”Jeg føler et ansvar”: Tara er jøde og demonstrerer for palæstinensere
Siden oktober sidste år har jødiske Tara Adler gået på gaden for palæstinensernes rettigheder. Hun føler nemlig, i kraft af sit jødiske ophav, et særligt ansvar.
”Jøder imod et besat Palæstina”.
Ordene står skrevet med store røde bogstaver på et af de mange skilte, der står rundt omkring i Tara Adlers lejlighed på Nørrebro. På en reol ligger en megafon med et ”Free Palestine”-klistermærke.
Genstande, der fortæller en historie om Taras liv de seneste mange måneder, hvor hun har deltaget i adskillige propalæstinensiske demonstrationer i København – sammen med en gruppe af danske jøder som hende selv.
- Mit liv er fuldkommen ændret det seneste halve år. Jeg er gået ind i det her med alt jeg har, fortæller Tara Adler til TV 2 Kosmopol.
Hendes egen familiehistorie spiller en stor rolle i, hvorfor hun føler, det er nødvendigt at engagere sig.
Om videoen
Tara Adler bruger i videoen ordet folkedrab til at beskrive Israels krigshandlinger. Det har vi ladet stå, selv om det endnu ikke er afgjort ved Den Internationale Domstol. En ny FN-rapport konkluderer dog, at der er "rimelig mistanke om, at Israel har begået folkedrabslignende handlinger i Gaza" - en rapport, hvis konklusioner Israel har afvist som "skandaløse", skriver DR. Den type sager kan tage år at afgøre. I skrivende stund meldes mere end 32.000 palæstinensere dræbt, herunder 13.000 børn, ifølge sundhedsministeriet i Gaza.
Vokset op med historier om koncentrationslejre
På væggene i lejligheden hænger flere sort-hvide billeder af Tara Adlers jødiske familie.
Det er billeder af unge og smilende mennesker. Billeder taget i slutningen af 1930’erne. Billeder af Tara Adlers bedste- og oldeforældre. Forfædre, hvis historie har været med til at præge Tara Adlers syn på sine medmennesker.
Men det er også en historie, der har været medvirkende til, at hun siden oktober sidste år, sammen med flere andre danske jøder, har demonstreret for, at palæstinenserne i Gaza ikke skal lide samme skæbne som hendes forfædre.
- Jeg er vokset op med historier om, hvordan min familie gradvist blev mere og mere dehumaniseret, indtil de til sidst endte i koncentrationslejrene. Derfor føler jeg et ansvar for at leve op til det, som jeg tror min familie ville have kæmpet for, fortæller 36-årige Tara Adler.
Hun har ikke bånd til Israel, men stammer fra en jødisk familie, der efter anden verdenskrig flygtede til USA.
Tema: Sådan påvirker krigen i Gaza os
Krigen i Gaza har varet i snart seks måneder - og selvom det er en krig langt væk, har den i høj grad også påvirket mange mennesker i hovedstaden.
I en række artikler sætter vi fokus på de aftryk, krigen sætter i vores sendeområde.
Hendes mor flyttede senere til Danmark, hvor hun forelskede sig i Tara Adlers tyske far. Han var aldrig var bange for at tale med sin nye familie om deres oplevelser under krigen. Om dehumaniseringen, forfølgelsen og koncentrationslejrene. Om den smerte som hans landsmænd havde påført det jødiske folk.
- Det var faktisk ham, der fik dem til at åbne op om det. Jeg tror blandt andet, det er derfor, jeg kan rumme, at der er mange komplekse aspekter i, hvordan vi oplever konflikten og samtidig holde fast i, at det, der foregår i Gaza, er dybt umenneskeligt, og vi skal gøre alt, hvad vi kan for at stoppe det, siger Tara Adler.
(Artiklen fortsætter efter boksen)
Er ikke bange for at stå med et skilt, hvor der jøde på
På samme måde som konflikten er kompleks, så er de forskellige gruppers syn på den det også, fortæller hun. Netop derfor har hun valgt at tydeliggøre sin jødiske identitet, når hun deltager i demonstrationerne.
- Det er vigtigt for mig at vise, at der er mange forskellige perspektiver på situationen i de jødiske miljøer. Den Israelske stat repræsenterer ikke hele det jødiske folk, og det er ikke i sig selv antisemitisk at kritisere dens handlinger, fortæller Tara Adler.
Derfor har hun også fundet stor glæde i det jødiske fællesskab, der sammen deltager i de mange demonstrationer:
- Da det blev klart for mig, at der var andre med jødisk baggrund, der havde samme behov, og som havde malet store skilte, kunne jeg finde et fællesskab. Så jeg har faktisk fået et større jødisk fællesskab efter den 7. oktober, fordi mange af os har brug for at sige fra og har brug for at bearbejde de komplekse følelser, der er.
Smuk oplevelse at være til demonstration
Der har, efter krigen mellem Israel og Hamas brød ud, været flere historier i medierne om antisemitisme.
Tilbage i november kunne Berlingske eksempelvis fortælle, at der var blevet hængt plakater op på Grøndal station med teksten ”Jøder er en af de mest beskidte folk de forbandede folk”.
Tara Adler føler dog ikke, at hun er blevet mødt af fordomme eller fordømmelse som følge af krigen.
- Jeg har ikke haft noget behov for at lægge skjul på, hvem jeg er, eller at jeg har en jødisk identitet. Tværtimod føler jeg, at jeg bliver mødt med varme, siger hun.
Hun fortæller, at både venner og kollegaer viser en fornyet interesse i hendes religiøse identitet.
Ligeledes oplever hun også mange positive reaktioner når hun, sammen med flere andre danske jøder, går med i demonstrationerne.
- Det har nok været nogle af mine smukkeste oplevelser i Danmark at være med til de her demonstranter. Jeg oplever en stor taknemmelighed for, at vi står frem, fortæller hun.
Jeg har lært København at kende på ny
Det sidste halve år har dog ikke kun givet Tara Adler et nyt stort netværk.
- Jeg føler, jeg har lært en helt ny side af København at kende. Jeg havde nok ikke forventet, at byen ville være frontløber på de her propalæstinensiske demonstrationer, siger hun.
Hun oplever, at flere andre europæiske aktivister beundrer den mobilisering, der er blevet mønstret i den danske hovedstad. En hovedstad som flere steder er præget af ”Free Palestine”-klistermærker, plakater for Palæstina-demonstrationer, og hvor der hænger palæstinensiske flag i folks vinduer.
- Det har været rørende at se, hvor bred en gruppe af københavnere der kommer og støtter op om de her demonstrationer. Det er folk med alle mulige baggrunde. Det får mig til at føle mig stolt af byen, siger hun.
Hun håber, den propalæstinensiske bevægelse holder ved. Hun har i hvert fald ikke tænkt sig at indstille kampen, for hun ved, at forandring tager tid.
- Der er ikke nogen af de forandringer, vi kæmper for, der kommer til at ske hurtigt. Det ville være nemt bare at give op og sige, at det ikke virkede. Men det er også naivt at tro, vi kan forandre noget som helst, hvis vi stopper. Så jeg bliver ved at demonstrere.