11 kommuner må nu sænke hastighedsgrænsen til 40 kilometer i timen i byerne
En helt ny forsøgsordning skal nu gøre det lettere for 11 kommuner i hovedstadsområdet at sænke de lokale hastighedsgrænser til 40 klometer i timen i byerne.
I Hillerød har de i længere tid ønsket at sænke hastigheden til 40 kilometer i timen i byerne, og det bliver nu muligt med en helt ny forsøgsordning.
- Det er vi jo rigtig, rigtig glade for. Vi har skullet præsentere tingene overfor politiet hele tiden - hvor ville vi gerne sætte farten lidt op, og hvor ville vi sætte den lidt ned. Nu kan kommunen og politikerne selv beslutte, hvor vi kan gøre det henne, siger Dan Riise, formand for Arkitektur, Byplan og Trafikudvalg i Hillerød Kommune (V) til TV 2 Lorry.
Det er en ny bekendtgørelse om lokale hastighedsgrænser fra Transportministeriet, der gør det muligt for 16 kommuner at få udvidet mulighed for at sænke de lokale hastighedsgrænser til 40 kilometer i timen på veje i byområder, der ikke har væsentlig betydning for den generelle trafikafvikling.
Det sker som en forsøgsordning, der evalueres efter tre år.
Hillerød Kommune har for to år siden lavet en hastighedsplan, hvor de har inddelt kommunen i zoner i forhold til, hvor de gerne vil sætte hastigheden ned. Et af de steder er ved Hillerødsholmskole, hvor man i dag må køre 50 kilometer i timen. Her vil politikerne gerne sænke hastigheden til 40 kilometer i timen.
- Det, vi gerne vil, er, at skabe sikkerhed og skabe mere tryghed. Den tryghed kunne også betyder, at flere vil sende deres børn afsted til skole på cykel, og det vil jo være godt for os alle, siger Dan Riise.
(Artiklen fortsætter efter billedet.)
Foto: Kasper Stub Jørgensen/TV 2 Lorry
Politikerne skal nu sætte sig ned og finde ud af, hvor der er de største behov for at sætte hastigheden ned til 40 kilometer i timen. Den nye forsøgsordning løber foreløbigt i tre år.
- Vi håber da, at det vi får indført under forsøgsordningen, også bliver muligt at have efter den udløber, siger Dan Riise.
Udover Hillerød er København, Frederiksberg, Allerød, Fredensborg, Frederikssund, Furesø, Gentofte, Hørsholm, Lyngby Taarbæk og Rudersdal også med i den nye forsøgsordning.