Videobutik genopstår som kunstprojekt - vil skabe debat om nutidens streaming
Tusindvis af VHS-bånd er i maj udstillet i en af Arne Jakobsens pavilloner i Enghaveparken i København.
Mange har sikkert gamle VHS-bånd liggende derhjemme fra en anden, ikke-digital tid.
Nu er mere end 2000 af den type videobånd stablet op i en analog videobutik i den ene af Arne Jakobsens pavilloner under titlen: "En videobutik efter verdens endeligt".
(Artiklen fortsætter efter billedet.)
Foto: TV 2 Kosmopol
Det er parret Kristoffer Gansing og Linda Hilfling Ritasdatter, der står bag projektet:
- Videobutikken er et sted, hvor vi tænker, at det gamle medium, VHS-båndet, kan få folk til at reflektere over den her hurtige streaming-afhængige, meget dataintensive hverdag, vi lever i, siger Kristoffer Gansing, der er kurator og professor på Kunstakademiet i København.
VHS-bånd med spor af tiden
Videobåndene på udstillingen har været i privateje, før de blev indsamlet til kunstprojektet: En videobutik efter verdens endeligt.
VHS-båndene bærer tydelige præg af tiden, de kommer fra.
For eksempel er der labels på de fleste videorygge med håndskrevne titler som: Temalørdag om Grønland, Bagdad Café og Twin Peaks:
- Der er en masse afsnit af Twin Peaks, siger Kristoffer Gansing.
-Twin Peaks er nok den første serie, som mange optog og så “bingede” til video-marathons. Så det er jo faktisk en forgænger og en af grundene til, at vi “binger” serier på streamingtjenester I dag, fortsætter han.
(Artiklen fortsætter efter billedet.)
Foto: TV 2 Kosmopol
Twin Peaks var en amerikansk tv-serie skabt af David Lynch og Mark Frost i 1990, hvor den blev en af de mest sete tv-serier i USA. Herhjemme blev den også populær.
Tab af sociale mødesteder
Projektet lægger særlig vægt på tabet af sociale mødesteder i forbindelse med ned lukningen af videobutikker.
I år er det for eksempel 15 år siden, at den legendariske videobutik Yvonnes Video lukkede efter 27 år på hjørnet af Saxogade og Istedgade på Vesterbro.
Og netop sådan én som Yvonne er en mangelvare i vores moderne mediearkitektur, mener parret.
Linda Ritasdatter mener, at omsorgen i mediearkitekturen, som er et andet ord for alle de elektroniske platforme, vi bruger i vores hverdag, mangler i dag:
- Det var et fint socialt rum, Yvonne havde på Istedgade, jeg kunne godt tænke mig, at vi havde mere af den slags omtanke med over i de rum, som mediearkitekturen skaber for os i dag, slutter hun.
Vi skabe debat om brug af data
Projektet "En videobutik efter verdens endeligt" lægger altså op til debat om dagens streaming og cloud-baserede medieverden. Fordi, siger parret bag, vi kan muligvis ikke altid regne med at kunne bruge alt, hvad vi vil af data i vores daglige medieforbrug:
- De datacentre, der leverer film for eksempel, de er ekstremt energikrævende. Det er ikke bæredygtigt, så det her er et forslag til, hvis den del af vores verden ender, og vi er nødt til at være mere sparsommelige med vores brug af medier, så kunne vi måske bruge de her vhs bånd igen, siger Kristoffer Gansing.
Projektet En videobutik efter verdens endeligt er en del af Arkitekturhovedstad 2023 og kan besøges hver dag frem til 14. maj.
Hvis du har gamle VHS-bånd, du gerne vil af med, så tager projektet En videobutik efter verdens endeligt glædeligt imod dine gamle videobånd.
Du kan aflevere dem i pavillonen i Enghaveparken den 12. maj.