Torben på 78 cykler Danmark rundt og drikker øl på "depoterne"
Mikrobryggerierne står for forplejningen, når ølelskere okser Danmark rundt på cykel.
537 kilometer på cykel fordelt på otte dage.
Det er hård kost for de fleste, så til at skylle strabadserne ned er der indlagt 33 stop på et udpluk af landets mikrobryggerier.
Sådan lyder programmet for cykelløbet Tour de Bière, der i år kører for tiende gang og er arrangeret af foreningen Danske Ølentusiaster.
Efter en uges kørsel i Jylland, på Sjælland og Bornholm nåede feltet fredag til Hvidovre på syvende etape. Her gjorde rytterne stop ved fire nanobryggerier. Bryggerier så små, at de gemmer sig i et bryggers i et rækkehus eller i en kælder i et parcelhuskvarter.
Farfargear
På syvende etape kører 47 ryttere med i feltet. Alderspræsidenten er Torben Nielsen, der er 78 år og fra Brøndby.
- Jeg er med for kammeratskabet, samværet, cyklingen. Det er så dejligt. Jeg har så taget lidt farfargear på, for der er nogle af bakkerne, som måske ikke egner sig til mig. Så jeg har 24 gear, men jeg bruger ikke dem alle sammen, siger Torben Nielsen.
Alderspræsidenten kører i år med for niende gang.
Rift om pladserne
Og selv om de små pauser ved vandhullerne er gode, så handler det om smag og oplevelser frem for promiller.
- Man må overhovedet ikke være fuld. Vi har små smageglas med, og vi drikker cirka ti centiliter af hver øl. Og så kører vi jo imellem de forskellige bryggerier, siger Torben Nielsen.
Der er hård kamp om pladserne i årets tourfelt. Tilmeldingen blev åbnet 1. januar, men her var de fleste pladser allerede besat af ryttere, der har været med tidligere og derfor har forrang.
- Danske Ølentusiaster er til for at fremme det gode øl i Danmark, og så må vi jo hjælpe de små steder, siger Torben Nielsen.