Udbrud med farlig svamp på Rigets børnekræftafdeling - forældre fik ikke besked
Det skriver Berlingske.
I perioden 2017 til 2019 blev mindst syv børn udsat for skimmelsvamp på Rigshospitalet, som medførte alvorlige og livsfarlige infektioner for børnene, skriver avisen.
Efterfølgende konkluderede en videnskabelig artikel, at børnene var blevet inficeret, fordi de havde fået en utilstrækkelig behandling på Rigshospitalet.
Hverken børnene eller deres familier blev dog informeret om, hvorfor de dengang fik skimmelinfektionen. Det er problematisk, siger flere eksperter til Berlingske.
Selv nægter Rigshospitalet at have begået fejl i behandlingen af børnene og understreger, at man siden skimmeludbruddet har ændret den forebyggende behandling.