Otte år blandt Københavns udsatte: - Man kan se på hende, at hun bare siger ”hjælp mig”
For otte år siden begyndte Sociolancen at køre i Københavns gader. René Pedersen har været med fra begyndelsen.
Foto: Morten Raarup/TV 2 Kosmopol
Siden 2015 har man i Københavns Kommune kunne få sendt Sociolancen ud, når man ringer 112.
Et køretøj, der hjælper socialt udsatte ved både at tilbyde social- og sundhedsfaglig hjælp.
René Pedersen er socialfagligmedarbejder i Sociolancen, og han har været med siden begyndelsen. I løbet af de seneste otte år har han haft oplevelser, der efterfølgende har sat sig i ham.
Én af de oplevelser var, da han med sin kollega blev sendt ud til Mændenes Hjem. Her mødte de en 20-årig, psykisk udfordret ung kvinde, der oplevede nervesmerter.
- Hun havde det skidt. Vi skulle have hende fjernet og have hende ud i bilen. Man kunne se på hende, at hun bare sagde ”hjælp mig”. Hun trak sin sweater til side, og hun havde stikmærker hele vejen ned ad halsen, siger René Pedersen til TV 2 Kosmopol og fortsætter:
- Jeg tænkte "for pokker, du er 20 år gammel. Hvad skal der ske?"
Det lykkes ikke altid at hjælpe
René Pedersen spurgte efter hendes CPR-nummer, men det navn, hun tidligere havde givet René Pedersen, var ikke det, der dukkede op i systemet, da han søgte på CPR-nummeret.
Den unge kvinde gav efterfølgende sit sundhedskort til René Pedersen, og det stemte overens med det, han havde slået op.
(Artiklen fortsætter efter faktaboksen.)
Hvad er Sociolancen?
Sociolancen er et køretøj, der både har en socialfagligmedarbejder og en sundhedsfagligmedarbejder, som kan hjælpe socialt udsatte borgere.
Den er ikke en erstatning for en ambulance, men den er et supplement i situationer, hvor det kan være svært at vurdere, hvad borgeren har behov for.
Sociolancen tilkaldes ved at kontakte 112, hvor det vil blive vurderet, om det er Sociolancen, der skal sendes ud.
Sociolancen kan afdække, om socialt udsatte borgere har behov for sundhedsfaglig eller socialfaglig hjælp.
Den kører i Københavns Kommune hver dag mellem 11.00 og 23-00.
- Hun kiggede på mig og sagde ”her inde i gaden, er der ingen, der ved, hvad jeg hedder rigtigt. Når jeg kommer i behandling, og jeg ikke skal være stofbruger, og jeg skal have en familie, så tager jeg mit rigtige navn, og så er der ingen, der ved, hvem jeg har været.”
Den unge kvinde blev kørt på hospitalet.
Tre måneder senere fik René Pedersen fortalt, at den 20-årige havde taget en overdosis og var død.
- Det satte sig i mig. Vi kunne ikke hjælpe hende. Jeg tror alle omkring, rigtig gerne ville hjælpe den her unge kvinde. Det lykkedes ikke, siger René Pedersen.
(Artiklen fortsætter efter boksen.)
Afhængig af at omverden reagerer
En anden oplevelse, der stadig fylder noget for René Pedersen, var, da en kioskejer ringede efter hjælp til en psykisk syg og påvirket mand.
Kioskejeren havde hver dag set en forhutlet mand komme ind i kiosken for at købe alkohol. Han blev bekymret for manden, der så værre og værre ud, for hver gang han besøgte kiosken.
- En aften, da manden forlod kiosken, fulgte kioskejeren efter ham. Han fulgte efter ham hen til opgangen, hvor han boede, og ventede på gaden, indtil han kunne se, at der blev tændt lys, så han kunne se, hvilken dør han gik ind ad. Efterfølgende går han tilbage og ringer 112, fortæller René Pedersen.
(Artiklen fortsætter efter billedet.)
Da Sociolancen nåede frem, mødte de manden i en enormt rodet lejlighed. De fik en snak med manden, som var psykisk dårlig.
- Der var ikke nogen, der kiggede efter ham. Han havde ikke kontakt med egen læge, familie eller nogen som helst. Han sad fuldkommen isoleret og psykisk syg i den her lejlighed, siger René Pedersen.
De fik tilknyttet manden en støttekontaktperson. Manden kom på et psykiatrisk hospital og efterfølgende et botilbud.
- Sidste sommer mødte jeg ham på gaden, og han kunne kende mig. Han sagde selv, ”det var dig, der var ude ved mig!” Og han fortalte mig, at han ikke drak længere, siger René Pedersen og fortsætter:
- Det er en kæmpe, kæmpe succeshistorie. Tingene lykkedes her. Manden fik et helt andet liv. Og så er det en succeshistorie, fordi en kioskejer ringer ind. Vi er afhængige af, at vores omverden reagerer, når noget ser forkert ud.
Gennem fire programmer kan du komme helt tæt på Sociolancens arbejde, når de rykker ud for at hjælpe nogle af de mest svage og sårbare mennesker i København. Du kan se hele serien herunder.
(Artiklen fortsætter efter boksen.)
Man skal huske at passe på sig selv
Det er ikke et nemt job, som René Pedersen har, og når han møder mennesker i udsatte situationer, er det vigtigt ikke at tage oplevelser med hjem.
- Man er jo på vagt med en makker. Vi kender hinanden godt, og vi taler meget om det. Man skal ikke spille supermand, hvis der er noget, der påvirker en, siger René Pedersen.
Han siger, at han er blevet god til at klappe sig selv og sin makker på skulderen efter en 12-timers vagt og sige "godt gået". Man skal ikke bare sige det, men også tro på det, fortæller han.
- Man skal hjem, og så skal man passe på sig selv. Jeg har set mange, der ikke kan sove om natten, og det går ikke. Vi har også mulighed for supervision og debriefing, og vi kan også få psykologhjælp, så der bliver også passet på os. Men jeg synes, vi er gode til at passe på os selv, siger René Pedersen.
Sammen med en paramediciner kom René Pedersen i 2013 på idéen om et køretøj, der både kunne tilbyde socialfaglig og sundhedsfaglig hjælp.
- Det giver super, super god mening. Hver dag er vi med til at hjælpe medborgere videre. Det sker ikke fra det ene øjeblik til det andet, og det kan tage mange forsøg, men vi gør en kæmpe forskel, siger René Pedersen.
Halvdelen af sin tid er han støttekontaktperson i Københavns Kommune, og den anden halvdel kører han med Sociolancen.
Se første afsnit af serien om Sociolancen her:
