Amager Fælleds Venner hiver nævn i retten: “Fornuftig mulighed for at stoppe byggeri"
Selvom to nævn har afvist klager fra foreninger, lader det ikke til, at de sidste ord i Amager Fælled-sagen er sagt.
Nye kapitler til sagaen om byggeri på Amager Fælled bliver nu tilføjet.
Således har Amager Fælleds Venner nu valgt at stævne de to nævn, der ellers tirsdag afviste klager både Amager Fælleds Venner og Danmarks Naturfredningsforening - en afvisning, der betød, at det omdiskuterede boligbyggeri Vejlands Kvarter nu kan genoptages.
- Vi kommer efter al sandsynlighed til at indgive en stævning, fordi vi skal have prøvet, om nævnene er berettiget til at tage nyt materiale i betragtning, siger Amager Fælleds Venner advokat, Johan Løje til TV 2 Lorry.
Tænker I, at det stadig er muligt at få stoppet byggeriet?
- Det mener jeg, der er en fornuftig mulighed for, siger Johan Løje.
Nye dokumenter
Byggeriet på Amager Fælled har stået stille siden august, hvor Københavns Byret afgjorde, at der ikke kunne arbejdes, så længe Planklagenævnet og Miljø- og Fødevareklagenævnet behandlede klagerne fra de to naturorganisationer.
Planklagenævnet oplyste i deres afgørelse tirsdag, at der på det tidspunkt, hvor Københavns Kommune vedtog planerne for byggeriet på Campinggrunden - også kaldet Lærkesletten - på Amager Fælled ikke var "tilstrækkeligt grundlag for at foretage en vurdering af planernes påvirkning af stor vandsalamander."
Det er netop arten stor vandsalamander, der blandt andet har ansporet Danmarks Naturfredningsforening og Amager Fælleds Venner til at kritisere byggeprojektet.
Men siden er der "samlet set er tilvejebragt tilstrækkelige oplysninger,” oplyser Planklagenævnet.
Vil stoppe byggeriet
Og det er Amager Fælleds Venner altså ikke tilfredse med. De mener ikke, det er i orden, at borgere og politikere ikke har haft mulighed for at forholde sig til de nye dokumenter.
- Det, nævnene nu tager med i betragtning, det er helt nye undersøgelser, som er foretaget, hvor man faktisk er godt i gang med projektet, og det er nogle undersøgelser som i princippet skulle have ligget, inden man overhovedet traf beslutningen, siger Johan Løje.
Advokaten mener, at der i Højesteret er praksis for, at man kan stoppe byggeriet, hvis der er sager, hvor der er “risiko for uoprettelig skade.”
- Vi vil bede retten om at træffe afgørelse om, at vores stævning også får opsættende virkning for det videre projekt, siger Johan Løje.
Bygherre på det store byudviklingsprojekt på Amager Fælled, Fælledby, mener dog ikke, at der er meget at komme efter.
- Jeg synes, afgørelserne er klokkeklare og entydige. Grundlaget er i orden, siger Erling Thygesen, projektudviklingsdirektør i Fælledby.
Amager Fælled-sagen - kort fortalt
I 1994 blev det besluttet, at en del af Amager Fælled skulle sælges til byggegrunde for at være med til at betale for byggeriet af metroen i København.
Den oprindelige plan var at bygge på Strandengen på Amager Fælled, men den plan smuldrede kort før kommunalvalget i 2017 efter massive protester og borgeropstand.
Kritikerne mente dengang, at området var fyldt med uerstattelig natur, og efter at have fastholdt byggeplanen, mens flere partier efterhånden ville revidere den, måtte Borgerrepræsentationens største parti, Socialdemokratiet, med daværende overborgmester Frank Jensen i front sande, at et byggeri på Strandengen ikke blev en realitet – om end det ikke huede ham.
I september 2018 blev Socialdemokratiet, Radikale, SF, Venstre, Konservative, Dansk Folkeparti og Liberal Alliance enige om at udpege Campinggrunden - også kaldet Lærkesletten - som nyt byggeområde sammen med Stejlepladsen i Sydhavnen og Selinevej på Kalvebod Fælled.
Campinggrunden har tidligere været fredet, men fredningen blev ophævet i foråret 2019, så byggeplanerne på stedet kunne realiseres.
Adskillige borgere og organisationer som Amager Fælleds Venner og Danmarks Naturfredningsforening har siden kæmpet for at overbevise beslutningstagerne om, at et byggeri på Amager Fælled blandt andet ville true arten vandsalamander.
I februar 2021 blev byggeriet på grunden endelig stemt igennem i Københavns Borgerrepræsentation.
I juli 2021 standsede Planklagenævnet og Miljø- og Fødevareklagenævnet projektet, og i august 2021 var det Københavns Byret, der satte en stopper for byggeriet.
I december 2021 er Planklagenævnet kommer med en endelig afgørelse. To klageinstanser afviser klager fra Danmarks Naturfredningsforening og Amager Fælleds Venner i sagen om byggeri på Amager Fælled.
Kilde: TV 2 Lorry