Positive meldinger fra parter i flyvelederkonflikt
Mandag mødtes parterne i flyvelederkonflikten Naviair og Datca endnu en gang. Denne gang udtaler begge parter, at de nærmer sig enighed.
Flyvelederkonflikten mellem Naviar, der er flyveledernes arbejdsgiver, og flyveledernes fagforbund, Datca, ser ud til at bløde op efter parterne mandag holdt endnu et møde.
Datca er fortrøstningsfulde, mens Naviair melder om gode drøftelser, lyder det fra parterne, der skal mødes endnu en gang tirsdag den 30. maj.
Esben Blum, der er formand for Datca, har ikke ønsket at stille op til interview men skriver til TV 2 Kosmopol, at han efter mødet i dag er fortrøstningsfuld.
- For første gang oplever vi i Datca, at der bliver lyttet til flyvelederne, og det gør mig fortrøstningsfuld, skriver han i en mail til TV 2 Kosmopol.
Særligt pointerer han, at Naviair, ifølge ham, nu vil afsøge mulighederne for at imødekomme flyveledernes økonomiske krav.
- Det er positivt, at Naviair nu vil afsøge mulighederne for at øge den økonomiske ramme, hvilket er en betingelse for at finde en langsigtet løsning i stedet for kun at lave lappeløsninger, som ellers har præget forhandlingerne til nu, skriver han i mailen og fortsætter:
- Jeg ønsker og håber, at Naviairs ledelse får succes med at udvide den økonomiske ramme – for fortsætter man med at drive Naviair på denne måde, er konsekvenserne fuldstændig uoverskuelige.
(Artiklen fortsætter efter faktaboksen.)
Flyvelederkonflikten kort fortalt:
Kort fortalt bunder flyvelederkonflikten i en mangel på personale, navnlig flyveledere, og hvorvidt den nuværende bemanding af flyveledere fortsat skal dække ind ved at tage ekstravagter.
Parterne er den statsejede arbejdsgiver Naviair og flyveledernes fagforening DATCA.
Konflikten begyndte, da Naviair under corona afskedigede 50 flyveledere som led i en sparerunde.
Naviair mangler cirka ti procent flere flyveledere, eller det der svarer til omkring 7 flyveledere, før de er oppe på fuld bemanding i Københavns Lufthavn igen.
De resterende flyveledere har derfor taget ekstravagter for at dække ind for manglen af personale. Men nu vil flyvelederne ikke mere.
Manglen på flyveledere kan strække ind til 2024, da det kræver at flere flyveledere er færdiguddannede.
Naviair bekræfter gode drøftelser
Naviair har heller ikke ønsket at stille op til interview efter mødet. I stedet har de også sendt et skriftligt svar til TV 2 Kosmopol.
I mailen bekræfter de, at parterne har haft positive drøftelser.
- Vi har haft en god drøftelse med Datca i dag og har aftalt, at Naviair kommer med et nyt oplæg til forhandling, som fremsendes senere på ugen med henblik på et nyt møde på næste tirsdag den 30. maj, skriver Naviair i mailen.
Ingen af parterne har ønsket at svare på opfølgende spørgsmål fra TV 2 Kosmopol.
Fastholder kritik af sommerplan
Til trods for de positive meldinger fra parterne, så understreger Esben Blum i mailen til TV 2 Kosmopol, at der stadig er udsigt til forsinkelser over sommeren.
Han lægger vægt på, at Naviairs løsning med at flytte flyveledere fra Roskilde Lufthavn til Københavns Lufthavn ikke kommer til til at redde sommeren for forsinkelser.
- Naviairs sommerplan løser på ingen måde problemets kerne, nemlig den massive mangel på flyveledere. Når flyvelederne kigger på vagtplanerne for juni og juli, kan vi konstatere, at det ikke hænger sammen, og vi stadig skal gå underbemandede på arbejde. Det understreger, at der kun er tale om en lappeløsning, skriver han.
Flyvelederkonflikten har fløjet derudaf og skabt talrige forsinkelser og aflysninger siden slutningen af marts 2023.
Siden mandag den 28. marts har over 500.000 passagerer om ugen været påvirket af forsinkelser, oplyser Københavns Lufthavn til TV 2 Kosmopol.
Den seneste uge har 23 procent af afgangene fra lufthavnen været forsinket i over et kvarter. Mens tallet for ankomster er 30 procent.
Derudover er 84 flyafgange og ankomster blevet aflyst i løbet af ugen.
Det betyder, at 538.500 passagerer har mærket konsekvenserne af flyvelederkonflikten den seneste uge.
Herunder kan du få det fulde overblik over forsinkelserne i Københavns Lufthavn siden konfliktens start i slutningen af marts 2023.