Naboer klager over sødlig, rådden stank fra virksomhed: "Den skal langt væk"
Der er igen problemer med stank fra en nærliggende kompost-virksomhed i Vindinge. Naboerne mener, der bør gøres mere.
Selvom vejret i disse dage er fantastisk, er havedøren lukket hos Helle Genske, der bor i Vindinge.
- Vi måtte lukke døren, fordi der lugtede helt forfærdeligt, siger hun.
Der er nemlig noget råddent i Vindinge lidt uden for Roskilde. Et par kilometer fra byen ligger affaldsgiganten Solum – landets største leverandør af kompost.
Det er haveaffald, der bliver nedbrudt og bliver til ny jord. Processen tager omkring halvandet år - og det lugter.
Helle Genske og andre naboer er igen i år generet af lugten - og nu må der gøres noget, mener hun.
- Det er sådan en rådden, sødlig lugt Det er irriterende at bo et sted, hvor man er så belastet flere gange om ugen, siger Helle Genske.
Foto: TV 2 Kosmopol
Løsning gør en forskel - men det er ikke nok
Lugten kommer og går - sidste sommer var det særligt slemt. I 2019 forsøgte Solum med en løsning - nemlig at lægge et biofilter ovenpå kompostbunkerne.
Derudover har man hos Solum købt nye maskiner for millioner, så kompostbunkerne kan flyttes rundt for at mindske lugten. Og foreløbigt er det den bedste plan for at undgå lugten.
- Der har vi nok taget de største vindinger vi kan på det område. Vi når nok til et punkt, hvor man rent naturligt ikke kan komme længere ned, siger Morten Strandlod, der er kommerciel direktør i Solum.
Foto: TV 2 Kosmopol
Og de nye metoder gør en forskel. Men selv om lugten ikke så ofte er så slem, så er den der.
- Deres komposteringsanlæg bør ikke ligge der, hvor det ligger i dag. Det skal langt væk, for det lugter, uanset hvad de gør, siger Helle Genske.
Vil gerne selv flytte
Og faktisk er Solum enig med sine naboer og vil gerne flytte - men det kræver, at Roskilde Kommune finder et nyt sted til kompostbunkerne.
- Vi skal ud at finde ny plads til virksomheden. Vi kan ikke være på Vestre Hedevej uanset, hvordan vi vender og drejer det. Og så er det mest nærliggende at hjælpe vores omgivelser, kommunen og os selv ved eksempelvis at flytte vores jordproduktion til et andet sted, der er mere robust, siger Morten Strandlod.
Snart skal problemet tages op i Roskilde Kommunes Klima- og Miljøudvalg.
- Jeg vil jo gerne have, at vi har en virksomhed, der kan blive ved med at drive virksomhed, og nogle naboer, der er glade for at bo i Roskilde, siger Karim Arfaoui (S), der er formand for Klima- og Miljøudvalget i Roskilde.
- Men hvis vi vil den grønne omstilling, så skal vi også favne de her virksomheder, siger han.
Kommunen kan stramme Solums tilladelser i håbet om, at det hjælper på lugten, og helt at flytte kompostanlægget bliver også undersøgt, men en helt ny grund kan have lange udsigter.