Tidligere ludoman om bettingreklamer: "Jeg væmmes nærmest ved det"
Flere behandlingscentre mod ludomani mener, at årsagen til det stigende antal spil-afhængige skyldes de utallige bettingreklamer fra spiludbyderne
Ventelisterne til ludomani-behandling i Hovedstaden er rekordlange.
Flere behandlingscentre råber derfor nu op mod de mange spiludbydere i Danmark, der bruger mange millioner af kroner på markedsføring af spil.
Ifølge centrene skal årsagen til det stigende antal spil-afhængige nemlig findes i de utallige bettingreklamer fra spiludbyderne. Og man frygter det kan skabe endnu længere ventetid på ludomani-behandling i fremtiden.
- Marketing for spil generelt har den betydning, at for de mennesker, der har eller har haft et spilleproblem, der er reklamerne det rene gift. Vi mener, det skal forbydes. Drop enhver form for markedsføring i Danmark, herunder bonusordninger, for de er en del af marketingsbølgen, lyder det fra Michael Bay Jørsel, der er leder hos Center for Ludomani.
I Danmark har bettingfirmaernes markedsføring været voldsomt stigende i løbet af de seneste årti. I 2007 investerede de 215 millioner kroner i markedsføring på alle platforme.
Og her ca. 10 år senere er investeringen steget til lidt over en halv milliard kroner, viser de tal, som TV 2 Lorry har fået fra analyseinstituttet Kantar Gallup.
"Svært ikke at blive fristet"
En af de personer, som gennem længere tid blev påvirket af de mange fristende tilbud, er Rasmus Heileskov Nielsen fra Køge, som på daværende tidspunkt spillede fodbold Boldklubben Frem
Han havde dog svært ved at koncentrere sig om fodbolden, fordi han konstant havde hovedet i mobilen.
Rasmus Heileskov Nielsen er i dag tidligere ludoman, men han husker, hvordan han havde svært ved ikke at lade sig friste.
- Jeg væmmes nærmest ved det. Jeg kan selv huske, hvordan det var at se på alle de reklamer og vurdere, hvad man kunne gøre. Jeg ved også, at der er mange, der ikke kan styre det, fortæller han til TV 2 Lorry
For den nu tidligere spilleafhængige Rasmus ville det have været en stor hjælp, hvis betting-firmaerne i dag havde større restriktioner, mener han.
- De enkelte firmaer skal have flere stopklodser, end de har nu. Det er alt for let bare at blive ved og ved, siger han.
Danske Spil: Vi kan ikke gøre det alene
Hos Danmarks største spiludbyder, Danske Spil, lyder svaret på kritikken, at de er klar til at gå forrest for mere ansvarligt spil. For efter liberaliseringen af spilleloven i 2012 er andre aktører buldret ind på det danske bettingmarked.
- Vi tager hele tiden skridt for at gøre det bedre, og vi tager initiativer selv. Men det vi har erfaret er, at vi ikke kan gøre det alene. Og det, vi kan se, er, at der er 40 konkurrenter, der er pænt ligeglade og opfører sig meget aggressivt, siger Stine Hove Marsling, der er CSR-direktør hos Danske Spil.
I bettingfirmaernes brancheorganisation, DOGA, afviser de, at deres reklamer skaber flere ludomaner.
- Så vidt jeg ved, er der ikke nogen forskning, der peger i den retning. Men hvis der er et politisk ønske om, at vi skal blive bedre, eller at vi skal reguleres, så vil vi gerne indføres i de drøftelser, siger Morten Rønde, direktør hos Danish Online Gambling Association, til TV 2 Lorry.