Politikere gav naboer 125.000 i hånden til at designe egen park
Ildsjæle har selv bestemt, hvordan deres nye park skulle se ud - og kommunen har punget ud.
Engang var det en græsmark uden et eneste menneske på. I dag er det blevet til en grøn oase midt i Gladsaxe kommune, som blev indviet tirsdag.
Den lille park har både kælkebakke, motionsredskaber og et bakket landskab, der kan opsamle regnvand.
Og indvielsen var noget helt særligt for naboerne. De har nemlig haft en del at skulle have sagt i forbindelse med skabelsen af parken.
Kommunen har nemlig stukket dem 125.000 i hånden, som de kunne bruge som de ville til at indrette parken, der hedder Kong Hans' Have.
Og det samarbejde har været en succes, mener borgmester Trine Græse, Soc.Dem.
- Borgerne har været meget dybt involveret både med at komme med ideer, men også i sidste ende at bestemme, hvad skulle der være her i parken, siger hun.
Hvorfor har det været så vigtigt, at borgerne bestemte?
- Fordi det er borgernes park. Det er dem, der skal bruge den til hverdag, og hvis vi skal have dem til at bruge den til hverdag, så skal de også føle et ejerskab til den, og der skal være de ting, som de har lyst til at gå ned til, siger hun.
Ikke sidste gang
Bertil Hall Mortensen Petersen, der går i 3. klasse, var med til at klippe snoren over. Han har en simpel drøm for parken i fremtiden.
- Den skal blive her, og planterne skal have lov at gro, og dyrene skal have lov at være her, lyder det.
Ildsjælen Michael Pryner, der er medlem af tovholdergruppen er især glad for, at parken har et skjult godt formål for naboerne.
- Det er et rekreativt område, som ovenikøbet også har et miljøvenligt formål, fordi her kan vi opsamle overskydende regnvand fra de boligområder, der er her rundt om, siger han.
Foto: TV 2 Kosmopol
Borgmesteren er ikke bare glad for parken, men også for det gode samarbejde med borgerne.
Derfor kommer un hlet klart til at give pengepungen videre til borgerne igen.
- Jeg er helt sikker på, at næste gang hvor vi kommer med sådan et projekt, hvor der skal indrettes noget i nærheden af en stor boligafdeling eller et stort boligområde, så vil det være naturligt for os at gøre det igen, siger hun.