Protestgruppe hylder bro - men fortsætter kamp mod betaling på mandag
Lørdag blev Kronprinsesse Marys Bro indviet med løbefest - og kritiske røster i kulissen.
10.000 mennesker deltog lørdag i en sand folkefest med løb og gang, da Kronprinsesse Marys Bro blev åbnet af kronprinsesse Mary selv.
Men der var også kritiske røster til stede. For kritikken har haglet ned over beslutningen om, at Kronprinsesse Marys Bro skulle være en betalingsbro, lige så længe som den har været undervejs.
Modstanden har blandt andet mobiliseret sig i protestbevægelsen, ‘Broafgift nej tak’.
- Broen er vi rigtig glade for. Den har vi ventet på i rigtig mange år. Men det er jo det eneste sted i landet, hvor man skal betale for at benytte en bro for at komme fra det ene sted til det andet i egen kommune, siger Kenneth Jensen, medlem af styregruppen for ‘Broafgift nej tak’ og byrådsmedlem (A) i Frederikssund Kommune.
10 års kamp
Protestgruppen 'Broafgift nej tak' har i mere end 10 år kæmpet for at undgå at den nye bro blev til en betalingsbro. De har blandt andet gået protest-fakkeltog på den gamle Kronprins Frederiks Bro tilbage i 2017.
Folketinget vedtog i 2014 en finansieringsmodel, hvor det statslige bidrag til broen var 650 millioner kroner, mens de øvrige 1,35 milliarder til det to milliarder kroner dyre projekt skulle finansieres via brugerbetaling over 40 år.
Prisen for at køre over broen er 14 kroner for køretøjer under 3,5 tons og 41 kroner for køretøjer tungere end det.
- Infrastruktur har jo altid været betalt over skatten, så på en eller anden måde er det meget udansk, at vi skal betale for at køre på en lokal vej, siger Kenneth Jensen.
Og selvom broen nu officielt er åbnet som betalingsbro, fortsætter protestbevægelsen kampen mod betaling. De har blandt andet samlet 14.000 underskrifter sammen.
- Vi prøver at få en dialog med transportordførerne, og vi finder økononmiske argumenter for, hvor dyrt det faktisk er for staten at køre med den her afgift, og hvor billigt det er at få den afskaffet, siger Kenneth Jensen.
Fortsætter kamp på mandag
Allerede på mandag er der synlige tegn på, at protestbevægelsen ikke har givet op. Medlem af protestbevægelsen Søren Weimann vil sammen med andre utilfredse tage turen over fjorden uden at bruge broen.
- På mandag, hvor betalingsanlægget åbner - og altså ikke den dag, hvor broen holder fest, for den er vi glade for - vil vi gerne markere, at vi faktisk hellere vil sejle over eller svømme over end at betale for at køre over broen, siger Søren Weimann, der i år 2017 var kandidat for Radikale Venstre til kommunalvalget i Frederikssund Kommune.
Et lille håb
Protestgruppen er altså ikke bromodstandere, understreger Søren Weimann.
- Den kø, vi har i Hornsherred hver evige eneste morgen på hverdage og igennem Frederikssund om eftermiddagen, den kan vi simpelthen ikke blive ved med at leve med. Derfor er det ikke broen, vi er utilfredse med. Det er den her brugerbetaling, siger Søren Weiman.
Og faktisk har gruppen trods 10 års resultatløs kamp en lille smule håb for fremtiden. De har nemlig haft en betalingsbro før.
- Kronprins Frederiks Bro startede faktisk også som en betalingsbro, og senere blev den så til en gratis bro, som var fuldt skattefinansieret. Og det håber vi jo selvfølgelig også kan ske her, siger Søren Weiman.