Nyhavn droppes for at få bugt med overturisme
Wonderful Copenhagen vil ikke længere reklamere for Nyhavn som turistattraktion. De vil i stedet forsøge at lokke tursiterne andre steder hen i byen.
På en solbeskinnet sommerdag kan turistmagneter som Den Lille Havfrue, Tivoli og Nyhavn nærmest sande til i glade gæster fra udlandet. For det er i høj grad de samme få attraktioner, der er på turisternes tjekliste.
Men nu er det slut med reklamer for steder som Nyhavn. I hvert fald hos turistorganisationen Wonderful Copenhagen. Turisterne skal lokkes nye steder hen, og de mest populære attraktioner mister deres plads i rampelyset.
- Det betyder, at et sted som Nyhavn ikke bliver en del af vores kommercielle markedsføring fremover, siger Tine Kastrup-Misir, kommunikations- og marketingdirektør i Wonderful Copenhagen, til TV 2 Lorry.
- Vi kommer tværtimod til at have vores primære fokus uden for Indre By og på at binde oplevelser i Indre By sammen med oplevelser i brokvartererne og videre ud på hele Sjælland.
Frygter overturisme
Frygten er, at nogle få attraktioner bliver så populære, at de bliver overrendt af turister. Det giver problemer med køer, larm og kan i sidste ende betyde både utilfredse turister og utilfredse lokale.
Overturisme er allerede et problem i andre europæiske storbyer som Venedig, Barcelona og Amsterdam. Her har folkestemningen vendt sig mod turismen, og politikerne har været tvunget til at indføre begrænsninger, så de lokale beboere ikke flygter fra byen.
For at undgå at miste opbakningen fra københavnerne forsøger Wonderful Copenhagen derfor en ny strategi.
Ved helt at droppe Nyhavn som en foreslået destination håber turistorganisationen, at de udenlandske besøgende får øjnene op for de mange andre attraktioner, som hovedstadsregionen kan byde på. For turisterne skal nok selv finde hen til de mest populære attraktioner alligevel.
- Der er jo rigtig mange, der fortæller den historie. Wonderful Copenhagen er ikke de eneste, der fortæller fantastiske fortællinger fra byen, så det er ikke sådan, at Nyhavn bliver glemt eller pludselig forsvinder ud af folks bevidsthed. Vores rolle er bare at fortælle om det, som måske ikke får så meget opmærksomhed, særligt uden for Indre by, siger Tine Kastrup-Misir.
Beboere i Indre By bakker mindre op om turisme
Wonderful Copenhagens egen måling blandt københavnerne viser, at beboere i Indre By bakker mindre op om turismen end beboere i andre bydele.
Generelt støtter 80 procent af københavnerne, at deres by bliver markedsført internationalt som turistdestination. Og det er ifølge Wonderful Copenhagen højt i forhold til mange andre europæiske turistbyer.
- Københavnerne kommer forhåbentlig til at mærke, er, at der også fremadrettet er et rigtig godt flow i turismen i København, så selv om turismen måtte vækste, så løber vi ikke ind i de samme udfordringer som de andre byer i Europa, siger Tine Kastrup-Misir.
Trods navnet er Wonderful Copenhagen den samlende turistorganisation for hele Region Hovedstaden, og dækker derfor også eksempelvis Helsingør.
Foto: Liselotte Sabroe - Ritzau Scanpix