Kaos i hjemmeplejen: “Det fik det hele til at vakle”
Borgercenterchef forholder sig nu til kritisable forhold i den sociale hjemmepleje i Københavns Kommune.
Borgere og medarbejdere fik trukket tæppet væk under sig, efter at den sociale hjemmepleje i Københavns Kommune sidste år gennemførte en stor omvæltning i organisationen som følge af en besparelse.
Sådan lyder det nu fra Cecilie Blæsenborg Engell, Borgercenterchef i Københavns Kommune.
- Der er gået det galt, at vi har lavet en omorganisering, som har fået hele organisationen til at vakle, og det har haft betydning for den service, vi har kunne levere til borgeren, siger Cecilie Blæsenborg Engell til TV 2 Lorry.
Massiv kritik
Omorganiseringen har ført til mangelfuld og kritisabel behandling af kommunens syge borgere og har påvirket patientsikkerheden, mens kommunens egne medarbejdere også har oplevet forværrede forhold.
Det viser en intern redegørelse, som kommunen har lavet på baggrund af flere henvendelser fra medarbejdere i kommunen, der har fremført kritikpunkter af den nye hjemmeplejeordning. Det kan du læse mere om her.
Den Sociale Hjemmepleje
Den Sociale Hjemmepleje er Københavns Kommunes hjemmepleje for borgere mellem 18 og 65 år. Den tilbyder hjemmehjælp, rehabilitering og hjemmesygepleje og tilrettelægger hjælpen efter dit aktuelle behov.
Omstruktureringen i 2018 var et led i en besparelse, som skulle friholde borgerne - men spareøvelsen viste sig at være for stram.
Det førte til, at Styrelsen for Patientsikkerhed i juni 2019 udstedte et påbud til kommunen på baggrund af risikoen for, at borgerne ikke har fået den hjælp, som de har været berettiget til - og at hjælpen ikke har været tilfredsstillende.
Mindre tid til bad
Cecilie Blæsenborg Engell, hvad er det for en service det helt konkret har ramt?
- Det kan betyde, at borgerne har fået mindre tid til den rengøring, de egentlig skulle have haft, eller at badet er kortet ned, fordi vi ikke har været gode nok til at planlægge vores ruter, og at medarbejderne dermed har fået meget mindre tid til at levere det arbejde, som de selv er meget optagede af at få lov til at levere bedst muligt, siger centerchefen.
Det har også haft betydning for måden, borgerne har fået medicin på, oplyser hun. Medarbejderne giver medicin til en uge eller 14 dage i små æsker.
- Og hvis der ikke er sørget for, at der har været alt den medicin, der har været brug for, så kan man være nødt til at komme ud og efterdosere. Det giver et ryk i kronologien, og det betyder, at der skal komme en ny, der skal ud at efterdosere. Det giver mulighed for fejl, siger Cecilie Blæsenborg Engell
Og det betyder at der er borgere, der ikke har fået deres medicin?
- Det betyder, at der er borgere, der har fået det lidt forsinket eller været usikre på, hvornår de har fået det. Vi er ved at undersøge, hvilke konsekvenser, det har haft.
Hvordan kunne det gå sådan?
- Den omorganisering betyder, at vi simpelthen har mistet et kæmpe stort vidensgrundlag. Der var rigtig mange ledere og medarbejdere, der flyttede sig i forbindelse med den omorganisering, og så har vi bruge mange - men dygtige - vikarer, og de er ikke inde i vores retningslinjer, og de har ikke mulighed for at dokumentere på samme måde som vores medarbejder har, siger hun.
Ruller omvæltning tilbage
Cecilie Blæsenborg Engell forklarer, at man i første omgang med succes forsøgte at implementere de nye arbejdsgange på et mindre område, men at det var for svært i stor skala.
- Meningen var at løfte det faglige niveau, og at det ikke skulle have en konsekvenser for medarbejdere og borgere. Men det blev anderledes, fordi der var så mange, der flyttede sig, siger hun.
Man vil nu overveje at rulle en del af omstruktureringen tilbage.
- Det er det, der sker nogle gange. Når man laver noget, så bliver man klogere, og det er vi blevet her. Så nu starter vi forfra og vender stenene og sikrer os, at det bliver sådan, som det skal være, siger Cecilie Blæsenborg Engell.
I næste uge er der opfølgende kontrolbesøg i kommunen, men allerede nu er forandringerne i fuld gang, skriver Københavns Kommune i redegørelsen.