Kulturministeren har sendt et brev til Netflix – "Emily in Copenhagen" kan blive en realitet
Det er afgørende, at danske lokationer er fremtrædende i produktionerne, hvis det skal have en effekt på turismen, mener professor.
Kulturminister Jakob Engel-Schmidt har sendt et brev til Netflix' administrerende direktør, Ted Sarandos. I brevet opfordrer han Sarandos til at overveje København som scene til den næste sæson af Netflix-serien 'Emily in Paris'.
Han skriver blandt andet, at han gerne vil foreslå et møde, hvor de kan diskutere Danmark – eller mere specifikt København som lokation for den næste sæson af tv-serien.
- Det handler om, at "Emily in Paris" er en serie, der for rigtig mange millioner mennesker har åbnet øjnene for fransk kultur og for Paris, siger han til TV 2.
Derfor mener kulturministeren også, at en optagelse til tv-serien i København kan tiltrække en masse turister.
125 millioner kroner
Ifølge Jon Sunbo, der er professor på Center for Turisme på Roskilde Universitet, så kan det meget vel have en effekt, hvis en ny sæson med hovedrollen Emily bliver filmet i Danmarks hovedstad.
- Vi har set fra udlandet, hvor man har optaget nogle markante film eller serier, at det har genereret en hel del turisme årene efter. Men det kommer selvfølgelig an på, hvor fremtrædende byen er i serien, fortæller Jon Sundbo til TV 2.
Det er ikke kun Netflix, som kulturministeren har skrevet et brev til. Han har også skrevet til andre store streamingtjenester, herunder Disney+, Sky Showtime, Amazon Prime, Viaplay og Max.
I brevet lokker Jakob Engel-Schmidt med de 125 millioner kroner, som regeringen tidligere på ugen afsatte til en produktionsrabat for filmbranchen. Det betyder, at en del af produktionsomkostningerne kan blive refunderet, hvis produktionsselskaberne vælger Danmark som placering til deres film eller serier.
- Det betyder ikke kun noget for dansk kultur, men også for turismen, siger Jakob Engel-Schmidt.
Spørg Os
Klik og stem på ugens udvalgte spørgsmål her +_
En fremtrædende lokation
Ifølge Jon Sundbo er produktionsrabatten en god måde at få film- og tv-produktioner til Danmark og dermed nogle tilhørende turister. Han mener dog, at det kommer an på, hvilke optagelser der er tale om.
- Det er ikke et spørgsmål om, hvor det er, men hvor fremtrædende lokationen er. Det er klart, at hvis du lejer et filmstudie i Valby og filmer hele filmen der, så er det ligemeget.
Han mener også, at et sæson af "Emily In Copenhagen" vil få en effekt på turismen i nogle år.
- Men så skal man sikre sig, at København spiller en væsentlig rolle i serien, forklarer han.
Intet svar
I tv-serien flytter den unge amerikaner Emily, der bliver spillet af Lily Collins, til Paris for at arbejde i et fransk marketingselskab.
Den fjerde sæson af tv-serien udkom i august 2024, og blev streamet af næsten 20 millioner seere de første fire dage, skriver Variety.
Kulturministeren har endnu ikke fået svar fra Ted Sarandos. Men han mener, at det er en fordel, at hovedrollen i serien, Lily Collins, allerede har bosat sig i Danmark.
Med sine 29 millioner følgere deler hun på det sociale medie Instagram, at hun cykler langs søerne i København eller er til landskamp iført den røde og hvide landsholdstrøje.
- Serien er så succesfuld, at de interesserede turister flokkes til de lokationer, der bliver vist i serien (..) Så hvad ville der være i vejen med, at vi lige slog et slag for, at en af de mest populære serier i vores tid lægger vejen forbi København, siger Jakob Engel-Schmidt.