Julian vil hjælpe andre i ventesorg: "Jeg skammer mig over, at jeg ønsker min mor død"
Julian Holberg skammede sig over at ønske sin demenssyge mor død. Nu håber han, at han kan hjælpe andre med at komme skammen til livs.
Artiklen blev udgivet i juni 2023.
- Det har været svært for mig at acceptere, at min mor er død, selvom hun lever.
Sådan beskriver Julian Holberg den sorg, han føler over sin mors demenssygdom.
En sorg, der for ham har været forbundet med en del skam. For hvordan kan man nå dertil, hvor man rent faktisk ønsker sin mor død?
- Sygdommen har spist så meget af min mor, at der ikke er så meget tilbage af hende. Så nu er det bare Alzheimers og mig. Og så noget, der ligner min mor, men som ikke er min mor. Det er ikke min mor, der går på den gang på plejehjemmet, forklarer han om den helt særlige følelse, der knytter sig til at vente på, at nogen dør, mens de forsvinder mere og mere.
For Julian Holberg gjorde det en forskel at lære ventesorgen at kende. Og han håber nu, at han kan udbrede kendskabet til de mange følelser, ventesorgen indebærer. For at andre ikke skal føle sig så alene, som han selv har gjort.
- Der er så mange følelser, og der er ikke nogen opskrift på, hvad man skal føle, eller hvad man ikke skal føle, understreger han.
- Og det er derfor, jeg er med til at udbrede budskabet om det at miste en forælder til demens. For at andre ikke skal føle sig alene eller mærkelige i den ventesorg, de sidder med.
Ventesorg – når du venter på at miste
Ventesorg er den sorg, man kan opleve, mens man venter på at miste en, der er alvorligt syg eller døende. Ventesorg kan også indbefatte sorg over de forandringer, der kan ske hos et menneske, som har en demenssygdom eller anden alvorlig sygdom.
Det er ikke usædvanligt at opleve følelsen af tab flere gange, hvis der er tale om et langvarigt sygdomsforløb, hvor den syge løbende får det dårligere.
Ventesorg kommer og går. Den følger ikke faste stadier, og enhver sorg er sin egen.
Tristhed, savn, ensomhed, opgivelse, vrede, angst og skam er følelser, der kan opstå ved ventesorg. Samtidig kan der også opstå positive følelser som glæde og taknemmelighed over de stunder, som I har og har haft sammen.
Sorg er ofte forbundet med modsatrettede følelser, som kan være svære at forstå – men som er naturlige og helt normale.
Kilde: Ældresagen
Du kan møde Julian i videoen øverst i artiklen.