Forældre holder børn hjemme fra skole - solskærm er faldet ned få uger efter loft-kaos
Kommune vil nu undersøge årsagen til, at solskærm faldt ned.
Forældre til elever på Kalvebod Fælled Skole i København er mandag utrygge ved at sende deres børn i skole, efter at de søndag aften fik besked fra kommunen om, at en solskærm er faldet ned fra 3. sal.
Det sker bare to uger efter, at TV 2 Lorry kunne fortælle, at loftplader på samme skole var begyndt at falde ned.
Louise Sommer er mor til en elev i sjette klasse, og hun tør ikke lade sin datter gå i skole mandag, fortæller hun til TV 2 Lorry.
- Det er her, at vi som forældre siger: nu stopper festen. Vi er nogle, der holder vores børn hjemme, og så forventer vi, at de lukker skolen i nogle dage, så de kan gennemgå den fra a til å, siger 34-årige Louise Sommer.
Hun har talt med forældre i blandt andet en Facebookgruppe og mener, at omkring 20 elever bliver holdt hjemme af deres forældre mandag.
Skoleleder Line Lindeskov Justesen vil ikke udtale sig til TV 2 Lorry, men oplyser, at otte børn har meldt fra til undervisning mandag.
Vil undersøge årsagen
Det var i en besked fra en centerchef i Børne- og Ungeforvaltningen i Københavns Kommune - som TV 2 Lorry også er i besiddelse af - at Louise Sommer kunne læse, at et solskærm var faldet ned fra 3. sal på Kalvebod Fælled Skole. Den 400 millioner kroner dyre skole stod færdig i 2018 og blev samme år nomineret til at blive Årets Skolebyggeri.
Artiklen fortsætter efter billedet...
Foto: Nadia Filt - TV 2 Lorry
I brevet til forældrene står der, at ingen kom til skade, da solskærmen faldt ned foran skolens indgang på 1. sal.
Københavns Ejendomme vil mandag morgen være til stede “for at sikre elever og personale sikker adgang,” står der i brevet til forældrene.
Her står også, at Københavns Ejendomme vil “undersøge årsagen til at en solafskærmning er faldet ned og lægge en plan for en udbedring.”
Ja tak til hjemmeundervisning
I brevet opfordres elever og forældre også til at benytte skolens hovedindgang, og at man “ikke bevæger sig rundt om skolen, før vi kender omfanget af udbedringen.”
Louise Sommer forstår ikke, hvorfor alle elever ikke omgående sendes hjem til hjemmeundervisning.
- Det fungerede jo fint under corona-nedlukningen, så hvorfor kan vi ikke gøre det igen, indtil det er sikkert at komme i skole? siger Louise Sommer, der har skrevet samme opfordring i en mail til skolens leder.
"Det er ikke godt nok"
Formand for skolebestyrelsen, Thomas Peter Olsen, kalder sagen "helt vildt træls og meget frustrerende".
- Det er en super ufed timing - først sagen med loftet og nu det her, siger han til TV 2 Lorry.
- Det er ikke godt nok, at man har et helt nyt byggeri, hvor tingene falder ned, siger Thomas Peter Olsen.
Han og skolebestyrelsen har mandag lagt pres på for at få spærret af, så ingen kommer til skade, og på længere sigt skal bestyrelsen overveje, om der skal "gøres noget ekstraordinært, så ikke andet går i stykker og er til fare for nogen."
Skolebestyrelsesformanden er modsat Louise Sommer ikke selv utryg ved at sende sit barn i skole.
- Men jeg forstår godt dem, der ikke er trygge - især dem med meget små børn, som lige er startet og som i forvejen er utrygge. Når der så kommer en fysisk usikkerhed, så bliver man da bange.
- Derfor har vi også lagt pres på skolen og kommunen for at få dem til at kommunikere meget hurtigt ud om, hvad der sker, siger Thomas Peter Olsen.
Han afviser, at det skulle være en god idé at lade eleverne blive hjemmeundervist, som Louise Sommer foreslår. Skolebestyrelsen ønsker en så normal hverdag, som muligt.
- Hvis vi kan få sikkerhed for, at sikkerheden er i orden, så vil vi meget hellere, at vores børn undervises af lærere på skolen, siger Thomas Peter Olsen.
Bør ikke kunne ske
Kasper Graa Wulff, der er byggechef i Københavns Kommune, fortæller til TV 2 Lorry, at de wirer, der skulle holde solskærmen, ser ud til at være knækket.
- Det er fuldstændigt uacceptabelt. Sådan noget må ikke kunne ske.
- Jeg forstår hundrede procent utrygheden, og jeg håber, de føler sig betrygget i, at vi nu går i gang med at få afspærret og udbedret det så hurtigt som muligt, siger Kasper Graa Wulff.
Han oplyser, at kommunen vil sætte en ekstern undersøgelse i gang af, om der kan være andre, lignende problemer med bygningen.
Ydermere har kommunen har bedt entreprenørfirmaet MT Højgaard om at udarbejde en redegørelse af, hvordan solskærmen kunne falde ned.
Det er dog ikke meget, entreprenørfirmaet ønsker at sige om sagen over for TV 2 Lorry.
- Vi fik et opkald omkring en nedfalden solskærm 6.45 mandag morgen, og det var vi ude på skolen og udbedre med det samme. Vi undersøger nu årsagen og sikrer, at noget lignende ikke kan ske igen, siger Anders Mikkelsen, kommunikationskonsulent hos MT Højgaard.
Entreprenørfirmaet har derudover ingen yderligere kommentarer.
Flere løse loftsplader
MT Højgaard er på nuværende tidspunkt ved at bygge en anden ny skole ikke langt derfra, nemlig Islands Brygge Skole.
Det var i et klublokale på Kalvebod Fælled Skole, en loftsplade for to uger siden faldt ned. Der var ingen børn eller voksne til stede, da det skete.
Efterfølgende blev det konstateret, at der på skolen var et antal løse loftplader. Årsagen til de løse plader vurderes at være en utilstrækkelig fastgørelse mellem loftskinner og loftmoduler.
I den seneste uge har et nyt håndværkerfirma arbejdet i klasselokalerne, fordi samtlige lofter skal gennemgåes for fejl, og gennemgangen har vist, at loftet sidder løst flere steder.