Klager om for høj musik i lejligheder og parker vælter ind i hovedstadsområdet
Ved gentagne klager kan politiet beslaglægge musikanlægget eller udskrive en bøde, fortæller vagtchef.
På en sommernat, hvor temperaturen ikke er nået under 15 grader, og der ikke nødvendigvis er et arbejde, der kalder næste dag, kan det være fristende at lade alkoholindtaget og musikken fortsætte til langt ud på natten.
Det lader i hvert fald til at være tilfældet i hovedstadsområdets fire politikredse efter denne weekend.
I København har politiet fra lørdag eftermiddag frem til søndag ved 02.30-tiden modtaget cirka 60 anmeldelser om musik til ulempe.
Det fortæller vagtchef ved Københavns Politi Dyre Sønnicksen.
- Klagerne handler både om naboer, der holder fest med åbne vinduer, og folk, der sidder i offentlige parker og hører musik på deres ghettoblastere, siger han til Ritzau.
- Vi får også en del henvendelser om folk, der sidder i deres både nede i havnene og hører musik. Og nede ved vandet rejser lyden jo altså lidt længere, tilføjer han.
Et forsigtigt slag på tasken fra vagtchefen lyder, at cirka halvdelen af klagerne kommer fra private naboer, mens den anden halvdel drejer sig om støjgener i det offentlige rum.
- Når det er private boliger, forsøger vi at henvise til husreglementerne og det gode naboskab. Men hvis det er en lejlighed, der bliver klaget over flere gange, så kører vi derud og taler med dem og beder dem om at skrue ned, siger han.
Ifølge vagtchefen skruer de fleste som regel ned for musikken, når politiet kommer og banker på døren.
- I yderste konsekvens kan vi beslaglægge musikanlægget eller udskrive en bøde, siger han.
Klagerne kommer i aften- og nattetimerne
Billedet fra de københavnske aftenfester er genkendeligt i Nordsjællands Politikreds.
Her har politikredsen modtaget 20 anmeldelser fra lørdag til søndag om det, man i politisprog kalder "musik til ulempe".
- Det er jo naturligt, at vi får flere anmeldelser om støj i løbet af sommeren, så det er ikke usædvanligt. Men det er mere end på en gennemsnitlig dag, siger vagtchef Christian Marcussen til TV 2 Kosmopol.
Også i Midt- og Vestsjællands Politi har der været musik til festen i sommernatten.
Fra fredag til og med søndag formiddag er der løbet 22 anmeldelser ind
- Nogle anmeldelserne har at gøre med sommervarme, og nogle af dem har ikke. Det ligger i aftentimerne, men nogle er meget tidligt på aftenen, siger vagtchef Emil Grønning til TV 2 Kosmopol og uddyber:
- Det er flere end normalt.
I Københavns Vestegns Politi genkender man problemet, men har ikke præcise tal på, hvor mange anmeldelser om støj, der har været denne weekend.
FAKTA: For høj musik i haven kan give bøde
Det kan straffes med bøde at spille musik, der er til væsentlig ulempe for naboerne. Det betyder, at det er forbudt at spille så høj musik i haven, at det generer naboerne.
Om musik i haven er til gene afhænger blandt andet af tidspunktet. Der er forskel på at spille musik om eftermiddagen og midt om natten.
Ofte vil politiet starte med at give en advarsel og opfordre til, at musikken bliver skruet ned. Men kommer der gentagne klager, kan politiet udskrive en bøde eller beslaglægge musikanlægget.
Politiet kan også forbyde brug af højttalere, musikanlæg, musikinstrumenter eller lignende, når benyttelsen må antages at være til væsentlig ulempe for de omkringboende eller forbipasserende.
Kilder: Bolius og Ordensbekendtgørelsen.
/ritzau/