Claus er overlæge på Rigshospitalet - men på en fridag blev han helt på motorvejen
Ægteparret Claus Jensen og Lone Skou handlede hurtigt, da de blev vidner til en trafikulykke i august sidste år. Nu er de blevet belønnet af politiet, men prisen har de doneret videre.
Artiklen er oprindeligt udgivet i maj 2023, men vi synes fortsat, at den er relevant. Derfor har vi valgt at genudgive den.
Det er lørdag den 6. august 2022, og Claus Jensen, der er overlæge og afdelingschef på Rigshospitalet, har fri fra hospitalets travle gange.
Sammen med konen Lene Skou, der er tidligere intensivsygeplejerske på Køge Sygehus, har han været til fødselsdag i Køge, og nu er de på vej hjem til sommerhuset i Marienlyst.
Mørket har lagt sig over Sydmotorvejen.
Men pludselig vidner parret noget, der ændrer deres ellers fredelige fridag fuldstændig.
- Det er mørkt, men vi ser, at der holder biler med tændt havariblink, så vi kører udenom og ser, at der holder en stor Volvo med udløste airbags, siger Claus Jensen.
Claus Jensen og hans kone er vant til at se barske syn i forbindelse med deres arbejde på Rigshospitalet. Men det her, havde de aldrig forestillet sig, at de skulle være vidner til.
Foran dem holder en havareret Volvo med udløste airbags og åbne døre. I vejkanten ved siden af ligger en ung kvinde med et tæppe over sig.
Som læge er man altid klar
Trods den chokerende og alvorlige scene, som de står over for, går der ikke lang tid før parret, der i øvrigt er iført festklædt tøj, skrider til handling.
Claus Jensen får hurtigt parkeret bilen i vejkanten og løber sammen med konen Lene til den unge kvinde, der sidder i vejkanten.
Men da Claus Jensen kommer hen til kvinden, finder han hurtigt ud af, at ulykken har haft mere alvorlige konsekvenser for andre involverede.
- Kvindens kæreste, som er i chok, kommer hen til mig og fortæller, at de har det værre i den anden bil, og så tænker jeg "hvilken anden bil?", siger Claus Jensen.
Hvad Claus Jensen ikke ved på dette tidspunkt er, at 40 til 50 meter længere nede af motorvejen holder endnu en bil. Da han kommer hen til den, kan han godt forstå, hvad den chokerede kæreste prøvede at sige.
- Alle døre er åbne i bilen, airbags er udløst og inde i bilen sidder to personer på forsæderne klemt fast, fortæller Claus Jensen.
Særligt en ting husker han helt tydeligt.
- Der var bare helt stille. Total tavshed. Og så lugtede der slemt af benzin, fortæller han og fortsætter:
- En kvinde var helt bevidstløs, mens en anden hulkede. På bagsædet sad en kvinde med et spædbarn i armene, siger han.
Udover de tre tilskadekomne i bilen kom en kvinde bærende på et treårigt barn uden for bilen.
- De havde alvorlige kvæstelser
Med den alvorlige scene taget i betragtning, kan Claus Jensen dog hurtigt konstatere, at ingen af de tilskadekomne umiddelbart er i livsfare.
- Jeg fik styr på, hvordan de havde det. Jeg tjekker puls, og at de trækker vejret. Jeg skulle ikke standse blødning eller noget, siger Claus Jensen.
Sammen med sin kone får de styr på alle de tilskadekomne. Claus Jensen tager sig primært af de tre hårdest sårede i bilen, mens Lene Skou tager sig af det treårige barn.
- De havde alvorlige kvæstelser. De skulle opereres med det samme. Den ene havde indre kvæstelser, og den anden havde svær lungeblødning og brækket ben, og den tredje havde svært hovedtraume, siger Claus Jensen om de tre personer i bilen.
Selvom de har stået i utallige lignende situationer bag Rigshospitalets mure, påvirker det dem på en anden måde, end Claus og Lene er vant til.
- Det er en helt anden oplevelse end at stå på hospitalet, hvor man har kollegaer og en masse udstyr, så man hurtigt kan få stabiliseret patienterne. Man har intet på motorvejen udover ens hænder, siger han.
Redningsfolk tager over
Efter ægteparret har fået styr på situationen og konstaterer, at der ikke er nogen af de tilskadekomne, der er i akut livsfare, går der ikke lang tid, før politiet og redningsfolk dukker op.
- Her kunne vi hurtigt give redningsfolkene overblikket over situationen. Jeg kunne fortælle, hvad der var sket, og hvem der skulle hjælpes først, siger Claus Jensen.
Politiet og redningsfolk overtager kontrollen på scenen, mens ægteparret kan trække sig tilbage.
Parret forlader scenen, og kører hjem til sommerhuset i Marienlyst. Men minderne fra hændelsen sidder stadig klart i deres hukommelse.
- Det var en situation, vi lige skulle bearbejde, da vi kom hjem. For det er bare noget andet at opleve det der, end vi er vant til på hospitalerne, fortæller Claus Jensen.
Blev indlagt på Claus afdeling
Alle de tilskadekomne overlevede trafikulykken. Det fandt Claus Jensen ud af, da de tre tilskadekomne, som han tog sig af på motorvejen, endte med at blive behandlet på hans afdeling på Rigshospitalet.
Nemlig afdelingen for led- og knoglekirurgi.
- Da jeg kom ind på afdelingen igen, kunne jeg se, at de tre patienter var blevet indlagt på min afdeling, siger han.
Derfor kunne Claus Jensen følge med i, hvordan det gik de tre patienter, og det er noget, som efterfølgende har været en stor hjælp for parret.
- Det har været rart at kunne følge med i, hvordan det gik dem. Så kunne vi se, at de fik det bedre, siger parret.
Modtog dusør for heltegerning
Som følge af Claus Jensen og konens heltegerning den skæbnesvangre augustdag på motorvejen, har parret tirsdag eftermiddag modtaget en dusør fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.
Dusøren lyder på 2000 kroner til dem hver. Men det er dog en dusør, som parret ikke føler, at de fortjener.
- Vi er glade for anerkendelsen, og det er rart at hjælpe. Men vi synes ikke, at det er noget, som vi skal have penge for. Det er så naturligt for os at hjælpe som fagpersoner, forklarer Claus Jensen.
Derfor har parret i stedet besluttet at donere beløbet til Thin Blue Line, der er en forening, støtter tilskadekomne politifolk og deres pårørende.