Jo flere man kunne få til at synes om, at man skulle lægge det i Danmark, jo bedre. De andre lande snakkede jo også sammen - og de snakkede med medlemmerne i eksekutivkomitéen, siger Allan Hansen.

Allan Hansen siger, at han rejste rundt med adskillige argumenter for, hvorfor lige netop Danmark skulle være en af de 12 værtslande:

Danmark havde været europamestre i 1992, Danmark havde altid ligget godt på de europæiske ranglister trods landets lille størrelse, Danmark havde altid været en loyal samarbejdspartner i international fodbold og så havde Danmark tradition for at udvikle gode spillere.

Allan Hansen pegede i den forbindelse konkret på de daværende landshold for spillere under 16, 17 og 19 år, der på den tid talte flere af landsholdsspillere fra den nuværende EM-trup - blandt andet Andreas Christensen, Kasper Dolberg, Robert Skov og Pierre Emile Højbjerg.

- Jeg sagde, at i 2020 ville vi have et landshold, der kunne begå sig, siger Allan Hansen.

- Danmark havde et godt navn. Jeg sagde, at hvis vi skal have chancen - og hvis vi (Uefa, red.) mener det, når også små lande skulle kunne blive værter - så skal det være nu. Jeg talte til medlemslandenes gode jeg, siger Allan Hansen.

Endelig fik DBU hjælpe af et eksternt bureau til at præsentere deres bud fysisk for eksekutivkomitéen i Nyon.

- Der brugte vi et argument om - og her må jeg rose dem, der var med til at lave buddet - at Danmark er et lille land, så København er værtsbyen, men hele landet er fanzone. Vores bud gik rent ind, siger Allan Hansen.

Valgt foran Sverige

Den 1. marts 2014 gik Allan Hansen af som formand for DBU, men han fortsatte i Uefas eksekutivkomité. Derfor var han også på plads i Geneve i Schweiz den 19. september 2014, da den magtfulde kreds skulle stemme og vælge 12 værtsbyer ud af de 19, der havde budt.

Eksekutivkomitéen udvalgte værtsbyerne ved at stemme i fire runder. I første og anden runde skulle det afgøres, hvor finale, semifinaler og kvartfinaler skulle spilles. I tredje runde skulle der placeres en værtsby i de to europæiske zoner, der endnu ikke havde fået tildelt kampe. Det gjaldt blandt andet zone 2 ‘Skandinavien’, hvor både Sverige og Danmark var i spil.

Her blev det en klar sejr til Danmark, der fik langt de fleste stemmer fra komitéen.

- Da vi gik ud af lokalet, vidste jeg det selvfølgelig, og en time senere gik vi ned i salen og præsenterede det for alle repræsentanterne fra de forskellige forbund.

Og resten af verden.

I dagene op til afgørelsen havde DBU godt nok haft en god fornemmelse, men nu var det officielt. EM kom til København. Parken skulle huse tre gruppekampe med mulighed for dansk deltagelse samt en 1/8-finale. 

Kort tid efter afgørelsen langede det svenske fodboldforbund kraftigt ud efter DBU og Allan Hansen. De mente, at Danmark og København blev valgt på bekostning af Sverige og Stockholm, udelukkende fordi Allan Hansen sad i eksekutivkomitéen.

Desuden fremhævede svenskerne, at Friends Arena i Stockholm med plads til 50.000 tilskuere var bedre egnet som EM-arena end Parken i København, som med sine 38.000 måtte søge om dispensation (Uefa havde dog på forhånd bestemt, at op til to stadions med minimum 30.000 siddepladser kunne søge om dispensation for kapacitets-kravet på 50.000).

Allan Hansen afviser i dag kritikken fra Sverige.

- Selvfølgelig skal man tillægge det betydning, at jeg sad der (i eksekutivkomitéen, red.) og kunne blive ved med at tale til deres gode jeg. Men i sidste ende udarbejder Uefa en rapport, hvor man løber alle bud-kriterierne igennem. Det handler om alt fra teknik og praktik til infrastruktur. Her var vi 19 lande, der levede op til kravene. Det væsentlige er her for mig, at uanset hvad nogle måtte sige, så opfyldte vi kriterierne. Vi erkender, at vi fik dispensation for stadionkravet, men vi opfyldte alle de andre, siger Allan Hansen og pointerer:

- Uefa opstillede jo netop kriterier, der gjorde, at også små lande kunne komme i betragtning, siger Allan Hansen, der også fremhæver, at Sverige allerede har afholdt en EM-slutrunde for herrer - da Danmark vandt i 1992.

Desuden mener Allan Hansen, at Danmark ved at arrangere U/21-EM i 2011 viste, at man kan organisere store sportsbegivenheder. Det er også forhold, som Uefa holder øje med, mener Allan Hansen.

Endnu en slutrunde til København?

Coronapandemien udskød EM-slutrunden med et år, men det er sikkert og vist: København bliver vært for en slutrunde. Og hvad så med fremtiden? Kan København blive vært igen?

I marts 2016 annoncerede den nuværende DBU-formand, Jesper Møller, at Danmark, Norge, Sverige og Finland havde planer om at undersøge muligheden for at byde ind på EM-slutrunden i 2024 eller 2028. 

I mellemtiden er Tyskland blevet værter i 2024, mens blandt andre Spanien og Portugal samt Rumænien, Grækenland, Bulgarien og Serbien også barsler med fællesbud.

Set ud fra et økonomisk- og bæredygtighedssynspunkt - blandt andet i forhold til, at store stadions står tomme efter en slutrunde - er der klart en strømning lige nu mod at flere lande går sammen om fodboldmesterskaber, mener Allan Hansen.

- Flere lande kommer til at gå sammen. Det er der ingen tvivl om, når jeg læser de udmeldinger, der kommer fra Uefa og Fifa (det internationale fodboldforbund, red.).

Og hvad med de nordiske landes bud på en fodboldslutrunde?

- Jeg bifalder, at man går efter det. Det er fire små lande, men de er toneangivende og står også stærkt på kvindefodbold. Jeg kan også se, at Fifa lægger op til at reducere stadionkravene. Men der vil stadig være krav om, at kvartfinaler, semifinaler og finaler skal spilles foran 60-70.000 tilskuere. Og dem har vi ikke nogen af i norden. Vi har Friends Arena i Stockholm med 50.000 tilskuerpladser, og Finland renoverer det olympiske stadion. Man ved heller aldrig, hvad der sker stadionmæssigt i de kommende år, siger Allan Hansen.

- Det ser svært ud lige nu. Men jeg har dog lært, at man skal aldrig sige aldrig.