Ulv skulle egentlig skrive Ph.d. men fik i stedet succes med fordansket kebab
På få år er Killer Kebab åbnet seks forskellige steder i København. De serverer en nordisk inspireret kebab med surdejsbrød og spidskål.
De tænkte, at tiden var inde.
- Det skete for burgeren, det skete for pizzaen, at folk begyndte at forfine det lidt mere og nørde noget mere i nogle detaljer, og det har folk altså også været klar til med kebabben, siger Ulv Ankerstjerne, der er en af de fem ejere af Killer Kebab.
Det første sted åbnede i september 2020 på Vesterbro, og siden er det gået stærkt. I april åbnede de deres sjette og største sted på Fisketorvet i København.
De laver falafel og kebab med friskbagt surdejsbrød og spidskål. Kebab bygger de selv, og falaflen laver de frisk hver dag med masser af urter.
- Der er masser af god kebab i København, men typisk synes jeg, at det ene sted, der har de rigtig godt kød, eller også har de rigtig godt brød, men det er sjældent, at jeg finder et sted, hvor de har det hele på en gang, siger han og vender et par brød, der er ved at blive varmet til en kunde.
Foto: Anne Sørensen / TV 2 Kosmopol
En nordiske version
Kebabben kan man jo købe et utal af steder både i og udenfor København. En madtradition, der har rødder i mange lande.
- Kebab er jo ikke kun en tyrkisk ting som en döner, det er heller ikke kun en arabisk ting som i shawarma. Det er et fænomen, der findes fra Balkan til den vestlige del af Kina, siger Ulv Ankerstjerne.
Skulle det nu være nødvendigt med surdejsbrød og kål i en kebab, som så også koster 89 kroner..? Ulv Ankerstjerne har ikke oplevet, at folk er blevet sure over deres version af en kebab.
- Der er da folk, der har en anden opfattelse af, hvad der er en god kebab.
- Hvorfor kommer I ikke mere kød i, eller hvorfor gør I ikke det eller det. Men der er jo masser af andre steder, du kan gå hen og få den kebab. Hvis du kommer ned på Killer Kebab, så får du vores version af, hvad en god kebab er, siger han.
Foto: Anne Sørensen / TV 2 Kosmopol
Drømmen om en Ph.d.
De sidste mange uger har Ulv Ankerstjerne lagt hundredevis af timer i at få det nye sted på Fisketorvet gjort klar.
Han løber ud på cykelbroen, der slanger sig forbi Fisketorvet. To håndværkere er i gang med at hejse et kæmpe skilt op i vinduet. Ingen, der cykler forbi, skal overse, at der er åbnet en Killer Kebab i shoppingcenteret.
Han laver fagter. Lidt længere op. Lidt til højre. Før han sender en thumbs up. Det hænger, som det skal.
For fire år siden havde han ikke planer om at skulle drive en kebabrestaurant. Han læste Antropologi og havde tænkt sig at søge om at skrive en ph.d.
Men sådan gik det ikke. En af hans venner hev fat i ham.
- Det var hans store drøm at starte en kebab, og det var min store drøm at skrive en Ph.d., smiler han.
Han fik aldrig søgt den Ph.d., men blev i stedet en af fem ejere af Killer Kebab. Det lyder som en helt anden verden, men sådan ser han det ikke selv.
- Jeg føler jo, at meget af det, jeg skrev speciale om i sin tid, det har jeg kunnet bruge undervejs. Jeg skrev speciale i osteproduktion og værdiskabelse i Norditalien. Så jeg har altid beskæftiget mig meget med mad også rent akademisk.
Foto: Anne Sørensen / TV 2 Kosmopol
De har haft travlt med at åbne flere og flere steder. Og det er ikke sådan, at de fem ejere bag tænker på at stoppe her.
- Lige nu tænker vi, at vi skal op på en 10 stykker her i København, og så er vi så småt ved at lægge nogle følere ud til udlandet også, siger Ulv Ankerstjerne.
Foto: Anne Sørensen / TV 2 Kosmopol