Tidligere borgmester vil have vej opkaldt efter Irma
Den tidligere formand for Vejnavneudnævnet i Københavns Kommune, Klaus Bondam (R), vil opkalde en vej efter Irma. Ifølge ham skal den hedde Irma Allé.
Mens Irma-butikkerne gør klar til at dreje nøglen om, så søger flere Irma-fans måder, hvorpå Irma-mindet kan bevares.
En af dem er den tidligere teknik- og miljøborgmester i Københavns Kommune, Klaus Bondam (R), som foreslår, at der skal opkaldes en vej efter Irma.
- Jeg synes, vi skal have en Irma Allé i København. Irma har ændret vores madvaner ved blandt andet at have fokus på økologi, bæredygtighed og kvalitet. Derudover har der altid været fokus på design, fællesskab og god service i butikkerne. Alt sammen noget som København gerne vil kendes på i fremtiden, siger han til TV 2 Kosmopol, og slår fast:
- Personligt synes jeg, at man lyver over for sig selv, hvis ikke man anerkender Irmas rolle i dansk fødevarekultur.
Han lægger desuden vægt på, at Irma Allé vil ære de ansatte i Irma langt ud i fremtiden.
- Vi skal ikke underkende dem, der mister deres job i Irma lige nu. Os, der har handlet i Irma, kender jo vores Irma-medarbejder. Det er vigtigt at anerkende Irmas rolle i samfundet. Engang var det Irma, man skulle gå til for at få økologi, siger han.
I sin rolle som teknik- og miljøborgmester i Københavns Kommune i 2006 til 2009 indtog Klaus Bondam desuden også formandsposten i kommunens vejnavnenævn.
Han har dermed erfaring på området, og ifølge ham er det ikke utænkeligt, at Irma kan få sin egen allé i København.
- Vejnavne værner om kultur og skal gøre det langt ud i fremtiden. Da jeg selv sad i nævnet, var der en tendens til at opkalde vejene efter personnavne. Der er det bare vigtigt, at det er personer, som man også husker efter 100-200 år. Så det vil klæde København, hvis vi havde en Irma Allé, som vil hylde Irma i lang tid endnu.
Tror du, at vi vil huske Irma om 200 år?
- Det er jeg overbevist om. Irma har fæstnet sig på en anden måde, end de andre kæder har. Det var der, man skulle hen efter god kvalitet. Det er et dansk stykke erhvervshistorie, som skal værnes om, svarer den tidligere formand for Vejnavnenævnet.
Hvor skal Irma værnes om i 200 år?
Klaus Bondam har allerede tiltænkt et område, hvor Irma Allé kunne placeres.
- Et område som Nordhavn ville give god mening, da der hele tiden bygges nyt, og der derfor er brug for nye vejnavne, siger han og understreger vigtigheden i, at det er en ny vej, som får navnet Irma Allé.
- Det vil være for bøvlet at omdøbe en vej, så det synes jeg ikke, vil være en god idé.
Den tidligere teknik- og miljøborgmester har skrevet om sit forslag i Facebook-gruppen ’’Bevar Irma’’, hvor flere Irma-fans tager godt imod idéen. Dog har nogle af dem en anden holdning til, hvor Irma Allé skal placeres.
De foreslår i stedet, at Ravnsborggade på Nørrebro skal omdøbes til Irma Allé, da det er her den første Irma-butik i København slog dørene op tilbage i 1886.
Vil ikke afvise Irma Allé
I Vejnavnenævnet i Københavns Kommune sidder fire medlemmer af Borgerrepræsentationen, som skal tage stilling til, hvordan nye veje skal døbes.
En af dem er Helle Bonnesen, der er medlem af Borgerrepræsentationen for Det Konservative Folkeparti, og hun kan godt lide tanken om en Irma Allé.
- Det er da en sjov idé, siger hun til TV 2 Kosmopol og fortsætter:
- Det viser både noget om folks kærlighed til Irma, men også hvor meget værdi vejnavne kan give.
(Artiklen fortsætter efter billedet.)
Foto: Privatfoto
Derfor vil hun heller ikke udelukke, at der kunne komme en Irma Allé i København en dag.
- Jeg vil ikke afvise det, for jeg kan sagtens forstå ønsket, og jeg kan sagtens se, hvor meget folk går op i det, siger hun.
Selvom hun synes, at Irma Allé godt kunne få en plads et sted i København, så pointerer hun dog, at der er flere ting, der skal gå op, før Vejnavnenævnet kan døbe en vej Irma Allé.
- Når vi skal finde nye vejnavne, så kigger vi blandt andet på historien i kvarteret. Derudover så vil vi gerne gruppere navnene, som vi eksempelvis har gjort i Nordhavn ved at opkalde vejene efter havnebyer.
Klaus Bondam har netop foreslået Nordhavn som et sted, hvor Irma Allé kunne være placeret. Hvad siger du til det?
- Det vil måske ikke give så meget mening, hvis man har Helsinkigade, Aberdeengade og så Irma Allé midt i det hele, svarer hun.
Umuligt med en Irma Allé i København?
Helle Bonnesen peger desuden på en meget væsentlig teknikalitet, som kan betyde, at Irma Allé aldrig kan finde sin plads i København.
- Der skal være 15 kilometer fra en vej, der har samme navn eller lyder ens, oplyser hun.
Helt konkret siger adressereglerne, at der skal være 15 kilometer i fugleflugt mellem veje, der har samme navn eller enslydende navn.
Og under denne bestemmelse kan drømmen om Irma Allé brase sammen. Der findes nemlig allerede en Irmavej i Irmabyen i Rødovre.
Distancen i fugleflugt fra Irmavej i Rødovre til det fjerneste punkt i Københavns Kommune er på lidt over 13 kilometer.
Dermed skal det først vurderes om Irmavej og Irma Allé er for enslydende til at være placeret indenfor 15 kilometers radius.
Helle Bonnesen kan ikke give et skøn på, om det er tilfældet, men hun opfordrer Klaus Bondam til at sende forslaget om Irma Allé ind til Vejnavnenævnet, så den kan blive listet i den såkaldte vejnavnebank.
- Det må være første skridt for forslaget, så kan vi altid se på, om der skulle dukke en oplagt mulighed op en gang i fremtiden, siger hun.