Han var oftere i lufthavnen end sin egen lejlighed - så tog han en drastisk beslutning
Det var kritiske spørgsmål, der fik den 34-årige rejseblogger Rasmus Lythcke til at gentænke hele den måde, han rejser på. Nu vil han have flere til at gøre det samme.
På en mandag kunne han flyve til hovedkontoret i Schweiz for at arbejde. Onsdag gik turen ofte hjem igen eller videre til New York, for at besøge kæresten. Andre gange gik turen måske til Afrika eller Asien.
34-årige Rasmus Lythcke fløj mere end 100 gange om året, boede mere i lufthavne end sin lejlighed, havde diamantkort ved SAS og kamerarullen var fyldt med billeder af flyvinger, som han stolt delte på sine sociale medier.
- Det var sejt at være så berejst, og det blev virkelig til en identitet at være forbundet med lufthavne, fly, lounges og de her ting, siger han til TV 2 Kosmopol.
I dag er de mange billeder et minde blot.
Det er nemlig seks år siden, at Rasmus Lythcke sidst har siddet i et fly.
Foto: Nynne Frost Andersen / TV 2 Kosmopol
Levede luksusliv i Asien
Rasmus Lythcke fik en tidlig debut på arbejdsmarkedet.
Efter gymnasiet fik han job i et rejsebureau, hvor han skulle sende flest mulige chartergæster afsted med fly om sommeren, og det samme afsted til alperne i Frankrig om vinteren.
Det blev startskuddet på mange år i turismebranchen, som endte på det føromtalte hovedkontor i Schweiz.
Men da hovedkontoret for seks år siden skulle flyttes til Holland, gik det op for Rasmus, at han ikke havde lyst til at flytte med.
Efter et årti med turisme skulle der ske noget nyt.
Han følte, at der var vis forventning om, at han tog en uddannelse eller kravlede endnu længere op af den karrierestige, han allerede var trådt op på.
Men Rasmus var ikke i tvivl - nu var det hans tur til at leve det fede og luksuriøse rejsebloggerliv, han havde set andre dele på sociale medier.
Inden han havde set sig om, havde han og kæresten købt en envejsbillet til Sydøstasien, og snart levede de da også i fem-stjernet luksus med private villaer, guldbelagte pools, og kokke, der stod og lavede mad ved poolen.
Folk var endda ret hurtigt begyndt at følge med på hans nye rejseblog 'The Travel Book'.
- Dengang var det ret unormalt, at man ikke fortsatte på en uddannelse eller gik karrievejen, og det var måske også grunden til, at der kom lidt mere opmærksomhed, og folk begyndte at følge med på The Travel Book, siger han.
Selv TV 2 viste interesse for hans nye rejseprojekt.
Han udlevede altså på kort tid den ultimative rejsedrøm, og hans nye liv som rejseblogger var en kæmpe succes. Eller det troede han i hvert fald...
TV 2-historie blev vendepunktet
I forbindelse med et TV 2-indslag om hans rejseeventyr oplevede Rasmus Lythcke en øget eksponering.
Det betød, at han i højere grad, blev konfronteret med, at den måde han rejste på, ikke var specielt hensigtsmæssig - hverken i forhold til transport eller hvordan han var turist i det land, han besøgte.
Den store rejsebloggerdrøm begyndte langsomt at krakelere:
- Det gik op for mig, at jeg skulle kunne stå på mål for de ting, jeg snakkede om, og at jeg heller ikke bidrog til det lokalsamfund, der var:
- I stedet sad der en masse mennesker i vesten og tjente penge på, at lokalsamfundet skulle løbe hurtigere, for at leve op til de standarder og services, vi som turister krævede.
Den nye erkendelse resulterede i en drastisk beslutning for den unge globetrotter.
Rasmus Lythcke fløj nemlig kort efter hjem fra drømmerejsen i Sydøstasien, og det blev sidste gang, han satte sig i et fly.
Det blev dog ikke slutningen på drømmen om at leve fuld tid som rejseblogger - tværtimod.
Aktivt og stigende fravalg
Rasmus Lythcke er langt fra den eneste, der har revurderet sine rejsevaner i de senere år.
Flere og flere skærer nemlig flyrejserne ud af privatforbruget og tilvælger en mere klimavenlig transportform som togrejser, vurderer eksperter.
- Der er ingen tvivl om, at det er en stigende tendens, og at folk bliver mere og mere interesserede i togrejser som et alternativ til flyrejsen, sagde Malene Freudendal-Pedersen, der er professor på Aalborg Universitet og forsker i mobilitet, da TV 2 Kosmopol dækkede hovedstadsborgernes rejsevaner i sommerferien.
Det er især hos den yngre generation, men også hos ældre i pensionsalderen, at man er villig til at gå på kompromis med tid, penge og muligvis bekvemmelighed i bæredygtighedens navn, vurderer hun.
Samtidig viste en stor, international undersøgelse sidste år, at unge i syv vesteuropæiske lande – herunder Danmark - er mere villige til at lave store livsstilsændringer for klimaets skyld end ældre generationer.
Unge er mere villige til at lave livsstilsændringer for klimaet
De unge er mere villige til at lave store livsstilsændringer for klimaets skyld end ældre generationer.
Det viste en undersøgelse foretaget af analysefirmaet YouGov for den britiske avis The Guardian i oktober måned sidste år.
Her personer i forskellige aldersgrupper i Storbritannien, Danmark, Frankrig, Tyskland, Italien, Spanien og Sverige blevet spurgt om, hvilke tiltag de er villige til at tage for at modvirke klimaforandringerne.
Undersøgelsen viser, at det særligt er de unge generationer, der er villige til at tage drastiske skridt i eget liv for at bakke op om tiltag for at bekæmpe klimakrisen.
En stor andel i aldersgrupperne 18-24 samt 25-34 år, at de er villige til at få færre børn, villige til at undgå at køre bil samt lade være med at flyve og spise kød for at bidrage til klimakampen.
Kilde: YouGov for The Guardian samt TV 2
Selvom flere og flere tager i dag tager stilling til, hvordan de kan rejse på mere grønt, er flyrejserne stadig ekstremt tillokkende for mange.
Det viser blandt andet passagertal fra Københavns Lufthavn, da der i efterårsferien blev sat ny rekord i antallet af flypassagerer.
Drop de "ligegyldige" charterrejser
De nye rekorder fra efterårsferien skræmmer rejseblogger Rasmus Lythcke, men han tror stadig på, at det er muligt, at danskerne kan lære at ændre deres rejsevaner.
- Mit liv var så baseret på, at det (flyrejser red.) var hovedelementet i, hvad en god ferie var. Hvis jeg har kunnet skifte det ud, så giver det absolut ingen mening, at folk har forklaringer på, hvorfor de ikke kan droppe deres flyrejser, siger han.
Efter hans personlige åbenbaring for seks år siden, har han nu dedikeret sin rejseblog 'The Travel Book' til at oplyse om og inspirere folk til, hvordan man kan rejse langt mere grønt og hensynsfuldt, uden at gå på kompromis med en god og luksuriøs ferie.
Selv startede han sin vej mod et grønnere rejseliv med et simpelt regelsæt:
Han måtte maksimalt flyve én gang om året, og han skulle overnatte på miljøcertificerede hoteller, og så skulle han støtte lokalsamfundet og arbejde med virksomheder, som udelukkende havde de samme visioner og missioner, som ham selv.
Men snart opdagede han, at han ikke engang behøvede den ene årlige flyvetur, han gavmildt havde givet sig selv til en start:
- Kunne jeg godt have fløjet én enkelt gang til nogle destinationer? Ja, det havde jo ikke gjort den helt store forskel, men jeg vil utrolig gerne vise, at det er muligt, at man kan andre ting. Og jeg håber, at der er andre, der har lyst til og mulighed for, at gå lidt på kompromis med, hvad, man lige nu tror, er en oplagt ferie, og i stedet for prøve at kigge på nogle alternativer, siger han til TV 2 Kosmopol.
Rasmus Lythcke, håber at han med sin historie og The Travel Book, kan medvirke til at flere vil genoverveje om, de kan erstatte bare nogle af deres flyrejser, med noget andet.
- Jeg er ikke ude på at pege fingre eller udskamme dem, som sætter sig ind i en flyvemaskine og tager afsted. Jeg har sat et større aftryk, end de fleste familier formentlig kommer til at gøre. Det handler for mig om, at alle bliver mere bevidste om hvilken måde, de rejser på, siger han til TV 2 Kosmopol.
Han mener desuden, at alle mennesker skal have lov til at opleve verdenen minimum én gang.
Problemet ligger ikke ved de unge, der tager ud på en større dannelsesrejse, eller dem, der rejser ud med et vigtigt formål og gør en forskel, forklarer han.
Det er de kortere og "ligegyldige" rejser, vi skal af med.
- Det er de 100.000 flere, der flyver til Mallorca i en efterårsferie, og dem, der flyver til New York for at købe julegaver. Det er de flyvninger, vi skal af med. Det er alt det, hvor det er ligegyldigt, siger han til TV 2 Kosmopol.
Og så handler det i følge Rasmus Lythcke også om, at vi skal have ændret billedet af, hvad en god og deleværdig ferie er.
- Jeg tror, at det, der skal til for at ændre noget, det er at vi ændrer vores mindset. At vi i stedet for at se en bountystrand i Sydøstasien som det fede, som vi gerne vil dele, kan være lige så stolte af at sætte sig ned på den lokale restaurant og spise smørrebrød eller tage til Sverige i et sommerhus, siger han til Tv2 Kosmopol.
Rasmus vil ikke udelukke, at han kommer til at flyve igen en dag, men han forventer i så fald ikke, at det bliver ikke før, man har opfundet en langt mere klimavenlig form for flyvning.