København beder borgerne om hjælp i kampen mod skybrud
Københavns Kommune har lanceret en hjemmeside, hvor borgerne kan hjælpe kommunen med at skybrudssikre byen.
Ligesom kommunerne i resten af vores region kæmper København for at klimasikre byen, så storme og skybrud volder så lidt skade som muligt.
Og som noget nyt beder kommunen nu borgerne om hjælp. På hjemmesiden givetpraj.kk.dk kan beboere og gæster i byen gøre opmærksom på lokale oversvømmelser efter skybrud.
Henvendelserne om oversvømmelser skal så bruges til at skabe overblik over, hvor problemerne efter skybrud er størst.
- På den måde kan borgerne bidrage til kommunens langsigtede arbejde med at skybrudssikre København, skriver kommunens tekniske forvaltning i en pressemeddelelse.
Oplysningerne fra borgerne kommer oveni det klimasikringsarbejde, som kommunen allerede har gennemført i samarbejde med HOFOR.
Hjemmesiden er indrettet, så man kun kan give et praj, når der faktisk har været skybrud, sådan som det skete både torsdag den 16. juni og natten til i dag, fredag den 24. juni.
Disse to skybrud var dog kortvarige og voldte kun små skader.
TV 2 Vejret varsler i øvrigt skybrud eller voldsomt vejr over København igen natten til lørdag den 25. juni.