Birthes plejehjem lukker om ni dage: Men hun ved stadig ikke, hvor hun skal flytte hen
Den 31. december lukker OK-Fonden deres privatejet plejehjem Arendse på Østerbro. Men en beboer føler sig ladt i stikken, da hun ikke ved, hvor hun skal bo efter nytår.
Julen kan være en hektisk tid for os alle. Forestil dig så, at du ikke ved, hvor du skal bo den 1. januar.
Det er netop den situation, som 85-årige Birthe Mørck står i, da det plejehjem, som hun bor på, lukker den 31. december.
- Det, synes jeg slet ikke, er særlig smart. Jeg kan slet ikke overskue det, siger hun til TV 2 Kosmopol.
Birthe Mørck lider af demens og har et nedsat syn. Hun bor på OK-Fondens privatejede plejehjem Arendse på Østerbro, som nu skal lukke og omdannes til bosted for voksne mennesker med forskellige psykiatriske problemstillinger.
OK-Fonden oplyser til TV 2 Kosmopol, at man traf beslutningen om at lukke plejehjemmet i forsommeren i år.
(Artiklen fortsætter efter billedet.)
Foto: Niels Knuth/TV2 Kosmopol
Fire måneder er kort tid
Men Birthe Mørck og de øvrige 24 beboere på plejehjemmet fik dog først besked om lukningen den 24. august - altså fire måneder før plejehjemmet bliver ændret til et bosted for voksne mennesker med forskellige psykiatriske problemstillinger
Selvom fire måneder kan lyde af lang tid, så er det alligevel en kort tidsfrist for Birthe Mørck.
I hvert fald hvis hun skal gøre sig forhåbninger om at finde en plads på det plejehjem, som hun ønsker og har behov for.
Den gennemsnitlige ventetid på plejehjem i Københavns Kommune er nemlig omkring fire måneder. Nogle har ventetider på op mod otte måneder, mens andre har ventetider på under to måneder.
Birthe Mørcks datter, Maria Mørck, har forgæves forsøgt at finde den rette plads til sin mor.
Sammen har de besøgt i alt fem forskellige steder, hvor Birthe Mørck fortsat er på venteliste.
- Vi er skrevet op flere steder, men tiden løber fra os, fortæller Maria Mørck til TV 2 Kosmopol.
Birthe Mørck har dog mulighed for at flytte midlertidigt på et plejehjem i Emdrup, indtil hun får en plads på et af de plejehjem, som hun har søgt. Men udsigten til to flytninger inden for kort tid er ikke god, forklarer Birthe Mørck.
- Jeg er blevet så gammel nu, at det ville være alt for meget. Det kan jeg slet ikke holde til, siger hun.
(Artiklen fortsætter efter billedet.)
Foto: Niels Knuth/TV2 Kosmopol
Aldrig hørt om noget lignende før
Og det er en uholdbar situation at stå i, mener Ældresagen.
- Det er helt uansvarligt, at det ikke er afklaret endnu. Når man bor på plejehjem og har en demenssygdom, så kan det være virkelig utrygt at skulle flytte uden at vide hvorhen, siger Dorthe Bjerremand Erichsen, der er jurist i Ældresagen, til TV 2 Kosmopol.
Faktisk har hun aldrig hørt om noget lignende før.
- Jeg har hørt om, at plejehjem lukker, men ikke at man som beboer så tæt på lukningen ikke har et nyt sted at bo, siger hun.
Ombygning før flytning
Ikke nok med, at Birthe Mørck endnu ikke ved, hvor hun skal flytte hen efter nytår, så er hendes møbler også blevet rykket rundt i hendes hjem.
Den seneste tid har håndværkere nemlig gjort klar til de nye beboer, der flytter ind i det nye år, fortæller Maria Mørck.
- De har været inde og installere et lille trinettekøkken. Derfor har de også flyttet min mors seng, siger hun og fortsætter:
- Det tog to dage, og vi var ikke blevet varslet om det.
Også det får kritik af Ældresagen.
- Jeg forstår ikke, hvorfor man ikke har ventet med at renovere, indtil alle beboere er flyttet, siger Dorthe Bjerremand Erichsen og fortsætter:
- Det er jo utrygt for en beboer, at nogen render ind i ens eget hjem og bygger om. Jeg synes, at det er en meget uholdbar situation.
OK-Fonden: Vi har gjort alt
TV 2 Kosmopol har forholdt OK-Fondens direktør, Ulrik Ahrendt-Jensen, både Birthe Mørcks og Ældresagens kritik. Her er, hvad han har svaret på vores spørgsmål:
Hvorfor vælger i at renovere stedet, før beboerne er flyttet ud?
- Planen har været, at vi skulle gå i gang med nogle af fællesarealerne allerede nu. Og så er jeg opmærksom på, at der et par gange har været opstået fejl, hvor nogle håndværkere har været inde i en lejlighed, der stadig var beboet. Det beklager vi dybt.
Hvad tænker du om, at der er en beboer, der ikke har fundet et nyt plejehjem endnu?
- Det tænker jeg er rigtig ærgerligt. Jeg ved, at alle beboere er blevet tilbudt en plads på et plejehjem et sted i Danmark. Nogle har så fravalgt det tilbud, som de har fået og i stedet ledt efter et andet.
(Artiklen fortsætter efter billedet.)
Foto: Niels Knuth/TV2 Kosmopol
I skriver til os, at I har kendt til plejehjemmets lukning siden forsommer. Hvorfor sender i først den besked ud til beboerne tre måneder efter i august?
- Det er således, at vi de sidste fem år har sagt til beboerne, at vi på et tidspunkt ville omdanne stedet til noget andet. Vi traf beslutningen i forsommeren. Så havde vi noget formalia, der skulle på plads med blandt andet Københavns Kommune. Det var først i september, at det faldt på plads.
Når nu der er en beboer, der stadig ikke har fundet et nyt plejehjem, har der så været rimelig tid?
- Det kan man diskutere. Jeg kan konstatere, at alle - undtagen en - har fundet et sted at være. Men jeg vil sige, at der ikke er nogen, der bliver smidt ud derfra. Har man ikke fundet et sted den 1. januar, så bor man stadigvæk på Arendse.
Er det så stadig et plejehjem, som man bliver boende på?
- Formelt set så er stedet per 1. januar omdannet til et botilbud efter nogle lidt andre regler end et plejehjem. Der vil være de ydelser til rådighed, som skal være til rådighed, for at man stadigvæk kan have et godt og fornuftigt liv.
Maria Mørck oplyser torsdag aften til TV 2 Kosmopol, at de nu vil overveje, om Birthe skal blive boende.