Fredens Havn-beboere om rydningsplaner: "Det er ren skræmme-taktik"
Beboere i Fredens Havn tager regeringens og kommunens varsel om en snarlig rydning med ro. De tvivler på, at det rent faktisk kommer til at ske.
Beboerne i Fredens Havn har fire uger til at rydde bådkolonien, inden Kystdirektoratet tropper op og fjerner hele molevitten.
Den besked har klyngebådenes indbyggere modtaget torsdag og fredag, efter Miljø- og Fødevareministeriet og Københavns Kommune i fællesskab har fundet penge til at finansiere en rydning af Fredens Havn.
Det er dog ikke alle beboerne, der har i sinde at gøre, som myndighederne har påduttet dem.
Liam og Alexander fra Sverige og Norge har boet i Fredens Havn i flere år. De tvivler på, at politikernes ord rent faktisk omsættes til handling.
- Jeg tror ikke helt, det kommer til at ske. De har sagt det samme i alle de år, jeg har boet her, siger norske Alexander.
- Det er en skræmme-taktik fra deres side. Vi gør jo ikke nogen fortræd. Vi lever jo bare vores liv - bygger lidt på vores både og har et godt liv. Jeg tror ikke, der sker noget, siger Liam.
Foto: TV 2 Kosmopol
Klyngebådene har siden 2006 lagt til i Erdkehlgraven mellem Christianshavn og Christiania. Oprydningen ventes at koste i omegnen af 25 millioner kroner.
Ledsaget af annonceringen om den forestående rydning af Fredens Havn har været vendinger fra minister og borgmester som opbrugt tålmodighed og voksende problem.
- Erdkehlgraven har i de seneste år været et voksende problem både socialt og miljømæssigt i form af skrald og møg. Derfor er jeg tilfreds med, at vi nu har fået banet vejen for en oprydning, udtalte overborgmester Frank Jensen fra Socialdemokratiet i forbindelse med annonceringen.
- Min tålmodighed er brugt op. Derfor har jeg bedt Kystdirektoratet om at varsle nye påbud til anlæggenes ejere om, at de skal fjernes nu. Varslingen om påbuddene er allerede meddelt. Man kan godt betragte det som et ultimatum. Enten fjerner de selv anlæggene, eller også gør myndighederne, siger miljø- og fødevareminister Jakob Ellemann-Jensen fra Venstre.
Den slags ytringer giver de to beboere dog ikke meget for.
- Nogle mennesker ser os måske som parasitter på samfundet, fordi vi ikke lever inden for samfundet. Vi bidrager til samfundet på vores måde. Vi vil ikke være en del af det andet lort. Systemet kan rende os i røven, siger beboeren Liam.
Foto: TV 2 Kosmopol
FREDENS HAVN - EN ÅRELANG DISKUSSION
Samlingen af både kaldet Fredens Havn ligger i Erdkehlgraven mellem Refshalevej og Christiansholm vest for Christiania i København. Her har både siden 2006 ligget som en flydende koloni i klynger omkring flydende konstruktioner.
Lovlig er kolonien ikke, og allerede i 2011 forsøgte Københavns Kommune at fjerne bådene. Da foreningen bag bådlejren klagede over beslutningen, røg sagen videre til Kystdirektoratet, der i 2013 stadfæstede, at kolonien skulle ryddes. I 2015 blev Fredens Havn erklæret ulovlig.
Til trods for status af ulovlig koloni fik 61 af beboere senere tildelt folkeregisteradresse på bådene og tømmerflåderne.
I 2017 frafaldt politiet sigtelsen mod Fredens Havn med meddelelsen om, at de sigtede næppe kunne findes skyldige.
Spoler vi frem til 2018 ligger bofællesskabet af både fortsat for svaj ud for Frederiks Bastion ved Christiania nær restauranten Noma.
Det skyldes blandt andet, at opgaven med at få bådene fjernet synes at være strandet et sted mellem flere styrelser og forvaltninger.
Hverken Københavns Kommune, Kystdirektoratet, Kulturministeriet, Transportministeriet eller Miljøministeriet har ønsket at tage ansvar for at få samlingen af både fjernet.
Denne sommer blussede debatten om bådene op på ny. Men her mente Kystdirektoratets områdechef for kystzoneforvaltning, Hans Erik Cutoi-Toft, ikke at tiden endnu er moden til at gribe ind.
I oktober kaldte gruppeformand og formand for Folketingets retsudvalg, Peter Skaarup, justitsminister Søren Pape Poulsen fra De Konservative samt miljø- og fødevareminister Jakob-Ellemann-Jensen i åbent samråd den 8. november, hvor mulighederne for at rydde kolonien blev diskuteret. Her gav miljø- og fødevareministeren udtryk for et ønske om at få penge til rydning øremærket på finansloven.
Da finansloven blev offentliggjort den 30. november var der ingen penge til rydning af Fredens Havn mønstret. I stedet fremgik det af teksten, at der var igangsat arbejde med henblik på at finde en løsning på oprydningsopgaven. Det fik Frank Jensen til at rette kritik.
Den 8. februar 2019 offentliggjorde Miljø- og Fødevareminister Jakob Ellemann-Jensen fra Venstre, at man sammen med Københavns Kommune havde fundet penge til at finansiere rydningen af bålkolonien. Samtidig blev det offentliggjort, at beboerne havde fået et ultimatum om at rydde kolonien inden for fire uger, inden myndighederne rykker ind.