Husbåde ved Christiania skal væk
En by af hjemmebyggede husbåde er opstået som et flydende kvarter nær Christiania. Men den går ikke - Kystdirektoratet har beordret skibe og broer fjernet. Politiet har været forbi og sætte skilte op, hvor der står at stedet vil blive rømmet.
Det er snart slut med både og beboere her ved "Fredens Havn" lige ved siden af Christiania. Den 25. september skal både, broer og beboere være væk. Kystdirektoratet og miljøministeriet HAR truffet den endelige afgørelse.
"Der er ingen af os der ønsker at flytte væk. Hvor fanden skal vi flytte hen," siger Marlene Malle Granild, som bor i en af bådene til TV 2 Lorry.
Den maritime fristad bliver også kaldet "Det flydende kvarter." I sommerperioden bor der cirka 15 beboere. Allerede i 2011 fik de første beboere besked fra Københavns kommune om at fjerne deres både. Siden har afgørelsen gået gennem flere instanser.
"Vores næste skridt er selvfølgelig at vi vil appellere, og så må vi mødes i retten," siger en anden bådejer Esben Banke.
Københavns kommune vil have fjernet husbådene både af hygiejniske årsager men også fordi kommunen vurderer de skæmmer kyststrækningen.
"Det ser grimt ud at der ligger både derude nogle af dem er sunket andre er delvist udbrændte. Det ligner en losseplads," siger Jakob Næsager som er gruppeformand for De Konservative på Københavns Rådhus