Knap 108 millioner rejste med i 2022: Nu viser rapport, at luftforureningen i metroen er byens højeste
Luftforureningen i den københavnske metro er nogle steder næsten 20 gange større end på H.C. Andersens Boulevard, der fører forbi Rådhuspladsen.
En tur med den københavnske metro er for mange i hovedstadsområdet en del af hverdagens pulserende rytme.
Hvad, de færreste af os måske er klar over, er, hvilken luft vi indånder, når vi bevæger os ned i metrodybet eller sætter os i Cityringen.
Det viser nye målinger, som forskere fra Kemisk Institut på Københavns Universitet har lavet i samarbejde med Aarhus Universitet har foretaget, til gengæld.
Og det er ikke opløftende nyt.
Faktisk er luftforureningen nogle steder i den københavnske metro nemlig næsten 20 gange større end på den tæt befærdede H.C. Andersens Boulevard, der fører forbi Rådhuspladsen i indre København.
- Vores målinger viser, at metroen formentlig er et af de steder i Københavns offentlige rum, hvor man er udsat for den mest koncentrerede luftforurening. Hvis man bruger metroen meget eller arbejder der, kan det have betydning for ens sundhed.
- Det kan meget vel være den største enkeltstående kilde til luftforurening, som man er udsat for i løbet af et år. Derfor bør der iværksættes tiltag, der får koncentrationen af partikler et godt stykke ned, siger professor Matthew S. Johnson fra Kemisk Institut, der har ledet undersøgelsen, i en pressemeddelelse fra Københavns Universitet.
Ingen grund til panik - lige nu
I alt udgøres 88 procent af de partikler, som forskerne har kunnet identificere i deres analyse, fra jernpartikler.
Partiklerne stammer fra skinnerne samt togenes hjul og bremser, der afgiver partiker på grund af friktion fra kørsel og opbremsning.
Jernpartiklerne er så små, at de uden problemer kan trænge igennem lungevæv og direkte ind i blodet. Derfor er de ifølge WHO, på lige fod med andre små partikler, sundhedsskadelige for mennesker.
Men selvom tallene kan virke voldsomme, så skal vi ikke gå i panik.
Spørger man Hugo S. Russell, som er Ph.D. fra Aarhus Universitet og også står bag undersøgelsen, så skal man som forbruger ikke være bange, så længe man har et godt helbred.
- Det er ikke farligt, hvis man bruger metroen på et almindeligt niveau. Vi bliver eksponeret for disse partikler alle steder. Så for den gennemsnitlige passagerer med et godt helbred er det ikke det store problem, siger han til TV 2 Kosmopol.
Han vurderer dog, at luftforureningen i værste tilfælde kan give åndenød og irriterede luftveje på kort sigt, mens konsekvenserne på længere sigt kan blive hjerte- og lungesygdomme.
- For det almindelige person vil det ikke have den store indvirkning lige nu. Jeg bruger forsat selv metroen. Man behøver ikke at bruge en maske eller rejse mindre, siger forskeren.
Ventilation kan mindske forureningen
Problemer med høj luftforurening i metrosystemer er ifølge forskerne ikke noget nyt fænomen.
Man har tidligere konstateret lignende problemer i blandt andet London, Paris, Stockholm, Barcelona, Seoul og Toronto.
Ifølge forskerne har løsningerne her primært været at øge ventilation af luften.
Den københavnske metro har ventilationsskakte tiltænkt brande og lignende, men de er ikke i brug i dag.
Forskerne vurderer derfor, at man ved at tage den i brug kan nedbringe koncentrationen af partikler betydeligt i den københavnske metro.
- Hvis man havde den tændt hele tiden, ville vi formentlig kunne reducere forureningen signifikant, siger Hugo S. Russell til TV 2 Kosmopol.
Jakob Keinicke, der er afdelingschef i Metroselskabet, oplyser til Politiken, at forslagene skal undersøges.
- Men der er intet quickfix. Store sikkerhedskrav gør, at selv en ændret brug af luftkanaler skal godkendes af myndighederne. Det, vi kan gøre nu, er at lave en ekstraordinær vask af hele systemet, så det er sat i værk, siger han til avisen.