Borgmester afviser FOA-kritik af kampagne for flere SOSU-assistenter
Flere studerende på SOSU-uddannelserne skal løse manglen på medarbejdere i den sociale hjemmepleje. Det mener Mia Nyegaard (RV), der afviser kritik.
Uddannelse af medarbejdere i den sociale hjemmepleje, der ikke allerede har en faguddannede, løser ikke problemet med manglen på medarbejdere i den sociale hjemmepleje i Københavns Kommune.
Det mener socialborgmester i København, Mia Nyegaard (RV), der svarer på FOAs kritik af en ny kampagne, der skal anerkende og vise betydningen af arbejdet i den sociale hjemmepleje.
- Langt de fleste af vores medarbejdere er faguddannede. Så hvis vi skal gøre noget, der batter, skal vi få flere til at vælge en SOSU-uddannelse i det hele taget.
- Hvis der er enkelte medarbejdere hos os, som ikke er faguddannet, men som gerne vil blive det, så er jeg sikker på, at vi kan finde en løsning lokalt, siger Mia Nyegaard til TV 2 Lorry.
Tirsdag sagde Charlotte von Mehren, der er faglig sekretær hos FOA, at uddannelse af medarbejdere, der ikke er faguddannede, og en højere elevløn kunne gøre det mere attraktivt at arbejde i den sociale hjemmepleje i København.
Udskiftning af opgaver går begge veje
Charlotte von Mehren mener også, at fratagelse af spændende opgaver fra social- og sundhedsassistenter også er blandt årsagerne til, at medarbejderne ikke føler sig værdsat:
- Vi oplever ofte, at opgaver, vores gruppe har udført i mange år, bliver taget fra dem, fordi andre af den ene eller anden grund skal overtage dem. Det betyder, at medarbejderne ikke føler sig anerkendt for det, de har lært på deres uddannelse, og det kan være årsag til, at man søger væk, forklarede Charlotte von Mehren.
Mia Nyegaard kan godt genkende problemet, men hun mener ikke, at social- og sundhedshjælperne og assistenterne er særligt udsatte:
- Med de høje krav, der i dag bliver stillet fra blandt andet Sundhedsstyrelsen, skal vi kunne være fleksible i fordelingen af opgaver. Vi oplever dog også, at der er er opgaver fra sygeplejen, der bliver givet fra sygeplejerskerne til assistenter – så det går begge veje, siger Mia Nyegaard.
Ifølge Københavns Kommune er der godt 40 opslåede stillinger.