Cecilie tør næsten ikke sige det højt: Længe ventet halsoperation ser ud til at have virket
Cecilie Holm Hildebrandt har nu gennemgået den halsoperation i Barcelona, som hun selv har indsamlet penge til, fordi det danske sundhedsvæsen ikke vil betale for den.
Syv timer lå 28-årige Cecilie Holm Hildebrandt på operationsbordet, mens udenlandske specialister foretog den livsnødvendige nakkeoperation, der skulle forbedre hendes liv.
Planen var, at hun skulle vækkes fra narkosen kort efter operationen.
Derfor fik hun et stort chok, da hun vågnede med slanger i halsen, fastspændte arme og drops og måleudstyr i hånden.
- Det var rigtig voldsomt at vågne op til, og jeg blev ret forskrækket. Det er på listen over mareridt at vågne op på den måde og ikke forstå, hvad der var sket, fortæller Cecilie Holm Hildebrandt til TV 2 Kosmopol.
Hurtigt kom fagpersonalet løbende og kunne heldigvis fortælle hende, at hendes operation var gået godt. Men fordi hendes hals var hævet så kraftigt op under operationen, havde lægerne besluttet, at hun skulle holdes i fuld narkose til dagen efter.
Cecilie Holm Hildebrandt fik i sidste uge foretaget den livsnødvendig nakkeoperation på et hospital i Barcelona.
Hun er født med en sjælden bindevævssygdom og har derudover to følgediagnoser, som de seneste år har givet hende så massive nakke- og rygmarvsproblemer, at hun ikke kan arbejde og nogle dage ikke kan gå.
Operationen har hun selv indsamlet mere end en halv million kroner til at få foretaget, efter hun har fået nej til at blive opereret af det danske sundhedsvæsen.
Nu er det overstået. I hvert fald selve operationen.
En af de mest smertefulde typer af operationer
Efter opvågningen fulgte to dage på intensivafdelingen. Operationssåret i nakken var lukket med metalklammer, og hendes krop var flere steder forbundet med slanger og kateter.
Cecilie Holm Hildebrandt havde på forhånd hørt fra tidligere patienter, at de første dage føltes ”som helvede på jord”.
- Det kan jeg godt skrive under på. For satan det gjorde ondt.
(Artiklen fortsætter efter billedet.)
Foto: Privatfoto
Efterfølgende blev hun rykket over på en enestue, hvor hendes mand, der var taget med hende til Barcelona, kunne få lov at overnatte.
Her kom hun for første gang op at gå efter operationen.
- Jeg havde problemer med at gå før operationen og havde nedsat følesans i benet, så min krop var medtaget i forvejen. Så det at gå på gangen var svært, fortæller hun.
Men lægerne har været optimistiske over hendes forløb. Hun skulle egentlig være indlagt i op til 14 dage, men allerede efter en uge er hun blevet udskrevet.
Migræne er forsvundet og følesans forbedret
Hun opholder sig lige nu i en handicapvenlig lejlighed nær hospitalet, hvor hun venter på at få godkendelse til, at hun er rask nok til at kunne flyve hjem til Danmark.
Hun er stadig meget medtaget af operationen, men mærker små fremskridt.
- Jeg tør næsten ikke sige det højt, men indtil videre så mærker jeg, at det i min nakke, og det at de har løsnet i min rygmarv ved min lænd, har givet mig bedre styring og følesans i mit højre ben.
- Og så har jeg ikke haft migræne siden operationen, og det havde jeg ellers hver dag.
(Artiklen fortsætter efter artiklen.)
Foto: Privatfoto
Prognosen for den type operation er, at de fleste vil kunne mærke forbedringer inden for de første uger, men at det kan fortsætte i op til 18 måneder efter operationen.
- Så det er nogle små ting, jeg kan mærke, men de siger også, at intet løser sig på mirakuløs vis fra første dag.
Næste mål: Danmark
De næste uger - inden hun kan vende hjem til Danmark - går med genoptræning.
Hun kan gå rundt i den lejede lejlighed, hvor hun opholder sig, men hun bruger kørestol, hvis hun eksempelvis skal en tur i byen.
Især hendes syn er medtaget efter operationen. Både på grund af tryk på rygmarv og hjernestammen, der sender signaler til hjerne og synsnerve, men også fordi hun har en nakkekrave på det meste af tiden.
- Det begrænser mit synsfelt og jeg kan ikke orientere mig, når jeg ikke kan dreje mit hoved.
På trods af smerterne og den hårde genoptræning, så fortryder Cecilie Holm Hildebrandt ikke operationen et sekund.
- Det har været det hele værd. Selv hvis det ikke forbedrer min situation, så har det stoppet den negative udvikling. Det betyder, at det ikke ender med at slå mig ihjel, som prognosen ellers har været de seneste år, hvor min situation er blevet forværret, siger hun.
Operationen hedder occipital cervical fusion surgery.
Den læge, der har udført Cecilie Hildebrandt operation, laver omkring 40 operationer om året.
I indslaget nedenfor kan du se, hvordan der blev sat skub i Cecilie Holm Hildebrandts indsamling til hendes nakkeoperation.