Særsyn får fotografer fra hele verden til at valfarte til Dyrehaven
Brunstsæsonen for kronhjorte er lige nu på sit højeste, og vi tog med fotograf, Kurt Andersen, på jagt efter efterårskåde og brølende kronhjorte.
Det er atter efterår, og det er igen tid til at opleve de højt brølende kronhjorte i Jægersborg Dyrehave.
Og vi på TV2 Kosmopol er langt fra de eneste, som år efter år fascineres af det prægtige dyr.
Kronhjortene i Jægersborg Dyrehave, i daglig tale Dyrehaven, er blandt Europas største, og de lokker fotografer fra hele verden til, når de er i brunst.
Det fortæller en af parkens største fotograf-entusiaster Kurt Andersen, der har taget turen fra Nordjylland igennem 12 år.
- Jeg har været herinde lørdage og søndage, hvor jeg har mødt mindst 50 fotografer, siger han.
Du har muligvis set Kurts blodige billeder, fra da dåhjortene i Dyrehaven smed deres bast for en måned siden.
En livslang fascination
Kurt Andersen og hans kone fra Nordjylland købte for år tilbage en fritidsbolig i Tisvilde.Da Kurt har været fascineret af vildt dyreliv, siden han var helt lille, varede det ikke længe, før han så det nye boligkøb på Sjælland, som en oplagt mulighed for at besøge Jægersborg Dyrehave.
Besøget var intet mindre end kærlighed ved første blik, forklarer han.
Faktisk besøger han nu haven så ofte, at han i dag er på fornavn med både ansatte og kronhjortene i haven.
I følge Naturstyrelsen er Dyrehaven, som ligger Nord for København, da også det mest besøgte naturområde i Danmark.
Og det er i sær de cirka 2.000 stykker hjortevildt, der lokker gæsterne til.
Gode regler til turen
Hvis du går på jagt efter kronvildt i brunst, er det en god idé at følge et par enkle regler undervejs.
Kom ved solnedgang eller solopgang - De bedste muligheder for at opleve aktive krondyr er typisk omkring solopgang og solnedgang
Hold afstand - Bevæg dig forsigtigt og hold så meget afstand som muligt – gerne flere 100 meter. Hjortene er ikke aggressive over for mennesker under normale omstændigheder, men man skal respektere, at de skal have plads.
Undgå lukkede bevoksninger - Undlad at gå efter lyden ind i lukkede bevoksninger. Man skræmmer oftest blot dyrene væk og forstyrrer dem i deres parring.
Bliv på vejene - Hold dig på veje og større stier, hvor kronhjortene er vant til, at der er færdsel. Gå i rabatten eller midterrabatten, så larmer du mindre.
Gå imod vinden og bevæg dig roligt - Det er en god idé at nærme sig hjortene i modvind, så de ikke kan lugte en, og så skal man være musestille.
Hold hunden i snor - Hvis du har hunden med, skal den selvfølgelig være i snor.
Kilde: Naturstyrelsen
Topper i slutningen af september
Brunstsæsonen for kronhjortene strækker sig fra september til oktober.
Skal det være endnu mere specifikt, er Kurt Andersen personligt kommet frem til, ved at sammenligne sine mange billeder fra år til år, at det absolutte toptidspunkt er den 22. - 28 september.
Kan du ikke nå afsted i perioden, så er der også snart brunstsæson for havens dåhjorte.
Den løber typisk fra oktober til november.
Vi tog med Kurt Andersen på tur rundt i haven, for at se om vi kunne finde nogle af de brølende kronhjorte i brunst.
Du kan se, hvordan det gik, i videoen her: