Sigtelse: Rocker gav pistol og elcykel til ung svensker før planlagt drab
(Opdatering: Den sigtede er blevet varetægtsfængslet frem til 5. november)
En mand fra rocker- og bandemiljøet sigtes for at have haft tæt kontakt med en ung svensker, der i september ifølge politiet var kommet til Danmark for at dræbe et eller flere bandemedlemmer ved Blågårds Plads i København.
Den 28-årige mand skal have stillet en pistol og en elcykel til rådighed for svenskeren. Desuden husede og transporterede han ham.
Sådan lyder mistanken i den sigtelse, som er læst op i et grundlovsforhør i Københavns Byret søndag.
Sigtelsen handler om medvirken til drabsforsøg og til våbenbesiddelse.
Manden, der blev anholdt lørdag aften, nægter sig skyldig.
Sagen er blot én ud af en række, hvor unge svenskere ifølge politiet har ladet sig hyre til at komme til Danmark for at udføre forbrydelser.
I den aktuelle sag sidder i forvejen to mænd og en kvinde varetægtsfængslet.
En af dem er svenskeren, der er 18 år.
Han kom til Danmark 10. september og blev anholdt om natten på Griffenfeldsgade, hvor han var i besiddelse af en skarpladt pistol af mærket Springfield.
I et grundlovsforhør i september nægtede svenskeren sig skyldig i at ville begå drab, men erkendte sig skyldig i besiddelse af pistolen.
Den 28-årige, der i dag er i grundlovsforhør, tilhører ifølge politiet rocker- og bandemiljøet.