34-årig mand dømt for stalking, vold og deling af intime billeder
En 34-årig mand fra Glostrup er onsdag blevet idømt to års fængsel for blandt andet stalking, psykisk vold, vold, trusler og uberettiget deling af intime billeder.
Det er gået ud over to tidligere ekskærester, skriver anklageren ved Københavns Vestegns Politi på X.
Manden er også blevet udvist med indrejseforbud i Danmark i seks år.
Der er tale om grove forbrydelser, mener sagens anklager, Trine Bøgh Ellekær.
- Straffen på to års fængsel og det faktum, at retten fandt grundlag for at udvise manden, der er født og opvokset i Danmark, afspejler alvorligheden af de begåede forbrydelser, siger hun på X.
Manden har anket dommen.