Brugt madolie skal nu være med til at holde flyene i luften mellem Grønland og København
Nu skal fem procent af flyenes brændstof bestå af det mere bæredygtige Sustainable Aviation Fuel (SAF), som består af bioaffald - blandt andet brugt madolie.
- Vi ønsker at understøtte målet om, at Grønland bliver en bæredygtig destination ved at reducere brændstofforbruget og dermed vores CO2-udledning, siger Bodil Marie Damgaard, bestyrelsesforkvinde i Air Greenland, i en pressemeddelelse.
Skiftet sker efter en aftale mellem Air Greenland og DCC & Shell Aviation Denmark.
- I lyset af, at EU har en 2025-ambition om, at flyselskaber i Europa skal flyve på minimum to procent SAF, er det et virkelig stort skridt, vi nu tager, siger Ulrik V. Brendstrup, administrerende direktør i DCC & Shell Aviation Danmark og tilføjer:
- Det er uden sammenligning den største aftale om forsyninger af SAF, vi nogensinde har indgået.