Håndværksmestre vil bytte beton ud med græs, hamp og kork
CO2-udledningen i byggeriet er en af de helt store klimasyndere, og det er baggrunden for landets første biobaserede byggemarked, som ligger på Refshaleøen i København.
De består af alt lige fra hamp og le, til græs, træ, kork og halm.
På en og samme tid er de traditionelle ressourcer i byggeriet, men med ny teknologi er de samtidig grundstenene i helt nye former for byggematerialer, som man kan finde i landets første biobaserede byggemarked, Havnens Hænder.
- Vi har besøg af hele branchen, fra arkitekter til selvbyggere, håndværkere, pensionskasser og developere. Der er mange, der rigtig gerne vil lykkes med det her, og branchen har også nedsat flere initiativer, som er i gang for at få det her mere på banen, siger en af de tre iværksættere bag Havnens Hænder, Magnus Henriques.
Sammen med Mikkel Damgaard Nielsen og Karl Nørgaard var det af ren og skær nødvendighed, at de tre selvstændige håndværksmestre – to murere og en tømrer – har etableret det klimavenlige byggemarked.
Foto: Morten Bisgaard / TV 2 Kosmopol
Bedre at arbejde med end konventionelle byggematerialer
- Vi har jo som håndværkere i mange år oplevet på egen krop, hvordan konventionelle byggematerialer er. De er ikke synderligt rare at arbejde med altid, og derfor havde vi kigget på, om der fandtes noget andet derude. Efter vi havde researchet i et stykke tid, fandt vi ud af, at der findes rigtig, rigtig mange byggematerialer derude, som vi syntes, var mere spændende, og som vi ikke kunne skaffe på anden måde end at starte et byggemarked - så vi kunne importere de her materialer og få lov til at bygge med dem, siger Magnus Henriques og fortsætter:
- Vi har travlt med at få gjort noget ved vores CO2 -belastning og klimaet, og vi mener fuldt og fast, at biobaserede byggematerialer er en del af løsningen i byggeriet.
Havnens Hænder sælger materialer, som eksempelvis er lavet af industriprodukter. Et andet eksempel kan være materialer, som langt henad ad vejen er lavet af eksempelvis græsproduktion fra andre produktioner. Materialer af græsfibre, hvor græs, der er slået på offentlige arealer, bliver samlet ind og brugt til eksempelvis isoleringsmateriale i stedet for at blive brændt af.
- Det, de biobaserede byggematerialer kan, er i virkeligheden mange ting. Det første er jo selvfølgelig, at de har en klart lavere CO2 -påvirkning. Noget andet er så også, at mange af de her materialer helt naturligt også har indeklimafordele. En egenskab, man glemmer, når man snakker om de biobaserede materialer, er den positive effekt på indeklimaet, fordi det ofte handler om, hvor langt vi kan banke CO2 -aftrykket ned. Men effekten på indeklimaet er en ekstremt vigtig del, og det er det også for os, siger Magnus Henriques.
Hastigt voksende interesse
Ifølge de tre indehavere er der en hastigt voksende interesse for deres byggematerialer.
- Vi får tit et spørgsmål om prisen på de her materialer, og det kan være svært at sammenligne byggematerialers pris. Pris på et byggemateriale er utrolig mange ting. Men det koster at være first mover og gerne vil gøre noget godt for klimaet. Og jeg tror, at menneskeheden skal begynde at indse, at vi skal gøre noget, og vi skal også ændre på nogle ting, hvis vi skal lykkes med en grøn omstilling på den helt store bane, slutter Magnus Henriques.
Foto: Morten Bisgaard / TV 2 Kosmopol