To nye gavlmalerier indviet – men hvilket er Københavns flotteste?
To nye Storm P. gavlmalerier blev i dag præsenteret på Nordens Plads. De to gavlmalerier er blot to nye i en lang række af kunstværker, der pryder Københavns gavle.
Længere nede i artiklen kan du scrolle dig igennem gallerier over gavlmalerier, der pryder de forskellige kvarterer i København.
Fredag blev Frederiksberg to store kunstværker rigere.
Ved Skolevænget på hjørnet af Sofus Franks Vænge og Helge Rodes Allé har Koerner Studio og den irske streetart-kunstner Smug One udsmykket to gavle med Storm P. motiver.
Den ene gavl viser et portræt af Storm P. omgivet af eksempler på sine opfindelsestegninger, mens den anden gavl er en gengivelse af Storm P.s oliemaleri ”Gårdsangeren” fra 1941.
Foto: TV 2 Kosmopol
Kultur- og Fritidsudvalgets formand Nikolaj Bøgh (K) er glad for de to ny kunstværker.
- Generelt synes vi gavlmalerier er en god måde at få kunsten ud i det offentlige rum og gøre kunsten tilgængelig for mange flere mennesker. I et område som det her synes jeg godt, der kan bruges noget udsmykning og opmuntring i hverdagen, siger Nikolaj Bøgh.
Seksten gavle i Nordvest
Gavlmalerierne i København har gennem årene ændret sig en del i både udtryk og formål. Det vurderer Søs Uldall-Ekman, der er kulturformidler fra Københavns Universitet og tidligere drev den frivillige forening Streetheart, der havde til formål at fremme gadekunst i København.
- I flere år har store firmaer betalt kunstnere godt for at lave kunst på gavlene, der samtidig var reklame. Nu er det i højere grad tale om kunst, der ikke er forbundet med virksomheder, da de reklamer i højere grad findes på skilte, busser og flere steder, siger Søs Uldall-Ekman.
Et af de steder, der for nyligt er kommet mere kunst, er på Rentemestervej i Københavns nordvestkvarter. I september blev det sidste af seksten nye gavlmalerier færdigt.
Du kan se et galleri med ældre gavlmalerier fra Københavns bydele her. Billederne er taget af Jens Arentoft, der har billeder af mange flere gavle på sin hjemmeside.