Flere skal pendle på cykel - skatterabat på cykler på vej
Antallet af cyklister er de sidste årtiet faldet støt. Et enigt skatteudvalg har derfor pålagt skatteminister Jeppe Bruus (S) at finde en løsning, hvor man med skatterabatter kan løfte cyklismen.
Samfundet tjener 8 kroner og 39 øre, hver gang du cykler én kilometer frem for at tage bilen.
Gevinsten kommer primært fra sparede sundhedsudgifter, men mindre trængsel og forurening tæller også med i regnestykket, som Transportministeriet står bag.
Og beregningerne understreger, hvorfor samfundet har en stor interesse i at fremme cyklismen.
Lige nu sidder en gruppe embedsfolk i Skatteministeriet og kigger på, hvordan skatterabatter kan lokke folk op på den tohjulede.
- Det er både godt for miljøet, for klimaet og for folkesundheden, når folk cykler, og derfor vil jeg gerne have flere til at cykle. Og jeg er klar til at kigge på, hvordan kan vi bruge skat og skattevæsenet til at fremme cyklismen, siger skatteminister Jeppe Bruus (S).
Meldingen fra skatteministeren kommer, efter at Enhedslisten har foreslået at fjerne al beskatning på cykler, der bliver givet eller udlånt af arbejdsgivere til arbejdstagere.
Enhedslistens beslutningsforslag kom uden beregninger af hverken effekt på folkesundhed eller skatteprovenu, og derfor kunne det ikke samle et flertal bag sig.
Men i folketingets skatteudvalg var der enighed om formålet bag forslaget, og derfor pålagde de ministeren at komme med en fornuftig løsning, så arbejdsgivere kan give deres ansatte kvalitetscykler, så de i højere grad har lyst til at tilvælge cyklen på bekostning af bilen.
- Idéen er at få flere til at pendle på cykel, og vi ved, at mange arbejdsgivere faktisk er ret positive overfor at betale for at deres ansatte bliver sundere. Og vi tror, at pendlercyklingen kan være med til at skubbe så meget til folks vaner, at de også vil cykle mere i deres fritid, siger transportordfører for Enhedslisten Jette Gottlieb.
- Desværre er skat og beskatning af medarbejdere i dag en showstopper for, at flere kan cykle på arbejde. For rigtig mange virksomheder er sådan set klar til at give deres medarbejdere cykler, men skattereglerne står ofre i vejen, siger branchedirektør i DI Transport Karsten Lauritzen, der selv har en fortid som skatteminister for Venstre.
Betal din cykel over lønnen
Det københavnske firma Jooll tilbyder allerede i dag, at folk kan lease cykler og betale prisen over lønnen. Jooll siger, at det har aftaler med over 3.000 danske virksomheder.
- Det vi kan tilbyde virksomhederne, er jo en tydelig måde for dem at vise, at de både er grønne, og at de går op i deres medarbejderes sundhed og trivsel, siger direktør og medstifter af Jooll, Anders Westergård.
Et af de firmaer, der tilbyder deres ansatte at få en cykel over lønnen, er designfirmaet Manyone.
- Der er rigtig mange virksomheder, der tilbyder deres ansatte firmabiler, men firmacykler, som man kan få over bruttolønnen, tænker vi er en meget mere moderne og rigtig måde at løse nogle af de udfordringer, vi som samfund står overfor i dag, siger Rasmus Møller Sørensen, CXO hos Manyone.
En af dem, der nu cykler på en Jooll-cykel, er Manyones fremtidsstrateg Thomas Noppen. Han kører hver dag fra hjemmet i Carlsbergbyen til arbejdspladsen i Nordhavn på en elektrisk ladcykel, som han leaser igennem arbejdet.
- At jeg nu har fået den her ret lækre cykel har gjort, at jeg cykler hver eneste dag. Jeg cykler simpelthen mere, fordi den er lækker at køre på, og fordi den sikrer, at jeg kommer hurtigt og sikkert fra A til B. Og vi bruger den faktisk også til familieudflugter og sådan noget i weekenden, for det er jo noget lettere at få familien rundt i København på den her, end det vil være i en bil, siger Thomas Noppen.
Thomas Noppen betaler hver måned for cyklen over lønnen, og det har gjort, at han kunne købe en dyr og god cykel med det samme, fremfor først at skulle spare sammen til den.
Men han har altså ikke fået en skatterabat, og det er det, et flertal i folketinget mener, at skatteministeren skal gøre muligt. Så flere kan begynde at cykle noget mere.
- Det er jo lidt håbløst, at man får kørselsfradrag, befordringsfradrag, kørselsgodtgørelse og alt muligt andet, for at sidde i sin bil, mens vi nærmest ikke gør noget for at understøtte den adfærd, vi som samfund i virkeligheden gerne vil have, nemlig at få folk op på cyklerne, siger direktør i Cyklistforbundet, Kenneth Øhrberg Krag.
Pres fra flere fronter for skattelettelser på firmacykler
Sammen med Dansk Industri, Dansk Erhverv, Kræftens Bekæmpelse, Danske Regioner, Gate 21, Ingeniørforeningen og Rådet for Grøn Omstilling stiftede Cyklistforbundet sidste år Alliancen for Cykelvenlig Skattelovgivning.
De sendte for et år siden et fælles opråb til de danske lovgivere om at lempe på skattelovgivning, så det blev mere fordelagtigt at få en cykel enten over lønnen eller direkte i gave fra ens arbejdsgiver.
- Når vi kigger til andre europæiske lande, så er der virkelig mange, der har lavet nogle tilsvarende programmer, altså forskellige former for skattefordele, så virksomheder kan købe medarbejdercykler, og det får rigtig, rigtig mange op på cyklerne, siger Cyklistforbundets Kenneth Øhrberg Krag.
Det foreslår Alliancen for Cykelvenlig Skattelovgivning
Reglerne for bruttolønsordningen bør ændres, så det bliver muligt at købe, lease eller abonnere på en cykel på samme vilkår, som man kan få en telefon, et avisabonnement, et fitnessabonnement eller lign. uden at der betales moms.
Det skal være muligt at tilbyde fri firmacykel efter samme princip, der i dag bruges om pendlerkort ift. offentlig transport (inkl. bundfradrag). Det vil gøre det muligt for arbejdsgivere at stille en cykel til rådighed for medarbejdere, som de både kan bruge i arbejdstiden samt til og fra arbejde og privat.
Medarbejdere med arbejdscykler, som kun benyttes i arbejdstiden, skal have mulighed for at parkere arbejdscyklen på hjemmeadressen, uden at det anses som et skattepligtigt medarbejdergode.
- I Dansk Industri vil vi gerne have, at der er flere, der cykler til og fra arbejde. For der er et kæmpestort potentiale både for den enkelte medarbejder, for virksomhederne, der gerne vil have sunde medarbejder, og også for vores samfund. Vi bryster os jo i Danmark af at være en cykelnation, men det går den forkerte vej lige nu, men det er noget jeg godt tror, vi kan vende i fællesskab, siger branchedirektør i DI Transport Karsten Lauritzen.
Foto: Sif Meincke
- Hvis vi implementerer en cykelvenlig skattelovgivning i Danmark, så er det mit bud, at der vil komme mellem 50.000 og 100.000 ekstra cykler ud på cykelstierne, siger Kenneth Øhrberg Krag.
Nu har skatteministeren altså lovet et enigt skatteudvalg, at han vil arbejde for at finde ”en hensigtsmæssig løsning, som kan præsenteres for alle partier i Folketinget snarest muligt, og som kan danne grundlag for en lovændring.”
Skatteministeren vil dog hverken sige, hvor mange skattekroner han er villig til at kaste efter en cykelrabat, eller komme med en dato for, hvornår han har fundet en løsning. Men han lover at arbejde ihærdigt for at nå et ambitiøst forslag.
- Jeg har lyttet til, hvad Cyklistforbundet siger, jeg har lyttet til, hvad Dansk Industri siger, og hvad kommunerne og sundhedsmyndighederne siger, og ja, også hvad mine kollegaer ovre i Folketinget siger. Og der er mange gode forslag, lige fra en bruttolønsordning til muligheden for at få en arbejdsgiverbetalt cykel, på samme måde som vi kender det fra fri bil. Alle de forslag, dem sidder jeg og kigger på, og jeg er dybest set positivt indstillet for at finde ud af, hvordan vi kan bruge skat til at fremme, at flere får mulighed for at cykle noget mere, siger skatteminister Jeppe Bruus (S).