Anders kan gå på pension som 45-årig: "Tid er vigtigere end penge"
34-årige Anders Fisker har sagt sit job op for at få tid til de ting, han har lyst til. Han mener ikke, det giver mening at arbejde 37 timer om ugen.
For en skrivebordstomat som mig, er Anders’ ansigtskulør et nærmest eksotisk syn.
Og det er en synlig indikator på, at han ikke længere sidder otte timer foran en computerskærm hver dag, som jeg selv gør.
Det var vigtigt for mig at komme ud og lave noget, der føltes meningsfuldt, og hvor jeg var tættere på naturen
Det er første gang i to år, at jeg ser min tidligere kollega, Anders Fisker.
Han sagde nemlig ret pludseligt op fra den redaktion på TV 2 Kosmopol, hvor jeg stadig arbejder.
For at gøre - hold nu fast - hvad han havde lyst til.
Som at trække vejret igennem et sugerør
Dengang for to år siden havde han det hele; et fuldtidsjob, en kandidatgrad fra universitetet og en lejlighed, hvor han boede med sin kæreste.
Han følte selv, at han havde gjort alt, hvad der forventedes af ham for at lykkes. For at skabe rammerne for, at lykken kunne trives.
Men det gjorde den bare ikke.
- Jeg kunne mærke, at jeg mistrivedes ved at arbejde fra ni til fem hver dag. Jeg følte mig kvalt. Som om jeg blev presset et par meter under overfladen og trak vejret igennem et sugerør, forklarer Anders Fisker om den følelse, han hver dag oplevede i sit daværende arbejdsliv.
Og som kun blev værre i løbet af de to år, han fortsatte på trods. Men som han ikke vidste, hvad han skulle stille op med. For man skulle jo have et job.
Kampen om tiden - hvorfor arbejder vi 37 timer om ugen?
Kravet om en arbejdsdag på otte timer kan spores helt tilbage til 1870'erne, hvor arbejdstiden var omkring elleve timer om dagen - seks dage om ugen. Her opstod - med inspiration fra Nordamerika - den ikoniske kamp for en otte timers arbejdsdag seks dage om ugen (8-timers kampen) blandt arbejderorganisationerne.
Det var først i 1919, at otte-timers arbejdsdagen blev indført - hvilket var et stort mål for arbejderbevægelsen. Alligevel sluttede kampen om tiden ikke. I årene efter var der flere forsøg på at få rullet en 48 timers arbejdsuge tilbage. Det var dog først i 1950'erne, at arbejdstiden for alvor kom på dagsordenen igen. Og først i 1958 kom arbejdstiden under 48 timer, og først i 1966 opnåede fagbevægelsen de 44 timer efter gradvise nedsættelser af arbejdstiden.
Udviklingen med den gradvise nedsættelse af arbejdstiden fortsatte op gennem 1970’erne, og i 1990 landede arbejdsugen på de 37 timer, vi er vant til i dag. Men som historien viser, er en 37-timers uge altså bestemt ikke en naturlov.
I 2010 lancerede Socialdemokratiet og SF eksempelvis udspillet 'Fair Løsning', som blandt andet byggede på, at arbejdstiden gennem trepartsforhandlinger skulle hæves med en time om ugen – eller 12 minutter om dagen, som man slog på.
De to partier, som i 2011 dannede regering med Det Radikale Venstre, måtte imidlertid opgive idéen om at forlænge arbejdstiden, da der ikke var parlamentarisk grundlag for den fremlagte plan.
I dag kæmper partier som Alternativet og Enhedslisten for en 30-timers arbejdsuge.
Kampen om tiden er altså langt fra slut.
Kilder: Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø og Arbejdermuseet.
- Min opvækst har været meget traditionel med to forældre, der har arbejdet fuld tid hele deres liv. Derfor tog det lang tid for mig at erkende, at jeg blev nødt til at gøre noget anderledes, siger han.
- Jeg endte med at arbejde et par år for længe, fordi jeg simpelthen ikke kendte andre veje.
"Vi er simpelthen nødt til at lave nogle ting om"
Selvom han endnu ikke kendte vejen, valgte han alligevel at begive sig ud på den. Jeg husker de forventningsfulde blikke, da han fortalte folk på redaktionen og i huset om sin beslutning om at sige op.
”Hvad skal du så nu?”
”Ingenting.”
Blikkene gik fra forventningsfulde til forvirrede. Mit gjorde i hvert fald.
Og igen til beundrende – af og til ligefrem længselsfuldt – da han fortalte, at han skulle bruge det næste år på at finde ud af, hvad han havde lyst til.
Lyst til.
For mig var det rimelig sindsoprivende. Hvilket i sig selv kan virke absurd.
Det følgende år flyttede han i kollektiv og mediterede en hel del.
Og i dag - to år senere - arbejder Anders mellem 25 og 30 timer om ugen i et bylandbrug på Refshaleøen i København. Og så investerer han 15 til 20 procent af sin indkomst hver måned med et mål om at blive økonomisk uafhængig som 45-årig.
- Det var vigtigt for mig at komme ud og lave noget, der føltes meningsfuldt, og hvor jeg var tættere på naturen. I kombination med en ekstra fridag om ugen har det gjort, at jeg kom op til overfladen igen, siger han.
- Jeg fik pludselig lyst til at gøre ting, jeg ved, der er vigtige for mig, men som jeg havde mistet lysten til, fordi jeg skulle leve op til alle mulige ting, samfundet havde påduttet mig. Som for eksempel en 40 timers arbejdsuge.
Antiarbejde-bevægelsen
Det bliver kaldt 'The Great Resignation' - den store tilbagetrækning - eller 'The Age of Anti-Ambition' - antiambitionens tidsalder. I en dansk kontekst kaldes fænomenet ofte for antiarbejde-bevægelsen.
Fænomenet opstod, da coronapandemien lagde store dele af verdens samfund ned. Pandemien betød for mange, at vi i løbet af 2020 arbejdede mere hjemme end nogensinde før. Det fleksible hjemmearbejde kombineret med en forhøjet arbejdstid på hjemmekontoret fik folk til at sætte spørgsmålstegn ved den måde, vores arbejdsliv er indrettet på.
'The Great Resignation' blev den amerikanske middelklasses svar på utilfredsheden. Pludselig sagde massevis af mennesker deres job op i forsøget på at bryde med udbrændthed, meningsløshed og hamsterhjul; ifølge tal fra det amerikanske beskæftigelsesministerium forlod en amerikaner et job flere end 43 millioner gange i 2021. Og alene i november 2021 sagde 4,49 millioner amerikanere op.
Ønsket om mere fritid er også kommet i Danmark. Akademikernes A-kasse kunne i en nylig undersøgelse konkludere, at balancen mellem arbejdslivet og fritidslivet er den absolut vigtigste prioritet for akademikere, når de skal finde job. God løn er helt nede på en fjerdeplads. Både Karnov og Djøf har ligeledes vist, at tendensen er meget udtalt i advokatbranchen, hvor 71 procent går med tanker om helt at forlade sin arbejdsplads inden for de næste år, fordi arbejdsdagene simpelthen er for lange.
Da Politiken for nylig spurgte nyuddannede på en karrieremesse, hvilke tanker de havde om deres kommende arbejdsliv, var et hyppigt svar desuden, at de ikke ønskede et arbejde, der fyldte alt i livet.
Da jeg beder ham om at forklare mig helt konkret, hvad han bruger den ekstra tid på, tøver han. Det er svært for ham at sætte ord på. Måske fordi det er svært at sætte ord på bare at lave ingenting. Og alting.
Han mediterer, dyrker yoga og går lange ture. Og bruger tid på at købe en gave til en ven, frem for at haste ud i sidste øjeblik.
25,9 procent af danskerne arbejder mere end 37 timer om ugen
Da jeg spørger, om det ikke er ret forkælet, at han ikke kan have et fuldtidsjob, fordi han skal meditere, ændrer hans tonefald sig mærkbart.
- Wow, hvor er det sindssygt sagt. Der har aldrig været flere, der er angste, stressede og deprimerede. Skal vi bare lade den udvikling køre? Eller skal vi prøve at gøre noget andet og vise folk, at der er mulighed for at købe noget tid tilbage?
Hans spørgsmål er tydeligvis retoriske.
- Vi er simpelthen nødt til at lave nogle ting om. Vi mennesker har ikke godt af at leve på den måde, vi gør nu. Der er for mange, der ikke kan følge med. Inklusiv mig selv.
Touché.
Hver sjette vil arbejde mindre
For Anders er det især normen om at arbejde 37 timer om ugen, der er problematisk.
- Jeg synes ikke, det giver mening at arbejde 37 timer hver uge året rundt. Det er en underlig konstant at lægge ned over et menneskeliv, som er komplekst. Et liv går op og ned med sygdoms- og sorgperioder, børn eller megafede perioder, hvor det bare kører derudaf, forklarer han.
- Og tænk sig, de fleste af os har ikke engang mulighed for at være ude i dagslyset i hverdagene i vinterperioden, fordi det er jo i de timer vi arbejder. Foran en computer. Er det bare mig, eller virker det ikke helt skørt, unaturligt og usundt?
Noget tyder på, at det ikke bare er ham.
Ifølge Danmarks Statistik ønsker hver sjette beskæftigede dansker at arbejde i færre timer.
Og så arbejder 25 procent af samtlige beskæftigede danskere allerede på deltid - og godt en fjerdedel af dem svarer, at de arbejder på deltid af personlige eller familiemæssige årsager.
Less Work bevægelsen - mening frem for penge
En af dem, der har sat ord på den tendens, som Anders repræsenterer, er Sofie Marie Billekop.
Hun er Ph.d.-stipendiat og har navngivet fænomenet 'less work'-bevægelsen, fordi hun ser, at flere vender ryggen til et traditionelt lønmodtagerliv.
Ifølge hende ser vi i Danmark en tendens til, at flere gør oprør mod, at arbejdet bliver centrum for vores liv. Og at vi giver afkald på økonomisk velstand for i stedet at få mening og slippe for det konstante arbejdspres, der for mange skaber mistrivsel og stress.
- Jeg ser mange mennesker, der forsøger at genforhandle den kontrakt med arbejdslivet, vi alle sammen er født ind i, hvor vi skal arbejde 37 timer om ugen. Mange har stødt panden mod en mur og oplever stress og meningsløshed. Og de bryder ud af kontrakten ved at arbejde mindre og tjene færre penge, forklarer hun.
- De er ofte idealister, der hellere vil bruge deres tid på at dyrke en meningsfuld interesse end på at tjene penge og jage rundt.
Fiskers Investeringer
Det er nemt nok at opfordre folk til at sige deres job op, hvis de ikke trives eller føler, det giver mening, men pengene til mad på bordet skal jo komme et sted fra. For nogle betyder 'Less Work'-bevægelsen derfor, at man tager et ufaglært job eller arbejder freelance sideløbende med mindre, idealistiske projekter.
En anden - og meget udbredt - model er FIRE-bevægelsen (Financial Independence Retirement Early). Det er den model, Anders Fisker lever efter. Det er idéen om, at man kan "købe sin tid tilbage" ved at spare en del af sin indkomst op for at investere. Ultimativt betyder det, at man kan gøre sig økonomisk uafhængig og gå på pension på et selvvalgt tidspunkt.
Derfor har Anders Fisker startet en blog ved navn Fiskers Investeringer for at vise andre, hvordan investeringer kan være nøglen til økonomisk uafhængighed - og i sidste ende måske endda mere mening og frihed.
Du kan læse mere på hans blog lige her.
Men er det ikke forbeholdt en veluddannet elite, der har den fornødne økonomiske og kulturelle kapital til at tage sådan et valg?
- Nej, faktisk tværtimod. Det er mennesker, der lever for meget få penge, så de er ikke en del af en økonomisk elite. Og så er det ofte mennesker, der beskæftiger sig med noget, hvor praktisk kunnen er en fordel. Til gengæld er det en gruppe mennesker, som har de mentale ressourcer til at træffe nogle andre valg, som rammer uden for normen, understreger Sofie Marie Billekop.
Og selv om hun selvsagt ikke kan spå om fremtiden, er hun sikker på, at modstanden mod vores nuværende arbejdsliv ikke hører op.
- Modstanden mod vores arbejdsliv i sin nuværende form har spiret siden 70'erne. Og nu får den et konkret udtryk, som flere måske vil finde inspiration i. Måske bliver det en inspiration for dem, der har en følelse i maven af, at det ikke kan være rigtigt, at vi skal arbejde så meget eller på den her måde.
Men det er vel lidt et ego-tripper-projekt - kan det ikke ende med at true vores velfærdssamfund og ultimativt sammenhængskraften i samfundet?
- Det er et individuelt projekt, fordi fagforeningerne ikke har grebet bolden endnu. Men det kalder på, at vi sammen gentænker vores velfærdssamfund og den måde, vi bidrager til samfundet på. Så arbejdslivet kan tage højde for, at vi arbejder forskelligt i perioder i vores liv. Eksempelvis når vi får børn eller skal passe vores gamle forældre.
Nogle arbejdsgivere prøver at imødekomme udviklingen - også internationalt
I IT-branchen har flere arbejdspladser for flere år siden indført en firedages arbejdsuge med fuld løn for at tiltrække og fastholde medarbejdere. Det samme har hovedkontoret på Sunset Boulevard gjort, ligesom medarbejderne hos Amnesty i Danmark holder fri tre ud af fire fredage uden at skulle lægge flere arbejdstimer i de øvrige uger.
Internationalt ser vi også en bevægelse mod, at virksomhederne imødekommer tendensen med nye arbejdsformer. I England følger forskere fra Cambridge og Oxford eksempelvis et forsøg i et halvt år, hvor 3.300 medarbejdere fra 70 virksomheder arbejder 80 procent af deres normale arbejdstid til fuld løn - forudsat at de opretholder 100 procent produktivitet.
I Portugal kan arbejdsgivere desuden få bøder for at sende mails uden for arbejdstiden efter en ny lov, og i Belgien er det nu muligt at søge om en firedages arbejdsuge.
Ikke en genvej til lykke
For Anders er det vigtigt at understrege, at det ikke er en genvej til lykke at sige sit job op og arbejde mindre.
- Jeg skal ikke sidde her og sige, at lykken ligger gemt her, understreger han.
- Men det handler om at tage noget af det allermest dyrebare, vi har i vores liv, tilbage. Vores sind og vores fysik. Og værne om det. Og have mulighed for at få gejsten tilbage til at gøre de ting, der er gode for os.
