Billetterne revet væk: Nu er "mini-Roskilde" skudt i gang
Sammen med Det Kongelige Teater har Roskilde Festival arrangeret en fire dages minifestival midt i København. Billetterne blev revet væk.
Der bliver ikke nogen Roskilde Festival, som vi kender den, i år. Det har coronakrisen sat en stopper for.
Men i stedet kan kunst- og musikhungrende personer i denne uge tage et smut forbi Ofelia Plads i København og få en på opleveren.
Her afholder Roskilde Festival og Det Kongelige Teater fra mandag til torsdag en fire dages minifestival med både musik, kunst, talks og mad og drikke.
- Jeg håber, gæsterne kan få lov til at mærke, at vi er sanselige væsener igen. Jeg håber, de kan opleve kulturen sammen. Det er noget, mange af os har savnet, siger Signe Brink, der er ansvarlig for festivalens kunst- og aktivismeprogram.
Minifestivalen blev planlagt, inden Roskilde Festival blev aflyst. Festivalen ved Ofelia Plads skal derfor ikke ses som en erstatning for Roskilde, fortæller Signe Brink.
- Det handler om at at bringe det indhold ind, man godt kunne have oplevet på Roskilde, men det er særligt planlagt til det her sted, fortæller hun til TV 2 Lorry.
Udsolgt på kort tid
Minifestivalen har også en helt anden størrelse en Roskilde Festival på Dyrskuepladsen. Mens Roskilde Festival sælger 130.000 festivalbilletter, er der blevet solgt omkring 200-500 biletter per dag til minifestivalen.
De er til gengæld blevet revet væk. Da første runde af billetsalget gik i gang, blev de ifølge Signe Brink udsolgt på under 20 minutter.
- Det er så dejligt. Det gik superstærkt. Det er dejligt at opleve, at der er opmærksomhed på de kulturelle arrangementer i det offentlige rum. Det viser, at det er noget, alle har gået og savnet, siger Signe Brink.
Festivalen foregår under åben himmel, og der vil ifølge arrangørerne bag være taget højde for corona-restriktionerne. Der vil blandt andet være sikkerhedspersonale, der sikrer, at retningslinjerne bliver overholdt.