Dramatisk dag: Flere timers jagt endte med pile på golfbane
De to undslupne kvier fra Karen Blixen Museet i Rungsted er netop blevet indfanget efter et døgn på flugt.
To kvier på flugt fra Rungstedlund i Rundsted er her til eftermiddag blevet indfanget efter næsten et døgn på flugt.
Det fortæller en tydelig forpustet Connie Terndrup, der er daglig leder på Madam Carlsens Cafe ved Karen Blixen Museet i Rungsted.
- Vi har lige præcist nedlagt den sidste. Vi fandt den første for en time siden, og så spurtede jeg videre og fandt den anden, som nu ligger her med en bedøvelsespil i halsen og skal vækkes om lidt, fortæller hun til TV 2 Lorry.
Begge kvier var blevet i området, og den netop fundne ko havde tilsyneladende fundet sig et dejligt græsfyldt område.
Stak af søndag
- Den har huseret på Rungsted Golfbane hele dagen, og det er bare super fedt, at det lykkedes at finde dem begge. Det har været en dramatisk dag med flere timers jagt på dem, siger Connie Terndrup, der endnu ikke ved, hvad køernes videre skæbne bliver.
- Nu skal vi lige have dem begge hjem og se til dem, og så finder vi ud af, om de skal blive her, eller om de skal tilbage til den gård, vi modtog dem fra, siger hun.
Det lykkedes de to kvier at stikke af fra Rungstedlund søndag eftermiddag, da de skulle udsluses på den mark, der skulle være deres nye hjem.
- Efter to minutter på den forreste mark, stak de i løb ned mod den bagerste mark. To af dem stak så igennem et elektrisk hegn. De væltede simpelthen hegnet, afrunder Connie Terndrup.