Overborgmester vil forbyde brændeovne: - De er hyggelige, men unødvendige
I en by med klimavenlig fjernvarme er der ingen grund til at finde sig i partikler fra brændeovne, mener Frank Jensen.
Den hyggelige tid foran en knitrende brændeovn i en opvarmet stue, mens sneen daler uden for vinduet, kan muligvis snart være fortid.
I hvert fald hvis det står til Københavns overborgmester. Frank Jensen (S) vil nemlig have et stop for flere brændeovne i København og vil have udfaset gamle ovne.
Det skriver Københavns Kommune i en pressemeddelelse.
- Brændeovne er hyggelige – men de er ikke nødvendige i en by som København, hvor 99 proent af alle ejendomme har klimavenlig fjernvarme, siger Frank Jensen.
Der er i alt cirka 16.000 brændeovne i København, næsten alle sammen i boliger, der i forvejen har klimavenlig fjernvarme. Brændeovnene sviner i fyringssæsonen mere end den samlede biltrafik gør på et helt år og er hovedkilde til partikelforurening i luften, skriver Københavns Kommune.
- Brændeovnene er den største kilde til sundhedsskadelige partikler. Hvis vi skrottede alle brændeovne i København, ville det have større virkning på sundheden, end hvis vi fjernede al trafik på vejene, siger Frank Jensen.
Skrotordning skal ændres
Derfor foreslår overborgmesteren, at alle landets kommuner skal have lov til at forbyde nyopsætning af brændeovne i bygninger, der allerede har klimavenlig varmeforsyning. På den måde forhindrer man, at der kommer nye brændeovne til i områder, der er belastet af røg og partikler.
Samtidig foreslår Frank Jensen, at ændre den eksisternede skrotningspræmie, som belønner de, der udskifter deres gamle brændeovn med en ny. Den skal udvides til at dække mange flere ovne end i dag, hvor den skrottede brændeovn skal være fra før 1995. Her vil Frank Jensen trække linjen, så man vil kunne få tilskud til at skrotte en brændeovn, der for eksempel er fra før 2005.
Samtidig skal prømiebeløbet sættes betragteligt i vejret fra de nuværende 2.000 kroner til cirka 5.000 kroner.
Til gengæld klapper fælden for de boligejere, som tager imod præmien. Der skal nemlig kun udbetales penge til dem, som helt dropper at have brændeovn, og ikke være muligt at sætte en ny ovn op efterfølgende.
- Jeg tager ikke brændeovnen fra nogen. Men jeg vil gerne gøre det rigtigt attraktivt at skille sig af med ovnen, og jeg vil gerne sikre, at der ikke kommer nye brændeovne til, siger Frank Jensen.
København i front
Skrotningsordningen for brændeovne blev genindført af den forhenværende VLAK-regering og åbnede i februar. Da TV 2 Lorry i april lavede en optælling over hvor mange boligejere, der på daværende tidspunkt havde gjort brug ordningen i Lorryland, var København i front som den kommune i hele landet, der havde skrottet flest ovne.
123 boligejere havde indtil da valgt at fyre brændeovnen. I hele Lorryland var der tale om 786 husstande som havde valgt at skille sig af med deres gamle brændeovn.
Der er afsat 42 millioner kroner til ordningen, som løber til udgangen af 2020, eller til puljen er tom. Skrotningsordningen fungerer efter først-til-mølle-princippet.
Frank Jensens forslag
Kommunen skal have lov til at nedlægge forbud mod nyetablering af brændeovne i ejendomme, der har fjernvarme
Skrotpræmien skal ændres, så den kun udbetales til folk, der dropper deres brændeovn - og ikke som i dag, hvor du kan få tilskud, hvis du udskifter din gamle brændeovn med en ny.
Til gengæld skal skrotpræmien øges fra cirka 2000 kroner til cirka 5000 kroner.
Feltet af brændeovne, som kan udløse skrotpræmien skal udvides. I dag skal den skrottede brændeovn være fra før 1995, hvis du vil modtage tilskud.