Clausen mindes: ”I en by fuld af akademikere og jakkesæt, så han sådan nogle som mig”

Det er en omvej.

Men omvejen er en ulejlighed, som René Holst gerne gør sig, så han kan indfinde sig på en bedaget barstol i den makketut-lignende spisesalon Bistro Trekanten, bestille tre håndmadder og skue over boldbanerne med den tunge industri i baggrunden.

Her, i en hengemt tidslomme presset ind mellem værksted og autolakerer i det hjørne af Amager, der indtil videre er gået fri af byudvikling i et par årtier, føler den 56-årige chauffør sig hjemmevant.

Det gør andre også. Det er tydeligt, når man træder inden for ved frokosttid. Folk er på fornavn med hinanden, og hvis ikke fornavn så kælenavn.

Bistroen er et arbejderklassested for den arbejdende arbejderklasse, må man forstå. Og for de pensionerede arbejdere. Og for dem, der måske arbejdede sig op, men fortsat føler et kulturelt tilhørsforhold.

Og sådan én – måske den mest markante af slagsen – er lige gået bort. Filmskaberen Erik Clausen døde onsdag, og med det mistede den københavnske arbejderklasse en stemme.

- Det er et kæmpe tab. Det er det virkelig, siger René Holst.

Den 76-årige Mogens Hansen, der kendte Erik Clausen og mødte ham til flere vejfester på Amager, stemmer i.

- Han har betydet enormt meget for det København, jeg kender og for den københavnske folkesjæl, siger han.

Clausens københavnere

Der var aldrig tvivl om Erik Clausens ståsted. Et gennemgående tema i de fleste af hans værker omhandler den lille mands klassekamp mod system og kapitalisme.

Som han selv sagde i 2010 i et interview med TV 2 Kosmopol (der dengang hed Lorry):

- Jeg ER i politik. Jeg laver film og historier, som giver håbet tilbage til mange af de danskere, der ellers er kørt ud på sidelinjen og har fået at vide, at de ikke er en skid. Jeg laver noget, de kan spejle sig i.

I avisen Politiken skriver anmelder Henrik Palle, at den flabede filmmager ikke gav ”fem potter pis for intellektuelle, belæste og bebrillede akademikertyper”.

I en nekrolog hos POV.international omtaler forperson i Center for Studier i Arbejdsliv, Thomas Milsted, Erik Clausen som ”en sand kulturambassadør, som gav sin stemme til arbejderklassens Danmark” og bragte selvsamme til det store lærred.

”Erik Clausen vil blive savnet af mange – ikke mindst af dem, som fandt en stemme i hans film og hans kunst og en genkendelighed i hans karakterer”, skriver Milsted.

Og det resonerer i bistroen på Amager.

- Han fortalte om det levede liv. Han gav en stemme til alle dem, der ikke går på café og bestiller en latte, siger René Holst.

- Det berørte mig meget, da jeg læste, at han var død. Jeg følte, at vi mistede en, der fortalte vores historie og historier fra mit miljø, siger Mogens Hansen.

Den pensionerede havnefoged fra Christianshavn, Jan Kleemann, har ikke så mange holdninger til Clausens film. Men han husker, hvordan Erik Clausen fra tid til anden stak hovedet ind forbi havnekontoret, når han var ude at gå tur i København.

- Han var sådan en, der heller ikke glemmer, hvor han kommer fra, selv om han bevægede sig op i de højere, kulturelle luftlag. Der skulle sgu være nogle flere som ham, siger han.

Hvem ejer virkeligheden?

I en artikel i Berlingske betvivler avisens film- og medieredaktør, hvorvidt det univers, Erik Clausen skildrede i sine film, egentlig fandtes i virkeligheden.

I skurvognsrestauranten på det industrielle Amager er der bred enighed om, at den anskuelse er ude af trit med deres oplevede virkelighed.

- Hvis du mener, at Erik Clausen skildrede et København, som ikke eksisterer, så har du aldrig været i Sydhavnen. Jeg kan se mig selv og hele min familiehistorie og flere af hans film, siger René Holst.

Han nævner blandt andet filmen ”De frigjorte” fra 1993 om en fabrikssmed, der fra den ene dag til den anden bliver fyret.

- Jeg kan se så meget af mig selv og min families historie og historik i den film. Den kunne lige så godt have handlet om min onkel og far og tusinde andre skæbner i København.

Mogens Hansen supplerer:

- I en by fuld af akademikere og jakkesæt, så Erik Clausen sådan nogle som mig og min familie og min arv.

De forsvinder

Én ting er dog sikkert:

Clausens univers forsvinder fra København. For det gør arbejderklassen.

I sommeren 2020 udgav Arbejderbevægelsens Erhvervsråd en rapport, der viser, at rige børnefamilier er ved at overtage København, mens arbejderklassen svinder ind.

- Hvis vi sammenligner med tidligere, så viser det bare, at udviklingen går endnu voldsommere for sig, end man kunne have forventet, sagde chefanalytiker Mie Dalskov Pihl i den forbindelse til Information og tilføjede:

- København er blevet en akademikerhøjborg.

Nyere tal fra selv samme organisation viser, at Københavns Kommune i slutningen af 80’erne udgjorde af cirka 55 procent borgere fra arbejderklassen. I 2021 var det tal 20,5 procent.

En mand af folket

Bistro Trekanten mærker også, hvordan Københavns sjæl er under forandring.

Nok er stedet rasende populært blandt en særlig demografisk gruppe i hovedstaden, men nye planer for det upolerede kvarter om nybyggeri og erhvervsdomiciler truer restauranten på eksistensen.

Det på trods af, at Københavns Kommune selv har identificeret netop Bistro Trekanten som et sted, der i særlig grad repræsenterer byens sjæl. Stedet er også blevet hyldet i en ny bog, der kortlægger byens nichesteder og forsvindende tidslommer.

Der er en underforstået og uudtalt enighed blandt gæsterne torsdag formiddag om, at en lukning af stamstedet ville være noget nær en katastrofe.

For klientellet på Bistro Trekanten ved kun alt for godt, at både de og det blåmalede caféskur udgør stadig mere sjældent syn i en by, hvor vækstkurver har peget mod Nordstjernen siden 90’erne, hvor almindelige lønmodtagere presses ud, og hvor indkomstuligheden er stigende i en grad, hvor den såkaldte ginikoefficient i København nu er på niveau med lande som Canada, Portugal og Grækenland.

- Men den udvikling, København er på vej mod, risikerer man at miste den sjæl, der netop har skabt og formet København. Det var blandt andet den sjæl, Erik Clausen insisterede på at vise i sine film om dem, der bliver hægtet af. For hvem er København egentlig for – og hvem er den ikke længere for?, spøger René Holst.

I hjørnet af bistroen sidder en mand med tophue og sikkerhedssko, der indrømmer, at han ikke har set så mange af Erik Clausens film. Alligevel føler han et klart og tydeligt tilhørsforhold til den nu afdøde multikunster.

- Erik Clausen var ikke så højrøvet eller fisefornem. Han var sgu ægte mand af folket. Dem er der ikke mange tilbage af, nærmest råber manden i tophue, idet TV 2 Kosmopol siger tak for kaffe, skubber skydedøren til side og træder ud af den blåmalede tidslomme.

Uden for kører lastbiler i pendulfart med retning mod jorddepotet ved Lynetteholm og bærer vidne om Københavns vokseværk. En metro er også på tegnebrættet med forventet ibrugtagelse i 2035.

Gad vide, om makketutten også står her til den til.