Politibetjent lå på jorden med en albue mod halsen, da Mohamad greb ind
To betjente var kommet i karambolage med fire aggressive mænd, da Mohamad Ismaeil Basha trådte til. Nu har politiet givet ham en dusør for indsatsen.
Læs eller genlæs artiklen om Mohamad Ismaeil Basha, der blev udgivet i december 2022.
Sent den 16. januar 2022 er Mohamad Ismaeil Basha netop kommet hjem fra sit arbejde på Glostrup Hospital, da han og hans kone hører høje stemmer udenfor.
Ude foran lejligheden ser han fire mænd i karambolage med to betjente.
Ifølge politidirektøren ved Københavns Vestegns Politi, Kim Christiansen, er de to politifolk kommet ud til en tilsyneladende livløs mand. Men da de prøver at få liv i den pågældende, så kommer der pludselig tre kammerater ud og blander sig.
Den tilsyneladende livløse vågner efterfølgende op, og pludselig er politiet i undertal og udsat for fare.
Mohamad Ismaeil Basha ser tumulten fra sit vindue, og vurderer, at politiet er i alvorlige problemer.
Han løber straks ned for at tilbyde sin assistance.
På det tidspunkt ligger en af politibetjentene på jorden med en af overfaldsmændenes albue mod halsen.
Og derfor vælger Mohamad Ismaeil Basha instinktivt at springe ind i kampen.
- Jeg trak en af de fire mænd væk fra politibetjenten og prøvede at holde ham fast.
- Man tænker ikke på konsekvenserne, man tænker bare: "Der er nogen, der har brug for hjælp, og så skal jeg hjælpe", fortæller han om episoden.
Allerede få minutter efter, kommer der en stor politiforstærkning, og situation kommer under kontrol, men Mohamads indsats har alligevel været altafgørende for de to politibetjente.
Hos Københavns Vestegns Politi er man så taknemlig, at man efterfølgende har indstillet Mohamad til en dusør.
Dusør til borgere, der gør en ekstraordinær indsats
Københavns Vestegns Politi uddeler hvert år dusører til borgere, som har gjort noget særligt for at hjælpe politiet i deres arbejde.
Og her er Muhamads sag helt ekstraordinær, forklarer politidirektør Kim Christiansen:
- Han gør jo det, at han rent faktisk blander sig, og gør noget, vi normalt ikke vil anbefale, og kaster sig ind og redder to politifolk, som er meget taknemmelige.
Artiklen fortsætter efter billedet ...
Foto: Københavns Vestegns Politi
Politidirektøren forklarer, at man uddeler dusører, fordi man gerne vil anerkende de borgere, der yder en ekstra indsats.
Han understreger dog, at man aldrig skal sætte sin egen sikkerhed i fare, hvis man overværer en strafbar situation og gerne vil hjælpe.
- Og der har Mohamad, hvis han overhovedet har nået at tænke sig om, vurderet, at det var en situation, som han var tryg i, siger politidirektøren.
Du kan møde Mohamad, der fortæller om sin oplevelse på gerningsstedet i videoen øverst i artiklen.
Her er politidirektørens generelle råd, hvis du ser en strafbar handling:
Hvis du ser en strafbar handling
- Ring til politiet
- Sikrer dig, at du er et godt vidne.
- Råb op og prøv, om du kan afbryde det, som er i gang.
- Se om det er muligt, at du kan alliere dig med andre.
- Bring ikke din egen sikkerhed i fare.